Nyhed
23. jan. 2020 | 11:57 - Opdateret 23. jan. 2020 | 20:15

Bradley Cooper følger op på A Star Is Born

Foto | uoplyst
Det blev et kæmpe hit, da Bradley Cooper gik bag kameraet for at instruere A Star Is Born, hvor han også spiller hovedrollen. Nu håber filmskaberen at gentage succesen i den musikalske arena.

Skuespilleren og instruktøren har producere som Spielberg og Scorsese i ryggen til et biografisk Netflix-drama om den berømte komponist bag West Side Story.

Af Nicki Bruun

Bradley Cooper skabte i 2018 et massivt hit med genindspilningen af musikdramaet A Star Is Born.

Filmen om en fordrukken stjerne og en ung sangers svære kærlighed fik fremragende anmeldelser og trak hele 606.397 danskere i biografen.

Med et efter amerikanske forhold smalt budget på 243 millioner kroner indtjente filmen næsten tre milliarder på verdensplan, så Bradley Cooper har nok har kunnet vælge og vrage i forhold til sit næste projekt.

Valget er faldet på endnu en fortælling med musikken i centrum.

Cooper skal instruere og spille hovedrollen i et biografisk drama om den berømte komponist og dirigent Leonard Bernstein, der skrev musikken til musicalen West Side Story.

Det oplyser Deadline Hollywood.

Det amerikanske medie kan også berette, at Netflix distribuerer filmen, der har kapaciteter som Steven Spielberg, Martin Scorsese og Joker-instruktøren Todd Phillips blandt producerne.

Passion og vision
Manuskriptet til filmen med arbejdstitlen Bernstein er skrevet af Bradley Cooper i samarbejde med Josh Singer, der vandt en Oscar for det journalistiske drama Spotlight.

Historien spænder over 30 år. Den handler om Leonard Bernsteins ægteskab med skuespilleren Felicia Montealegre. Hun døde i virkeligheden som kun 56-årig i 1978, mens Bernstein døde i 1990 i en alder af 72 år.

Ifølge Deadline Hollywood starter optagelserne af Bernstein først i starten af næste år, så man skal væbne sig med tålmodighed på Bradley Coopers opfølger til A Star Is Born.

Til gengæld planlægger Netflix at give filmen en biografpremiere i USA inden visningen på streamingtjenesten, ligesom det var tilfældet med Oscar-kandidaterne The Irishman, Marriage Story og The Two Popes.

”Bradleys instruktørdebut var fuldstændigt fantastisk, og han markerede sig straks som en seriøs filmskaber,” siger filmchef for Netflix, Scott Stuber.

Filmchefen fremhæver, at komponistens familie er med i projektet.

”Coopers passion og klare vision for at fortælle historien om Leonard Bernstein og Felicia Montealegre skal nok leve op til deres liv. Vi er stolte over at samarbejde med Bernstein-familien om at fortælle deres historie til publikum i hele verden.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko