Bond som energibar

"James Bond will return," står der til allersidst, når rulleteksterne langt om længe er færdige med at namedroppe de dyrt betalte kræfter bag denne filmatisering nr. 22, som har premiere i dag i en lang række biografer over hele landet.

Man havde det nok på fornemmelsen. At 007-sagaen ikke sådan lige ville ophøre, men det er faktisk meget rart at få det sort på hvidt, eftersom Quantum of Solace ikke alene tager over, hvor historien i Casino Royale slap, men også overlader sin definitive slutning til Bond-film nr. 23.

For agent 007 har stadig et bittert opgør med Mr. White (Jesper Christensen) og hans allesteds-infiltrerende forbryderorganisation, som stod bag drabet på Bonds elskede, Vesper Lynd.

Appetitlig mellemad
Quantum of Solace betyder sådan nogenlunde oversat "et kvantum trøst", en rammende titel, da man ikke forlader biografen fuldt tilfredsstillet.

Man har det mere, som om man har fordøjet en appetitlig mellemmad på vej mod et mere fuldendt måltid.

På den facon ligner Quantum of Solace mest en powerfuld energibar, der skal holde dampen oppe, indtil Mr. Bond kommer sikkert i mål. I den næste film. Måske.

Blodtud og hjertekvaler
Ikke desto mindre fortsætter forsøget på at give James Bond-figuren fornyet fylde og en sammenhængende forhistorie, og lad det være sagt med det samme:

Muskelbundtet Daniel Craigs bestræbelser på at forvandle alle tiders glatte charmekludsspion til et ægte menneske med blodtud og hjertekvaler er forfriskende - og til fire stjerner (ud af seks mulige).

Så kan det da godt være, at spionseriens hidtil korteste film suser forbi som et transkontinentalt højhastighedstog (med stop i Italien, Østrig, Haiti og Bolivia) og plotmæssigt ikke når rundt om overarmen på Craigs blåøjede Bond, men damn, hvor de slås og skyder. Mindst hver femte minut.

Tarzan på lianer
Det er altså ikke spor kedeligt at indløse billet til instruktør Marc Forsters tour de force-action, men de 106 minutter med speederen i bund skal stort set også kun trække et decideret hævntogt.

Man er bogstaveligt stakåndet, når man via håndholdte kameraer, alverdens vinkler og lynhurtig klipning forsøger at overskue situationen, når Daniel Craig springer fra tagryg til altan (og omvendt), svinger sig rundt i klokkestrenge, som han var Tarzan på lianer, og generelt bare braser, bryder og bokser sig frem for at få fingre i blandt andre en miljøforkæmper, der bestemt ikke har rent vand i posen.

I Daniel Craigs skikkelse er Bond næsten uhørt brutal. Han dræber en potentiel kontakt med de bare næver, som han nok liiiige burde have afhørt først. Han skubber en dobbeltagent ud fra et højhustag, fordi denne nægter at oplyse sit navn, og han futter et helt hotel af, fordi et par superskurke skal ekspederes lige lukt i helvede.

Morbid humor
Det er også småt med gentlemands-attituden, da vor helt afleverer sin bevidstløse medkompagnon Camille (Olga Kurylenko) i armene på en tilfældig forbipasserende.

En stor del af filmens morbide og underspillede humor ligger i Bonds lige lovlig effektive opklaringsarbejde. Nok er det overdrevet, men både i intensitet og autenticitet er den "nye" Bond efter min mening mere medrivende end mange af de klassiske 007-værker, som nørderne ynder at ophøje.

Må spionguderne forbyde, at Craigs moderne Bond-gestalt nogensinde bliver afrundet og pakket ind i den alt for overlegne playboy-policy, som kendetegnede stilen, da skuespillere som Sean Connery, Roger Moore og Pierce Brosnan trak i smoking og lyddæmpet pistol.

Lefler ikke for fans
Jeg savner hverken de platte vittigheder eller de smarte filmkys. Til gengæld ville et gensyn med karakterer som sekretær Miss Moneypenny og dippedut-mager Q nok lune, men Quantum of Solace lefler ikke for traditionsbundne Bond-fans.

Kun M (Judi Dench) og Felix Leiter (Jeffrey Wright) går igen, men ellers holder filmen Bond-universets vanetænkning ud i strakt arm. Ikke en eneste gang bliver der sagt "Bond, James Bond" eller "shaken, not stirred".

Til gengæld er Bonds hævn rimelig stilfuld, da hovedskurken (med en utvetydig reference til Goldfinger) efterlader en MI6-kollega (og elskerinde) kvalt og indhyllet i sort olie på hotelsengen. Jo, en ørken og en flaske motorolie kan gøre underværker som revanche.

Den nye Bond er rå, men bestemt ikke uden raffinementer. Lad os håbe, at han snart vender tilbage, som rulleteksterne forsikrer. For der er stadig behov for trøst.

Bo Tao Michaëlis skriver om Bond-figurens filmiske rødder i det aktuelle Ekko #43 og vurderer seks Bond-babes og seks Bond-skuespillere.