Debat
09. aug. 2022 | 00:00

Debat: Bornedals tvivlsomme research

Foto | Miso Film
Ole Bornedal under optagelsen af Skyggen i mit øje, hvor en nonnes samtale med et døende barn spiller en særlig rolle. Dokumentarist mener at have fundet bevis for, at den er baseret på en misforståelse.

Ole Bornedal hævder, at der er totalt styr på fakta i hans film om fejlbombningen af den katolske pigeskole under besættelsen. Men siger en nonnes erindring det modsatte?

Af Martin Sundstrøm

Besættelsens største civile katastrofe var fejlbombningen af den katolske pigeskole Jeanne d’Arc i København den 21. marts 1945.

Ud af mere end 115 omkomne var 86 skolebørn.

I det aktuelle nummer af Ekko fortæller Ole Bornedal om sin filmatisering af tragedien – Skyggen i mit øje – at den er ”superfaktuel i enhver tænkelig detalje”, og at der er ”totalt styr på de grundlæggende fakta”.

Men er Bornedals research så upåklagelig, som han hævder?

Under markedsføringen af filmen fortalte han flere gange, at det var en virkelig samtale mellem en nonne og et døende barn i skolens ruiner, som er inspirationskilde til filmen.

Med ”totalt styr” på fakta kan det derfor overraske, at hans historie om det døende barn tilsyneladende er forkert.

Knugende intenst
I Aftenshowet på DR i oktober 2021 fortalte Ole Bornedal meget berørt, at han første gang hørte om det døende barn i DR-dokumentaren Kartago bør ødelægges fra 1970.

Her beskriver nonnen Søster Helene knugende intenst, hvordan hun ligger fanget i murbrokker i skolens sammenstyrtede kælder efter bombardementet.

”Vi lå begravet i murbrokker. Og vi vidste, at vi var hjælpeløse. Det var mærkeligt. Pludselig hørte jeg en stemme hviske: ’Søster, tror De vi skal dø?’ – Ja. ’Tror De, det varer længe?’ – Jeg ved det ikke. Måske,” fortæller Søster Helene i filmens gribende interview, man ikke kan undgå at blive berørt af.

Vil man se hele scenen og filmen, kan den ses gratis online på Dansk Kulturarv.

Ifølge Bornedal fortæller Søster Helene altså om en samtale med et døende barn.

”Det, hun beskriver, er, at hun ligger nede i kælderen i ruinerne, og der ligger et barn et eller andet sted nede under hende, og de har den dér dialog sammen,” siger han i Aftenshowet.

En stemme i mørket
Til TV 2 uddybede han efterfølgende, at scenen med det døende barn har forfulgt ham i 50 år, siden han første gang så filmen.

Samtalen mellem Søster Helene og det døende barn påvirkede ham så stærkt, at han brugte den i sin egen films dramatiske slutscene.

”Dialogen med det døende barn, som nonnen gengav i dokumentaren, indgår også i filmen. Nogle af sætningerne er gengivet én til én. Det er modbydeligt. Men det ville være endnu mere modbydeligt ikke at skildre tragedien,” fortalte Bornedal til B.T. en uges tid senere.

Men havde Søster Helene egentlig en samtale med et døende barn?

I dokumentarfilmen siger hun blot ”en stemme”. Efter katastrofen skrev hun en beretning fra kælderen, man let kan finde i Institut Sankt Josephs arkiv, som har flere detaljer om samtalen.

”Pludselig hørte jeg en rystende, halvkvalt stemme hviske: ’Søster, tror De vi skal dø?’ ’Ja,’ hviskede jeg tilbage. ’Ja, jeg tror vi skal dø.’ ’Tror De det varer længe?’ lød det igen. ’Måske.’ svarede jeg. ’Måske. Jeg ved det ikke.’ Det var Søster Marie Helene, men jeg har hele tiden troet, at det var Fru Jacobsen, en af vore lærerinder.”

Ifølge Søster Helene taler hun altså ikke med et døende barn, men med en anden søster, som overlever.

Løsrevet livets logik
Det er muligt, at samtaler mellem nonner og døende børn fandt sted. Men når man markedsfører en film med et døende barns konkrete samtale, som viser sig at tilhøre en overlevende nonne, virker det en anelse friskt at hævde, at der er ”totalt styr” på fakta.

Særligt når Ole Bornedal har haft muligheden for at undersøge Søster Helenes historie i mere end 50 år.

Bliver Bornedals film dårligere af, at han har misforstået en nonne? Nej, den er inspireret af virkeligheden og ikke dokumentar.

Men er det udtryk for graden af grundighed, er det ærgerligt. Jo tættere vi kan komme på sandheden, jo mere styrker vi fællesskabet med fælles historie og erkendelse, mens fantasier løsrevet fra livets logik kun skygger.

Når man sløser med research, risikerer man at overse virkelighedens fine nuancer, som giver en fortælling ægte nærvær og visdom, kort sagt gør den bedre.

Man risikerer at gestalte en emotionel sandhed, som kun er svagt forankret i den virkelige tragedie. Og hvorfor så fortælle en tragedie, hvis man ikke for alvor er optaget af dens substans?

Ole Bornedal svarer:


En vigtig pointe i interviewet i Ekko #91 om ”den historiske korrekthed” er, at der altid vil være historikere og journalister, der vil gå på ”strandhugst” efter historiske unøjagtigheder i en fortælling. 

Det er helt op til dem, hvor meget eller hvor lidt de selv føler, at det betyder for fortællingen. I sidste ende er det kunstneren, der står tilbage med ansvaret. 

Skyggen i mit øje er ”historisk korrekt”. Det, der sker, er det, der skete. Men hovedpersonerne i filmen eksisterede jo ikke, eller gjorde de? 

Martin Sundstrøm, som jeg ved meget gerne selv ville have lavet spillefilmen om bombardementet, nævner en historisk unøjagtighed i min film. Han mener, at den har afgørende betydning. Det drejer sig om en helt speciel sekvens, som har forfulgt mig lige siden, jeg så den som barn på tv. 

Nemlig Søster Helenes beretning om hendes indespærring i kældrene og samtalen med et døende barn i murbrokkerne under hende. 

Sådan forstår man sekvensen, når man ser Bent Børge Larsens meget bevægende dokumentar Kartago bør ødelægges fra 1970. Man kan se Søster Helene tale med sin stadigt traumatiserede stemme 54:42 inde i filmen. 

Martin Sundstrøm har siden fundet håndskrevne breve fra Søster Helene, som ”beviser”, at Søster Helene ikke talte med et døende barn, men med en ung lærerinde, som var overbevist om, at de skulle dø. Så jeg har helt meningsløst gået rundt i alle de år i den tro, at det var et barn. 

Nogle flere end Sundstrøm vil nok mene, at det er et klart bevis på min utroværdighed. Men jeg må til mit forsvar og alle andres indvende, at selv i mine samtaler med Skt. Joseph Søstrene har jeg talt om denne sekvens, og de har været – så vidt jeg har forstået – af samme opfattelse som jeg: Det var et barn og ikke en ung kvinde, Søster Helene talte med. 

Diskussionen fortsætter: Hvad er væsentligt? At man skal vise en væsentlig fejl, eller at man gerne vil fremstå som den klogeste? 

Her må man nok erkende, at Sundstrøm vinder. Hvor jeg kun oplever Søster Helene tale med rystende, døende stemmer omkring sig, mens bålene langsomt æder sig ind på dem, finder Martin Sundstrøm en fejl. 

Eftertiden vil takke ham.

Trailer: Skyggen i mit øje

Kommentarer

Martin Sundstrøm

Født 1975 i København.

Forfatter, instruktør og dokumentarist.

Instruerede i 2013 Angrebet på Shellhuset – om fejlbombningen af den franske skole – sammen med Simon Bang.

Har skrevet biografien Man skal dø ung, der handler om Spitfire-piloten og forfatteren Jens Gielstrup.

Sandhed og løgn i #91

Hvor går grænsen for fiktionens leg med historiske begivenheder?

Instruktør Ole Bornedal og forfatter Birgithe Kosovic diskuterer i nummerets tema om sandhed og løgn.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko