Shortlist-nomineret: Børn er som fisk

Sam er bekymret.

Han er elleve år gammel og bor i en lille by i det sydvestlige England, der snart får landets største atomkraftværk som nabo.

Drengen er imponerende engageret i kraftværkets miljømæssige konsekvenser, som han livligt fortæller sine uinteresserede kammerater om.

Sam drømmer om at blive marinebiolog, så han en dag kan sikre, at det kyniske selskab bag byggeriet ikke forpurrer levevilkårene for dyrelivet i det hav, han holder så inderligt af.

”Jeg ville lave en film om at vokse op ved siden af et atomkraftværk, så jeg tog på en slags casting-tur, hvor jeg bare hang ud på forskellige skoler i området,” siger Ömer Sami.

Han står bag Sam and the Plant Next Door, der er nomineret til bedste dokumentar ved Ekko Shortlist Awards 2019, som løber af stablen i aften kl. 19.

”På én af skolerne hørte jeg Sam Chedgey fortælle en historie. Hans fantasi var på et helt andet niveau end klassekammeraterne, og jeg vidste med det samme, at det skulle være ham.”

Politisk relevans
Det er ikke første gang, Ömer Sami er blevet optaget af et særligt barn midt et filmprojekt. Det var også tilfældet med hans debutfilm A Place in the Family.

”Den handler om en kvindelig afghansk journalist, som det var meget svært at komme tæt på. Da jeg så kiggede materialet igennem, fandt jeg ud af, at jeg var mere optaget af hendes søn, fordi han var så umiddelbar.”

Filmskaberen besluttede derfor, at hans næste projekt skulle tage udgangspunkt i et barns perspektiv. Det fangede interessen hos en af verdens førende medier, britiske The Guardian.

”Vi blev øjeblikkeligt fanget af idéen om denne unge, politisk bevidste person, der føler sig frustreret over sin evne til at tage beslutninger og påvirke den bredere verden. Filmen kombinerer social og politisk relevans med en magisk følelse,” siger Charlie Phillips.

Han er videochef for Guardian News & Media, der har produceret Sam and the Plant Next Door.

”Det er en sjælden kombination, som vil nå ud til folk, der ikke før var interesseret i idéerne og aktivismen, fordi de trættes af den almindelige politiske dokumentars filmsprog. Filmen er smukt filmet af Ömer og endte med at blive endnu bedre, end vi kunne have håbet på.”

Børn er friere i Danmark
Det barnlige perspektiv i filmen manifesterer sig også i drømmesekvenser, hvor Sam er omringet af vand.

”Da jeg var barn, blev der bygget et forbrændingsanlæg ved siden af min by. Der var selvfølgelig en masse protester, men ingen af de voksne forklarede nogensinde, hvad det betød. Derfor løb min fantasi af med mig, og i den alder er det meget svært at kende forskel på fantasi og virkelighed. Især når de voksne undervurderer éns intelligens og ikke fortæller noget,” siger Ömer Sami.

”Undervandssekvenserne kom fra Sam. Han fortalte mig, at han på en måde identificerer sig med fisk. Han følte, at fisk ligesom børn undervurderes af de voksne. På den måde blev undervandsverdenen et naturligt sted at undersøge hans underbevidsthed.”

Ifølge instruktøren knytter Sam and the Plant Next Door an til unge klimaaktivist Greta Thunberg og den ungdomsaktivisme, der foregår i øjeblikket. Men det har ikke været intentionen.

”Det var ikke planen, da vi gik i gang. Men det er interessant, at folk som Thunberg og Sam opstår rundt omkring. Jeg tænkte overhovedet ikke over de ting, da jeg var på Sams alder.”

”Jeg beundrer børn som Sam, men jeg synes også, det er en smule sørgeligt at miste sin uskyldighed så tidligt. I filmen er der kun én scene, hvor Sam får lov at være et barn og løber på en mark med sin ven,” fortæller instruktøren.

”Det siger også meget om Storbritannien, hvor barndommen primært betragtes som en forberedelse på at blive voksen. I Danmark virker det, som om barndom og leg har en værdi i sig selv. Børn virker mere frie her.”

Kulturel rodebutik
Ömer Sami er vokset op i Storbritannien, men flyttede i 2015 til Danmark, hvor han nu går på Den Danske Filmskoles dokumentarlinje på første år. Det har altid været planen at forlade hjemlandet.

”Jeg har aldrig rigtigt betragtet mig selv som britisk. Min mor er fra Trinidad, og min far er halvt tyrkisk og halvt irsk. Min mor har altid ønsket, at jeg selv skulle finde et nyt land,” griner den 26-årige instruktør om sin families kulturelle rodebutik.

Under et udvekslingsophold i Danmark, mens Ömer Sami gik på universitet, fik han en dansk kæreste og flyttede kort efter til landet.

”Jeg begyndte at lave små film og skrev til forskellige instruktører. Sådan mødte jeg Andreas Koefoed, som blev en slags mentor for mig, og jeg blev hans assistent. Han fortalte mig om sin oplevelse med Filmskolen og Arne Bro, og så søgte jeg ind på, så snart jeg havde lært dansk.”

Arne Bro har i mange år været leder af Filmskolens dokumentaruddannelse, men blev for to uger siden hjemsendt. Det udløste elevoprøret, som førte til rektor Vinca Wiedemanns afgang.

”Arne er en helt fantastisk mentor. Både i forhold til hans metode og forståelse af dokumentarfilm. Det har åbnet et helt univers, som jeg ikke kendte til før,” siger Ömer Sami.

Soldat i fremmed land
Selv om den unge instruktør ikke vil bo i Storbritannien, planlægger han i øjeblikket en film om nationens militær.

”På grund af en rekrutteringskrise har Storbritanniens militær åbnet for folk fra de gamle kolonilande. Det er et fascinerende psykologisk spørgsmål, hvorfor man gider forsvare et land, man aldrig har boet i.”

Ömer Samis oldefar var selv i samme situation. Han boede i den dengang britiske koloni Trinidad i Sydamerika og blev indkaldt til den britiske hær.

”Det er stadig bare et ønskeprojekt. Det er svært at få adgang til den bureaukratiske labyrint, der er det britiske militær. Men jeg leder igen efter en enkelt person at følge, selv om det nok bliver lidt svært at finde et barn i militæret,” griner instruktøren.