”Børnene lærte os at lave filmen”

Todd Haynes høstede enorme bifald, da han viste det lesbiske kærlighedsdrama Carol på Cannes-festivalen i 2015.

Klapsalver var der også, da pressevisningen af hans nyeste, Wonderstruck, sluttede tidligere i dag, men de var noget mere afmålt. Til filmens efterfølgende pressekonference gjorde journalisternes jubel det dog klart, at instruktøren er en stjerne i Cannes.

Men selv var den 56-årige instruktør mest interesseret i at fremhæve sine to unge skuespillere, der også var til stede.

”Det var vigtigt for os at finde den rigtige til at spille filmens døve pige, og det gjorde vi virkelig med Millicent Simmonds,” sagde instruktøren og pegede på sin unge hovedrolleindehaver, der spiller pigen Rose i 1927 i New York.

Hendes historie er filmet i sort-hvid og uden lyd ligesom periodens film, men krydsklippes med en mere nutidig fortælling om drengen Ben i 1977.

”Filmen handler om fantasi og den kompleksitet, der er i at være barn. Jeg tror, at børn kan håndtere meget mere, end vi tilskriver dem, og faktisk lærte børnene os at lave den her film.”

”Vi viste filmen til børn undervejs, og det skulle være sofistikeret og kompliceret, så vi ikke for deres skyld gjorde det banalt. De guidede os i processen fra den ene scene til den anden, og vi klippede dem faktisk om efterhånden på deres råd.”

Carol er cool
Mødets store bifald – ud over dem til Todd Haynes – fik fjortenårige Millicent Simmonds, da hun gennem sin døvetolk fortalte, hvordan det havde været at arbejde med instruktøren.

”Hver morgen vækkede min mor mig meget tidligt, så jeg kunne læse mine scener for dagen. Men jeg kom til at læse fremad, fordi historien fangede mig, og jeg måtte minde mig selv om at fokusere på de replikker, der skulle optages. Jeg kommer virkelig til at savne den her tid,” sagde den unge skuespiller på tegnsprog, mens oversættelsen smeltede hjerter i salen.

Latteren spredte sig til gengæld, da den anden af filmens unge medvirkende til stede meldte sig på banen.

”Jeg så Carol, og den er virkelig cool,” sagde trettenårige Jaden Michael, der kort forinden havde slænget sig scenevant i fotografernes blitzlys udenfor.

Grinene i salen opstod, fordi det var en meget speciel måde at beskrive den overjordisk smukke og mange gange Oscar-nominerede film. Senere tog Jaden Michael ordet igen, da en journalist ikke adresserede sit spørgsmål om filmmediets fremtid.

Det ledte ham ud i en snak om forskellen mellem at lege med Lego og spille computerspillet Call of Duty, som til stor moro for journalisterne endte med sætningen: ”Det besvarede vist ikke spørgsmålet!”

Alder gør ingen forskel
I Wonderstruck medvirker også to langt mere erfarne skuespillere. Julianne Moore blev Oscar-nomineret for sin rolle i et andet periodedrama af Todd Haynes, Far from Heaven, mens Michelle Williams spiller med i instruktørens alternative Bob Dylan-biopic I’m Not There.

Ligesom instruktøren var de dog enige om, at børnenes historie skulle være i centrum.

”En skuespiller er en skuespiller ligegyldig alder og erfaring. Om man er syv, 25 eller 75 gør ingen forskel, når man mødes for at lave en film,” sagde Julianne Moore, der har en dobbeltrolle som stumfilmstjerne og den ældre Rose i Wonderstruck.

Michelle Williams blev spurgt ind til, hvordan det er at være mor i virkeligheden kontra i filmen.

”Når man skal spille mor i en film, er det svært at adskille rollen fra sig selv. Men jeg lytter bare, og det skal man, når man arbejder med børn. Jeg elsker film, der henvender sig til børn, for i den alder observerer man så meget,” sagde Michelle Williams.

Hyldest til filmhistorien
Wonderstruck er produceret af streamingtjenesten Amazon, der sidste år ledte vejen an for Netflix ved at have to film, Nicolas Winding Refns The Neon Demon og Jim Jarmusch’ Paterson, i hovedkonkurrencen.

Men da en svensk journalist spurgte, hvad Todd Haynes’ holdning til streamingtjenesternes indtog er, gled han behændigt af – stik modsat juryformanden Pedro Almodóvar i går.

”Jeg har fulgt meget lidt med, men Amazon består af cineaster, som elsker film og vil finde uafhængige visioner inden for film. Det her er en hyldest til filmhistorien og to særlige perioder i tiden,” fortalte instruktøren.

”Det er altid godt at se tilbage i filmhistorien, og jeg kan godt lide at skildre fortiden. Det handler især om, at tingene dengang blev gjort med hænderne. At bygge ting med hænderne løber igennem filmen, og jeg er fascineret af det taktile, eksempelvis at have lim på fingrene. Vi kan lære meget af at bruge vores hænder!”