Borte med blæsten fjernet fra streamingtjeneste
Black Lives Matter-bevægelser i USA, Danmark og resten af verden har den seneste tid demonstreret mod politivold efter drabet på afroamerikaneren George Floyd.
Nu får den nye bevidsthed omkring indgroet racisme også betydning for en af verdens mest hyldede film.
Tirsdag fjernede HBO Max den otte-dobbelte Oscar-vinder Borte med blæsten fra sin streamingtjeneste. Det sker efter manuskriptforfatteren bag slavedramaet 12 Years a Slave – John Ridley – i avisen Los Angeles Times kritiserede filmens racistiske skildring af afroamerikanere og glorificering af fortidens sydstater.
Filmen fra 1939 er en kærlighedshistorie, der foregår i den amerikanske sydstat Georgia efter borgerkrigen. Hvis man tilpasser for inflation, er filmen stadig den mest indtjenende nogensinde.
En talsperson for HBO Max siger til branchemediet Variety, at Borte med blæsten senere vender tilbage på streamingtjenesten, hvor filmen bliver sat i historisk kontekst, og hvor der lægges afstand til den racistiske skildring.
”Borte med blæsten er et produkt af sin tid og viser nogle af de etniske og racistiske fordomme, som desværre har været almindelige i det amerikanske samfund,” siger talspersonen.
”Den racistiske skildring var forkert dengang og er forkert i dag, og vi så det som uansvarligt at have filmen liggende uden en forklaring og afstandtagen til skildringen.”
Fornyet opmærksomhed
Borte med blæsten er tidligere blevet kritiseret for sin racistiske fremstilling, men George Floyds død har skabt fornyet opmærksomhed omkring både fortiden og nutidens synder.
For eksempel blev politiprogrammet Cops, der i mange sæsoner har fulgt politiet, mens de anholder særligt sorte mænd, stoppet af tv-kanalen Paramount Network. Og flere skuespillere og manuskriptforfattere er blevet fyret, fordi de på sociale medier har skrevet racistiske opslag.
Det gælder blandt andre skuespilleren Hartley Sawyer, der indtil for nylig var en af de medvirkende i superhelteserien The Flash.
2012-14 skrev han på Twitter en række kommentarer, som flere opfattede som racistiske og kvindenedsættende. De blev slettet, men er dukket op igen, hvilket har kostet ham jobbet.
Kommentarer