Nyhed
26. aug. 2013 | 12:00 - Opdateret 26. aug. 2013 | 15:57

Shortlist: Besøgstallet er eksploderet

Foto | Sturla Brandt Grøvlen
”Jeg kan vise nogle billeder, som aldrig ville optræde i en film med levende skuespillere,” siger instruktør Tor Fruergaard om modellervoksfilmen Venus, der er Den Danske Filmskoles første nr. 1 på Ekko Shortlist.

En modellervoksfilm fra swingerklubben og en striptease-video går direkte ind på første- og andenpladsen og får besøgstallet på Ekko Shortlist til at eksplodere.

Af Claus Christensen

På grund af færdiggørelsen af Ekkos nye nummer, der kommer i butikkerne på onsdag, måtte læserne undvære vores faste mandagsrapport i den forgangne uge.

Men kollegerne på Ekstra Bladet kom os uventet til undsætning.

Først præsenterede avisen multikunstneren Peerish’ Euphoria under overskriften: ”Side 9-pige poledanser i fræk musikvideo.”

Og dagen efter greb Ekstra Bladet fat i en anden af ugens boblere, Tor Fruergaards animationsfilm Venus, som blev præsenteret under den ikke mindre appellerende overskrift: ”Ta’ med i swingerklub.”

På bare tre dage fik Euphoria og Venus henholdsvis 15.168 og 10.271 unikke visninger. Det er imponerende, ikke mindst i betragtning af, at det samlede besøgstal for hele Ekko Shortlist i de første fire måneder var 165.000!

Sex sælger, jovist, men hvem ville have gættet på, at en modellervoksfilm fra Den Danske Filmskole skulle gå direkte ind på førstepladsen?

Første succes for animationsfilm
Venus snupper førstepladsen på en bedre læserbedømmelse – det vil sige antallet af stjerner i gennemsnit – end Euphoria, men aldrig tidligere har to nye film gjort deres entré på top 10 så overbevisende.

Og det er oven i købet på bekostning af de hidtil suverænt mest populære film, David Metz’ In absentia og Aske Bangs Ladyboy, som i denne uge må tage til takke med henholdsvis tredje- og fjerdepladsen.

Venus’ succes er særlig glædelig, for animationsfilm har hidtil haft lidt svært ved at slå an på Ekko Shortlist, og siden jeg selv anmeldte Tor Fruergaards afgangsfilm fra Filmskolen i 2010, har jeg haft et blødt punkt for den.

I filmen overtaler Rasmus sin modvillige kæreste Caroline til at tage med i den lokale swingerklub, men det bliver overraskende nok hende, som får det største udbytte af besøget.

Husk at sluge i jacuzzien!
Sissel Dalsgaard Thomsens manuskript til Venus har noget på hjerte og er fyldt med humoristiske perler – som når klubbestyrerinden tørt oplyser, at hvis man vil bruge jacuzzien, så skal der sluges.

”Animation er som skabt til at fortælle historier om sex og erotik, og modellervoksen har meget til fælles med nøgen hud,” skriver Tor Fruergaard til Ekko og fortsætter:

”Under forberedelserne var jeg på undercover-research i en swingerklub. Jeg har prøvet at skildre miljøet og genskabe stemningen i filmen så troværdigt, jeg kunne. Og jeg kan vise nogle billeder i Venus, som aldrig ville optræde i en film med levende skuespillere.”

Tor Fruergaard er i gang med endnu en animeret kortfilm, Vokseværk, der støttes af talentordningen New Danish Screen og ventes færdig i 2014.

Elvira Friis på Shortlist
Begæret slippes også løs i Euphoria, hvor Baard Owe (professor Bondo i Riget) spiller en ældre herre, der indtager en middag og en flaske rødvin, mens han nyder et stripshow udført af en ung, attraktiv kvinde.

Hun spilles af den kendte pornomodel Elvira Friis, der er det, man vanligvis kalder ”en frisk pige”. På Swingerdating.dk lanceres hun således som ”penis-ekspert”, og her har hun den sikkert fornøjelige opgave at være overdommer i en konkurrence om ”Danmarks flotteste pik”.

Euphoria er den første film på Ekko Shortlist finansieret ved hjælp af crowdfunding. Musikvideoen er instrueret af Uffe Karlsson, der sammen med multikunstneren Peerish, som i det civile liv hedder Per Bloch, har udviklet ideen og produceret videoen.

Per Bloch har en kandidatgrad i Medievidenskab og haft filmhistorie med Ekkos Peter Schepelern. ”Det var nogle meget inspirerende lektioner – eller måske rettere: shows – og generelt har film altid haft stor betydning i mit liv og sat spor i mit kunstneriske virke,” skriver Per Bloch til Ekko.

Videoen er optaget i Paris og i Marcel de Sades herskabslejlighed på Frederiksberg, og den er fyldt med filmhistoriske referencer.

Bloch og Friis går således i Marlon Brando og Maria Schneiders fodspor over den bro, hvor Sidste tango i Paris er indspillet. Parret kommer også forbi Canal Saint Martin som en særlig hilsen til Den fabelagtige Amélie fra Montmartre.

Universitets uløste gåde
På femtepladsen ligger Magnus Birger Bjørlo Lysbakkens Filmhøjskolefilm Dewey – The Musical, der med sin charme og varme har vundet læsernes gunst. Lysbakken er blot tyve år og kunne måske være et eksempel på en af de ”uslebne diamanter”, som producer Meta Louise Foldager for nylig udtalte, at hun kiggede efter på Ekko Shortlist.

Også filmens norske skuespiller Kristine Thorp, der gang på gang stjæler billedet, er ungt talent, der fortjener en filmkarriere.

På sjettepladsen ligger Aske Bangs Youtube-forbudte musikvideo The Timber Will Fall. Den har tydeligvis nydt godt af de nye læsere, der i den forløbne uge kom fra Ekstra Bladet. Men vi kan også se, at et ikke ubetydeligt antal af de samme læsere er gået direkte videre til Emil Næsby Hansens vegeterende dokumentar, Thy som tilstand, som dermed går to pladser frem til syvendepladsen.

Forbindelsen mellem pikant poledance i Peerish’ musikvideo og Thy-tilstanden må høre til blandt universets større, uløste gåder.

Ugens nye film
Endnu mere fremgang er der til Fili Seiferts magisk-realistiske Trold, der ligger nummer otte. Trold vises i denne uge på Odense Internationale Film Festival, og det gælder også nummer ni og ti på top 10, Jesper Troelstrups drama Omveje og Jesper Dalsgaards dokumentar Dicte.

Med to nye film på top 10 ryger to andre film ud.

Det blev Maia Elisabeth Sørensens Satellit og Juan Heins Søndag, som trods komfortable placeringer i sidste uge trak de korteste strå. Men de kan naturligvis fortsat ses på All Time Shortlist, og de har begge en stor del af æren for, at top 10 har været så alsidig og kunstnerisk interessant de seneste uger.

Som sædvanlig bobler seks film i denne uge. Silje Nikoline Glimsdals Hitchcock-inspirerede Hotel Stalker bobler på tredje og sidste uge, mens Martin og Michael Vrede Nielsens næsten ordløse ægteskabsdrama Til døden os skiller og Jacqueline Landaus erotiske drama Judgement bobler på anden uge.

De tre nye boblere er Søren Peter Langkjær Bojsens særlingekomedie Silas & Selma, Mads Mengels parforholdsdrama Kaos og Andreas M. Dalsgaards filmskoleafgangsfilm, København, der handler om en berømt krigsfotograf med rod i privatlivet.

Ekko Shortlist – top 10

1. Venus (instr. Tor Fruergaard)

2. Euphoria (instr. Uffe Karlsson)

3. In Absentia (instr. David Metz)

4. Ladyboy (instr. Aske Bang)

5. Dewey – The Musical (instr. Magnus Birger Bjørlo Lysbakken)

6. The Timber Will Fall (instr. Aske Bang)

7. Thy som tilstand (instr. Emil Næsby Hansen)

8. Trold (instr. Fili Seifert)

9. Omveje (instr. Jesper Troelstrup)

10. Dicte (instr. Jesper Dalgaard)

Boblere

Silas & Selma (instr. Søren Peter Langkjær Bojsen)

Kaos (instr. Mads Mengel Nielsen)

København (instr. Andreas M. Dalsgaard)

Judgement (instr. Jacqueline Landau)

Til døden os skller (instr. Martin og Michael Vrede Nielsen)

Hotel Stalker (instr. Silje Nikoline Glimsdal)

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko