Nyhed
16. apr. 2024 | 12:18

Børsen lever evigt på film

Foto | Alf van Beem

Den ikoniske bygning blev opført i 1620’erne af Christian IV som handelsbygning, men 16. april 2024 udbrød der voldsom brand, og blandt andet faldt Børsens ikoniske spir sammen. 

Mens en af Københavns mest ikoniske konstruktioner tragisk brænder, hylder Ekko den 400 år gamle bygning med ikoniske øjeblikke på film.

Af Karoline Balstrøm

Da redaktionen her til morgen kom frem til kontoret på Christianshavn, var det med cyklehjelme opgivende dinglende på armen, jakker der lugtede af røg og smagen af afslukningsskum i munden, som vinden havde grebet og ført med sig.

Børsen står i flammer, og over 400 års kulturarv er gang med at blive destrueret. Lugten af kultur, der går op i røg, følger alle, der begiver sig gennem Københavns gader.

Den smukke bygning har optrådt i baggrunden i utallige danske produktioner, og film som Flammen og Citronen, En kongelig affære, Den eneste ene, Blinkende lygter og QEDA behøver kun at vise det irrede, snoede tag i et sekund for at etablere, at handlingen foregår i hjertet af København.

Fra Ekko-kontorets vinduer har vi direkte udsigt til redningsarbejdet, hvor enden af Torvegade og Knippelsbro stadig i skrivende stund er afspærret.

Det er med et tungt hjerte, at vi sammenfatter en liste over nogle af de mest mindeværdige øjeblikke fra dansk fiktion, som Børsen har lagt kulisse til.


Reptilicus
(1961)

I 1961 terroriserede en gigantisk, forhistorisk øgle København. Både Tivoli og Langelinie blev jævnet med jorden, mens Børsen på mirakuløs vis blev skånet.

Den ville ellers have været et oplagt mål, men måske det danske svar på Godzilla kunne se ligheder med sig selv og de ikoniske drager på bygningens vidunderlige spir?

Tårnet fik lov til at stå. Indtil i dag.

Og det vides endnu ikke, hvor meget af bygningen, der kan reddes. Børsen var ellers en fortryllende blanding af simpel symmetri og overdådige detaljer, med ornamentale gavle, buer og karnapper.


Frændeløs (1970)

Børsen fungerer som handelsplads for aktier og andre finansielle instrumenter. Bygningen er symbol på Danmarks finansielle og økonomiske sektor, og er man provokunstner, er dette magtcentrum en oplagt mulighed for happenings og kaos.

I antologifilmen Frændeløs optræder en række danske kunsternes værker, heriblandt kunstnerne Lene Adler Petersen og Bjørn Nørgaards chokerende børsaktion.

I efteråret 1969 fik de travle aktiehandlere sig noget af en overraskelse, da en nøgen kvinde trådte ind i bygningen med et kors højt hævet i hånden.

Hendes navn var Lene Adler Pedersen, og det levende kunstværk Den kvindelige Kristus så dagens lys i 40 vidunderlige sekunder, hvorefter hun blev eskorteret fra børsgulvet. Men hun nåede med sin nøgne krop at sætte kvindefrigørelse, kristen kultur og tabuer på dagsordenen.


Olsen-banden overgiver sig aldrig (1979)


Egon & co. var inde og ude af Børsens indgangsparti – og hemmelige smutveje – adskillige gange.

Olsen-bandens store kup fra 1972 var første besøg, mens Olsen-banden overgiver sig aldrig fra 1979 blev det sidste.

Olsen-bandens sidste bedrifter fra 1974 er dog i lyset af dagens begivenheder den mest centrale.

For at få fingre i en gammel aktiebog fra Børsen narrer forbryderne vægterne til at tro, at de beskytter bygningen mod en potentiel brand.

I bedste stil går det imidlertid vanen tro ikke helt efter Egons plan, selv om den både involverer en falsk brandalarm og en overbevisende forklædning.

I Olsen-banden overgiver sig aldrig vender banden tilbage til Børsen, hvor Arthur Jensen som parkeringsvagt udskriver en bøde til deres kampvogn.


Bryggeren (1996-97)

I tv-serien Bryggeren er Børsen et symbol på magt og intriger i København. Historien følger en dansk bryggerifamilies kamp for at opretholde deres forretning og samfundsmæssige position under tumulten i det 20. århundredes Danmark.

Den historiske konstruktion på Slotsholmsgade fungerer som fast mødested for personerne, der samles for at forhandle og kalkulere deres skæbner.

Der er en atmosfære af spænding og drama, og intensiteten stiger, når man i serien nærmer sig bygningens irrede kobbertag.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko