Ukrainer: Boykot energiselskaber, ikke kultur!

Ukrainske Sergei Loznitsa har de seneste år været fast gæst på Cannes-festivalen, hvor han med både dokumentarer og spillefilm har kritiseret Rusland.

I år er han dog aktuel med dokumentaren The Natural History of Destruction, der gennem store mængder arkivmateriale viser, hvordan europæiske byer blev bombet sønder og sammen under Anden Verdenskrig.

Instruktøren er også en interessant stemme, fordi han har været den tydeligste modstander af filmverdenens boykot af russisk kultur i kølvandet på invasionen i Ukraine.

Det har ligeledes været et emne på årets Cannes-festival, hvor den officielle delegation fra Rusland er bandlyst, mens den russiske instruktør Kirill Serebrennikov har fået en plads i hovedkonkurrencen med Tchaikovsky’s Wife, der er finansieret af Putins oligark-ven Roman Abramovich.

Serebrennikovs deltagelse er blevet kritiseret, men instruktøren får opbakning fra sin ukrainske kollega.

”Det er fint at udelukke den officielle russiske delegation på festivalen, fordi de er udsendt af en fascistisk stat, men individuelle kunstnere repræsenterer kun sig selv,” siger Sergei Loznitsa på sit ukrainske modersmål, da Ekko møder ham i det sydfranske.

”Hvis en kunstner, der ikke laver propaganda, bliver udtaget til Cannes, er der intet problem. Kirill Serebrennikov fordømmer krigen, så hvad er problemet?”

Tysk hykler-energi
57-årige Sergei Loznitsa blev født i den del af Sovjetunionen, som i dag er Hviderusland. Sammen med familien flyttede han senere til Kyiv. I dag er han bosat i Berlin.

Her oplever instruktøren flere problemer, som han finder langt mere interessante at diskutere end spørgsmålet om at udelukke russiske kunstnere fra resten af verden.

”Vi bliver påtvunget den her diskussion, som undertrykker en anden og meget vigtigere diskussion: Hvad gør vi ved krigen, og hvordan kan den ende?” spørger Sergei Loznitsa.

”I stedet taler vi om en boykot af russisk kultur. Der burde være en meget alvorlig debat i Tyskland om, hvordan det kan være, at landet er så afhængigt af russisk energi. Hvordan kan en tidligere tysk kansler være i bestyrelsen for Gazprom?” spørger instruktøren med henvisning til Gerhard Schröder, der stod i spidsen for Tyskland fra 1998 til 2005.

I den periode skabte Schröder et venskab med Vladimir Putin. Siden 2017 har tyskeren siddet i bestyrelsen for det russisk statsejede olieselskab Rosneft, og det har forlydt, at han også skulle indtræde i bestyrelsen for Gazprom.

”Han er lige fratrådt Rosneft,” indskyder en tysk journalist.

”Too late,” griner Sergei Loznitsa, der for en sjælden gangs skyld slår over i engelsk.

”Hvorfor boykotte Kirill Serebrennikov frem for energiselskaber, der finansierer Ruslands krig i Ukraine? Det gør Serebrennikov ikke! Snakken om kulturel boykot overskygger de meget mere alvorlige spørgsmål.”

Behov for konference
Sergei Loznitsa planlægger i sin næste film at skildre den undersøgelse, der lige nu finder sted i Den internationale straffedomstol, som har at gøre med de russiske forbrydelser i Ukraine.

Men instruktøren har også andre store planer.

Han vil gerne samle en europæisk filmbranche, der er splittet i spørgsmålet om, hvordan man tackler den russiske invasion af Ukraine. Det skal ske ved en konference, hvor forskellige stemmer i debatten kan komme til orde.

Forleden kritiserede formanden for European Film Academy, den polske instruktør Agnieszka Holland, Cannes-festivalen for at have tilladt Kirill Serebrennikovs film i hovedkonkurrencen.

Samme toner har lydt fra den ukrainske filmbranche, men ifølge Sergei Loznitsa deler alle i hans hjemland ikke den holdning.

”Jeg kender folk i den ukrainske filmbranche, som er enige med mig. Men de tør modsat jeg ikke sige deres mening. Det er en meget følelsesladet situation, og jeg forstår godt, hvorfor folk gør, som de gør, når de er i deres følelsers vold. Derfor bliver diskussionen så ophedet,” siger instruktøren og slår igen over i engelsk:

”Krig er krig, kultur er kultur. Jeg finder det mærkeligt, at andre har en anden opfattelse, fordi det er så åbenlyst for mig.”

Tarkovskijs år
Cancel culture er ikke den rette vej at gå, hvis man vil forstå et samfund som det russiske, mener Sergei Loznitsa.

”I år fejrer vi 90-året for Andrei Tarkovskijs fødsel. Mange europæiske institutioner havde planlagt begivenheder for at mindes hans film, men det er fjernet fra programmet,” siger ukraineren.

Han nævner et andalusisk cinematek, der har aflyst en visning af Tarkovskijs Solaris på grund af den russiske invasion.

”Vi bliver nødt til at diskutere, om vi kan give Tarkovskij skylden for, hvad Putin gør i Ukraine i dag. Det lyder som en vits, men mange tager åbenbart det spørgsmål alvorligt i dag.”