Børns magi i krigens rædsel

Tre tolv-årige drenge går med hænderne samlet bag hovedet. De bliver ført af soldater, som har geværer rettet mod deres ryg. Vandringen ender ved en flodbred, hvor to af drengene bliver henrettet med nakkeskud. Den tredje, Oscar Orlando Torres, overlever, og to årtier senere fortæller han historien på film.
 
Uskyldige stemmer, som vandt Krystalbjørnen for Bedste Ungdomsfilm ved sidste års filmfestival i Berlin,er den 33-årige Torres' personlige historie om barndommen i 80'ernes El Salvador, hvor borgerkrigen mellem regeringens hær og guerillabevægelsen FLMN rasede. Torres har skrevet manuskript til filmen, der er instrueret af Luis Mandoki (When a Man Loves a Woman).
 
Torres' alter ego er filmens hovedperson, Chava. Som elleve-årig bliver han ladt alene med sin mor og to søskende, da hans far forlader dem. Familien lever et hårdt og fattigt liv midt i krigens rædsler, men filmen fokuserer på deres kærlighed til hinanden, Chavas første forelskelse og den leg og magi, der er forbundet med barndommen. Den hører brat op, da Chava fylder tolv og må vælge, hvilken side han vil kæmpe på. Han undslipper først, men bliver snart opdaget af regeringens soldater, der leder ham og hans to kammerater til flodbredden.
 
"Jeg udskød den scene, så længe jeg kunne. Jeg ville ikke tilbage til den flod — aldrig igen," fortalte Oscar Orlando Torres, da han besøgte København under efterårets BUSTER-festival. Her blev Uskyldige stemmer, der er i biograferne fra 6. januar, for første gang vist i Danmark.

Et barn er ikke politisk
Torres tager imod på sit værelse på Hotel Grand, plaget af jetlag, men veloplagt, indtagende. Han er en mand med en sag, klar til at formidle den. Han er her for at promovere sin film, men også for at gentage den sætning, der indleder den: "Mere end 300.000 børn gør i dag tjeneste i hærer i over 40 lande."
 
"Vi skal have det her ud," siger han, da interviewet er begyndt. Ingen gør noget ved problemet, fordi ingen kender til det, mener han. Det kan filmen ændre på. Derfor skal der skabes opmærksomhed om den, og det ser ud til at lykkes. Ved premieren i Mexico i begyndelsen af 2005 fik Uskyldige stemmer mere omtale i pressen end nogen anden film i historien. Og i USA bakker blandt andre den tidligere førstedame Hillary Clinton, skuespilleren Susan Surandon og Amnesty International op om filmen og kampen mod børnesoldater.
 
Filmen behandler et politisk emne, men den er ikke selv politisk. Hvorfor ikke?
 
"Fordi den er fortalt fra et barns synsvinkel. Et barn er ikke politisk. Det dømmer ikke nogen, og det tænker ikke 'se, der er krig — det er forfærdeligt!' Børn finder lege i alting... Vi byggede statuetter af sand, mudder og de tomme patronhylstre, vi fandt om morgenen efter kampene. Og på kirkegården legede vi gemmeleg i de tomme gravhuller, som var åbnet for at gøre plads til dem, der ville dø den næste dag."
 
Det er en barsk historie, men I fortæller den i et meget æstetiseret filmsprog. Havde I nogen betænkeligheder ved det?
 
"Når man har valgt barnets synsvinkel, må man fokusere på den magi, børn skaber, uanset hvad voksne gør. Vi overvejede at gøre filmen mørk og bleg, men magien i et barns liv er jo, at alt er lyst. Forfatteren Gabriel García Márquez så filmen og sendte os et meget smukt brev, hvor der står, at filmens magi er, at der midt i rædslen er plads til et første kys. 'Det er i den kontrast, at publikum kan forholde sig til filmen,' skrev han.
 
I Danmark vil filmen ikke blive tilladt for børn under 15 år, blandt andet på grund af scenen med henrettelserne. Hvor meget af krigens virkelighed kan man vise børn?
 
"Hvis man prøver at beskytte børn mod en virkelighed, som findes mange steder i verden, gør man det modsatte. Hvis man holder dem i en puppe, lærer de ikke at have holdninger. Mange af de børn, der har set filmen i Mexico, vil se den igen og igen. Vi spurgte dem hvorfor, og de svarede, at den fik dem til at føle, at deres eget liv ikke var så slemt, og at de følte sig forbundet med Chava. En 12-årig dreng sagde, at han nu kunne se, at fred er et privilegie, vi skal kæmpe for hver dag."
 
Flygtede til USA
Uskyldige stemmer slutter med, at Chava flygter alene til USA. Det samme gjorde Oscar Orlando Torres, da han var 14. Han begyndte senere at studere på University of California, men droppede så ud for at flytte til Los Angeles og forfølge en karriere som skuespiller. Der var kun få og dårlige jobs at få, så Torres gav sig til at skrive et manuskript om sangen Casas de cartón, der blev bandlyst af regeringen i El Salvador, da han var barn. Og da han fik et job som skuespiller i en reklamefilm, gav han manuskriptet til dens instruktør — Luis Mandoki (When a Man Loves a Woman).
 
"Luis sagde, at han gerne ville instruere filmen, men at den ikke skulle handle om sangen, men om mig og min barndom. I Hollywood betaler man bare manuskriptforfatteren, og så er man færdig med ham, men jeg følte, at historiens ånd lå i mig. Derfor var min betingelse, at jeg ville være med i hele processen, men før jeg nåede at sige det, sagde Luis, at han ville have det sådan. Han villle have, at historien skulle være så tæt på virkeligheden som muligt."
 
Hvordan var det at skrive manuskriptet?
 
"Det var en rutschebane af følelser. De mest smertefulde af minderne var svære at huske, fordi man ikke vil, men når man alligevel husker dem, gør det ondt, så man blokerer og tænker på nogle gladere minder. Det får en til at grine, mens man græder. Det er jo sådan, livet er — og sådan er filmen også. Der er meget stærke scener, og i næste øjeblik sker der noget sjovt."
 
Hvordan var samarbejdet med Luis Mandoki i manuskriptfasen?
 
"I tre måneder åbnede jeg mig for ham og fortalte ham ting, jeg aldrig har fortalt nogen før. En af metoderne var, at jeg satte mig ned og bare skrev side op og ned om, hvad jeg følte og tænkte — uden manuskriptform. Så gav jeg det til Luis, som læste det, og vi fandt frem til, hvad der kunne bruges. Men tro ikke, at det hele var kønt; vi skændtes også meget! På et tidspunkt ville Luis have mig til at fortælle noget, som jeg ikke ville fortælle. Han blev vred og kastede en stol mod væggen. 'Behold dit forbandede manuskript,' råbte han til mig og forlod lokalet. Da han kom tilbage, fortalte jeg ham det."
 
Kom det med i filmen?
 
"Nej, det var for personligt. Det er noget, jeg stadig skal bearbejde. Derfor følte jeg ikke, at det kunne komme med i den her historie. Måske i en anden historie."