Nyhed
07. aug. 2020 | 10:22

Brakland-instruktør får ni millioner til spillefilm

Foto | Dennis Morton
Martin Skovbjerg har instrueret en webserie og en lavbudgetfilm, men nu gør han klar til sit store gennembrud med en film, der har manuskript af en af Nordens mest anerkendte filmforfattere.

Multitalentet Martin Skovbjerg skal lave en film, København findes ikke, efter manuskript af Joachim Triers norske samarbejdspartner Eskil Vogt.

Af Lasse Torp Hansen

”Det er et af de mest velskrevne manuskripter, jeg har læst.” 

Sådan beskriver instruktør Martin Skovbjerg sin kommende spillefilm, der har fået 9,7 millioner kroner i støtte på Filminstituttets såkaldte konsulentordning. 

Titlen København findes ikke pirrer nysgerrigheden, men Martin Skovbjerg holder kortene tæt ind til kroppen, hvad handlingen angår. 

Til gengæld vil han gerne fortælle om samarbejdet med den anerkendte norske manuskriptforfatter Eskil Vogt, der sammen med Joachim Trier har skrevet mesterværkerne Reprise og Oslo, 31. august og instrueret dramaet Blind

”Mit danske filmselskab mente, vi ville være gode sammen. Så lærte vi hinanden at kende, og vi snakkede os stille og roligt ind på hinanden,” siger Martin Skovbjerg og fortsætter: 

”Jeg elsker alt, hvad han har lavet. Jeg har haft næsten ærefrygt for Eskil. Han er en legende. Men han så Brakland og syntes, den var fed, så vi besluttede at arbejde sammen. Det er Eskils første danske filmmanuskript.” 

Musikalsk baggrund
Martin Skovbjerg startede sin karriere i musikken og er stadig medlem af den elektroniske trio Av Av Av.

Modsat de fleste danske instruktører har Skovbjerg hverken gået på Den Danske Filmskole eller Super16. Hans indgang til filmens verden har været stærkt visuelle musikvideoer for kunstnere som Lukas Graham, Suspekt og Tina Dickow.

I 2015 lavede han DR3-serien Anton 90, et usædvanligt ungdomsdrama set direkte igennem den unge hovedpersons forvirrede og forelskede øjne.

Tre år senere fik han et gennembrud med den kropslige ungdomsfilm Brakland, som handler om en ung fyr, der flytter fra byen til et provinshul, hvor han bliver venner med den lokale rod.

Hvad livet går ud på
København findes ikke er hans hidtil mest ambitiøse projekt.

”Det er langt ude at skulle visualisere Eskils manuskript. Men når man får sådan en opgave, vil man også bare gerne bevise, hvor fedt man kan lave det,” siger Martin Skovbjerg.

”Vi vil gerne lave noget, som bevæger folk og får os til at tænke over, hvad livet går ud – uden at det bliver en løftet pegefinger.”

Filmen skal produceres af danske Snowglobe, som har specialiseret sig i at lave fornyende arthouse-film.

Selskabet var for nylig aktuel med Jeanette Nordahls roste Kød & blod, Hlynur Palmásons Cannes-prisvinder En hvid, hvid dag og Joachim Triers Thelma.

Det er endnu for tidligt at spå om en specifik premieredato.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko