Nyhed
03. juni 2018 | 01:58 - Opdateret 06. juni 2018 | 12:40

Brian De Palma arbejder på Weinstein-gyser

Foto | uoplyst
77-årige Brian De Palma fik sit store gennembrud med gyseren Carrie i 1976, men er mest kendt som en psykologisk thriller-instruktør. Nu vil han vende tilbage til gysets kunst.

Instruktøren bag Carrie og De uovervindelige skriver på en gyserfilm om en seksuel overgrebsmand, der arbejder i filmbranchen.

Af Claus Christensen

”Historien lyder så god, at jeg gerne vil købe filmrettighederne.”

Sådan lød producenten Harvey Weinsteins første friske kommentar, da skandalen begyndte at rulle i Hollywood i oktober 2017. Og han fik ret med undtagelse af en afgørende detalje: Han kommer ikke selv til at producere filmen!

Harvey Weinstein er i dag tiltalt for sexchikane, overgreb, voldtægt og frihedsberøvelse. Hans selskab The Weinstein Compagny er erklæret konkurs, og han går rundt med en gps-fodlænke.

Filmen er på vej. Eller rettere: Adskillige film er på vej.

Instruktøren David Mamet har meddelt, at han arbejder på en film om producentens deroute, men ikke afsløret, hvad den nærmere kommer til at handle om. BBC har annonceret en stor dokumentarfilm, og nu kan Weinstein med sikkert berettiget bange anelser se frem til at blive genstand for en gyserfilm.

Filmen er af ingen ringere end Brian De Palma, der i 1976 slog igennem med en fremragende filmatisering af Stephen King-gyseren Carrie.

”Min karakter vil ikke blive kaldt Harvey Weinstein, men det vil blive en gyserfilm med en seksuel gerningsmand, og den vil finde sted i filmindustrien,” siger Brian De Palma til den franske avis Le Parisien.

Det værste overgreb
Brian De Palma er i Frankrig i anledning af en serie med hans film i Cinematheque i Paris.

I karrieren fik han hurtigt et ry som en effektiv Hitchcock-efterligner med titler som Dressed to Kill og Body Double. En af hans bedste film er dog en gangsterfilm, nemlig De uovervindelige fra 1987 med Kevin Costner, Sean Connery og Robert De Niro.

Til AFP uddyber han sit forhold til Weinstein-skandalen.

”Jeg kender en masse af de mennesker, som er involveret,” siger Brian De Palma og tilføjer, at han ”har hørt en del historier i årenes løb”.

Den 77-årige instruktør siger, at det handler om at få en skuespillers tillid. ”At misbruge den på grund af begær eller grådighed er efter min mening det værste, du kan gøre,” siger instruktøren.

Frygtelig oplevelse
Brian De Palma har færdiggjort en thriller, Domino, med danske Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen som en københavnsk politimand, der vil hævne mordet på en kollega.

Men instruktøren afslører, at filmen har været ramt af problemer.

”Det var en frygtelig oplevelse. Filmen var underfinansieret, den var langt bagud, producenten holdt ikke op med at lyve over for os og betalte ikke visse af mine samarbejdspartnere. Jeg ved slet ikke, om filmen vil blive vist,” siger Brian De Palma.

Ifølge Kino.dk står Domino stadig til dansk premiere 6. september.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko