På røvtur i Europa

Prøv at lukke øjnene et øjeblik.

Forestil dig Mads Brügger og Mikael Bertelsen. Den ene er en frembusende konfrontationsjournalist, som altid er klar til at løbe forrest. Den anden er en mere tilbageholdende type, der gerne funderer længe over det næste træk i en samtale.

Åbn så øjnene og mød Brügger og Bertelsen i en lille elevator på Radio24syv en forårseftermiddag på vej op til chefkontoret.

”Vi har lige været ude og spise shawarma, for det er godt at få lidt fri fra kontoret,” siger Mikael Bertelsen.

”Bestemt,” tilføjer Mads Brügger.

”Pling!” siger elevatoren, og kort efter sidder vi på kontoret med to store skriveborde, masser af gulvplads, tunge lædermøbler og udsigt over København.

Vi skal tale om makkerparrets nye dokumentarfilm, The John Dalli Mystery, som har verdenspremiere i aften i Imperial på Cph:Dox og anmeldes her.

Det er en selvstændig fortsættelse af Quatraro Mysteriet (2009), som var en DR2-serie i otte afsnit, hvor Brügger og Bertelsen forsøgte at rede trådene ud i en kompleks sag om en embedsmand i Europakommissionen, Antonio Quatraro, der kort inden en formentlig afslørende afhøring faldt ud af et vindue fra sjette sal og mistede livet.

Historien slår et sving
Serien var research for åben skærm og kortlagde forbindelserne mellem dele af EU-butikken, tobaksindustrien og mafiaen. Men konsekvenserne af afsløringerne udeblev, fordi de to journalister bragede ind i unionens bureaukratiske mur, hvor alt preller af.

Dermed efterlades man med en fornemmelse af, at alle er potentielle skurke i et uigennemskueligt system.

”Hvad synes du om filmen?” spørger Mads Brügger og læner sig hen over skrivebordet med foldede hænder.

– Lad mig starte med at sige, at jeg var mere begejstret for Quatraro Mysteriet. Denne gang er jeg lidt lunken!

”Men du er jo også blevet ældre,” siger Mikael Bertelsen og smiler.

– I følger en slags ny Quatraro, som endda er endnu længere oppe i hierarkiet. John Dalli er sundhedskommissær for alle EU’s borgere, og han er næsten udsat for den samme behandling som Quatraro, bortset fra at han selvfølgelig lever endnu. Men pludselig slår historien et kæmpesving, hvorefter John Dalli snarere kommer til at fremstå som et broddent kar end et offer for en større EU-sammensværgelse. Og dermed bliver historien efter min mening også langt mindre interessant!

Mikael Bertelsen rynker panden. Mads Brügger fortrækker ikke en mine.

”Vi starter hos John Dalli,” siger Brügger og kører hånden igennem det røde fuldskæg. 

”Der er mange påfaldende ligheder imellem Quatraro og Dalli, så det her er nærmest en mulighed for at møde Quatraro, før han døde. Dalli bor på Malta, og her kender alle simpelthen alle, så vi måtte bare begynde at følge ham uden at tale med hans kritikere. Ellers ville han nok slet ikke have talt med os.”

Hugget i granit
– Men da jeres historie slår det her famøse sving, er det, fordi I møder en maltesisk journalist, der pludselig kaster et langt mere dystert lys over John Dalli. Kunne I ikke have fundet journalisten på forhånd og dermed have sparet en stor del af den første del af filmen, hvor I troskyldigt følger John Dalli?

”Jo da, Google findes jo,” siger Mads Brügger. ”Vi kunne helt sikkert have startet et andet sted, men så havde man ikke fået mellemregningerne med. Det her en kompliceret historie om EU og korruption, og hvis vi ikke havde brugt tid på at forklare, hvem der var hvem, så havde vi formentlig sat de fleste publikummer af allerede fra starten.”

”Og det er jo heller ikke sikkert, at denne journalist er et sandhedsvidne,” siger Mikael Bertelsen. ”Fordelen ved John Dalli er, der er en karakterudvikling. Det var jo svært med Quatraro, fordi han var død. Men John Dalli gennemgår en udvikling, og vi var aldrig trængt ind til ham, hvis vi ikke havde spillet sammen med ham i starten. Og det gør vi også opmærksom på i filmen.”

Bertelsen tøver et øjeblik. Så siger han:

”Men helt overordnet stiller filmen spørgsmålet, om en enkelt mand eller hele systemet er korrupt. Og samtidig har vi måttet skære en masse fra. Der var virkelig mange sidehistorier, som ikke kunne komme med på halvanden time.”

– Men hvis der var det, hvorfor har I så ikke forsøgt at få lavet det om til en serie eller til flere film?

”Vi har sådan set stof til tyve serieepisoder,” siger Mads Brügger. ”Men det var ikke det, der var aftalen. Vi havde nogle bindende aftaler med tv-stationer i England, Norge og Holland om at lave en film, og dem kan man ikke løbe fra. Sådanne aftaler er hugget i granit.”

Brügger og Bertelsen kigger kort på hinanden. Så siger Brügger:

”Altså, vi mener det her meget alvorligt. Da vi laver det første interview med John Dalli, er det, fordi vi gerne vil fortsætte Quatraro-sagen og lade de to mænd spejle sig i hinanden. Men da vi kommer hjem fra det første interview, er vi meget usikre på, om det kan lykkes.”

”Der går mere end et år, hvor vi tænker frem og tilbage, men pludselig skriver John Dalli til os, at han er blevet kontaktet af en kilde, der har nogle papirer, som vi bør se. Og hvis disse papirer er sande, kommer vi pludselig helt op på øverste sted igen. Det er denne afsøgning af mand og sag samt det problematiske ved et uigennemtrængeligt EU-system, som filmen handler om.”

Komiske åndehuller
– Fortællingen foregår over mange år. Leger i kispus med historien undervejs? Eller sagt på en anden måde: Er der noget satire i det her også?

”Det er et bredt spørgsmål, som det vel egentlig bedst er dig, der har set filmen, som kan svare på,” siger Mads Brügger, hvilket får Mikael Bertelsen til at smile og læne sig tilbage.

”Men det er rigtigt, at der er episoder, hvor man sikkert kan grine undervejs, og det er vi helt klar over kan forplumre en alvorlig sag,” siger Mads Brügger. ”Men for os er det også vigtigt, at der kommer nogle åndehuller, som gør, at tilskueren kan komme igennem en meget teknisk og ofte tung sag, der handler om magtmisbrug og korruption i EU. Ved at lave disse afbræk kan vi putte en smule kolorit på de figurer, som Mikael og jeg er i filmen.”

– Hvad er det for nogle figurer? En dokumentarfilm forsøger vel at skildre virkeligheden?

”Man påtager sig en rolle, når man er journalist,” siger Mads Brügger. ”Jeg går også ud fra, at du er forskellig foran os her lige nu i forhold til, hvordan du er, når du kommer hjem i aften?”

– Det vil min kæreste nok sætte pris på, ja!

Mikael Bertelsen flækker over i et grin, og imens fortsætter Mads Brügger:

”Ja, for du er i spil nu. Sådan er det også, når vi optræder på slap line foran et kamera. Så er vi både os selv og lidt ved siden af os selv.”

Bombe under Bruxelles
– Hvad så når det kommer til disse humoristiske åndehuller, hvor Mikael drikker af en lommelærke inden et interview, eller I render rundt i Europa-Parlamentet og forsøger at finde en elevator?

”Vi optager jo så meget, at vores forestilling om, hvad der kan bruges, og hvad der ikke kan bruges på et tidspunkt smelter sammen,” siger Mikael Bertelsen. ”Selvfølgelig er man bevidst om, at der er et kamera, men de små indslag er ikke for sjov – de bliver bare sjove.”

– Ligesom i Quatraro Mysteriet drikker I jer også fulde undervejs. Er det så også figurerne, der gør det, eller er det den ultimative sammensmeltning af figurerne og jer?

”Det er den ægte vare,” siger Mads Brügger. ”Dér er vi nærmest i en psykotisk tilstand af eufori, fordi det går op for os, at vi måske kan få adgang til en portion dokumenter, som kan trække tæppet væk under hele EU som institution. Så er der da en grund til at drikke en øl eller to, hvis man er på journalistisk jagt.”

Pludselig er der stille i rummet, hvilket formentlig er en sjældenhed, når to mennesker som Brügger og Bertelsen deler kontor. Det er, som om vi alle tre sidder og forestiller os, hvad der ville være sket, hvis d’herrer havde fået disse papirer, som de jagter, men som også sætter dem på sporet af andre løse ender omkring John Dalli.

– Har målet med The John Dalli Mystery været at smadre EU?

”Nej, slet ikke. Jeg er meget begejstret for EU, men jeg synes, at man har gjort unionen en bjørnetjeneste ved ikke at ville se den efter i sømmene. Det har gjort, at EU ikke har en sjæl,” siger Mikael Bertelsen og fortsætter:

”Hver eneste dag i Danmark foregår der massiv kritik i medierne af politikerne og deres beslutninger, men det gør jo ikke, at man beskylder journalister fra Berlingske, Politiken eller Information for at være modstandere af demokratiet. De gør det jo ikke for at smadre folkestyret. De gør det for at nuancere debatten, og det er jo også det, vi gerne vil. For hvis det kun er John Dalli, som er korrupt, hvilket vi ikke ved, så virker EU jo, fordi så har det skilt sig af med et broddent kar. Men det er vigtigt, at det bliver afdækket, om det er den enkelte mand, der er korrupt, eller om det er en større sammensværgelse.”

– Har først serien og siden filmen ændret jeres syn på EU?

”Jeg kan i hvert fald godt forstå folks frustration over unionen. Det er næsten umuligt at fortælle en historie om EU,” siger Mikael Bertelsen.

”Vi gik meget blåøjede til EU, da vi begyndte med Quatraro Mysteriet,” siger Mads Brügger. ”Men et vendepunkt var, da vi fandt ud af, at Kommissionen lå og ringede rundt til pensionerede embedsfolk og fortalte dem, at hvis de udtalte sig til os, ville de få frataget deres pension. Det er så forkert og stik imod alt, hvad man kan forvente. Og når man så konstaterer med The John Dalli Mystery, at systemet er blevet endnu mere uigennemtrængeligt med tiden, bliver man ked af det, men man ved også, at det er en vigtig historie at fortælle.”

Gøg og Gokke
– Kommer der en efterfølger til The John Dalli Mystery?

”Altså, jeg vil sindssygt gerne arbejde videre med det her, fordi vi stadig har masser af ubesvarede spørgsmål,” siger Mads Brügger og retter sig op.

”Jeg skal nok lige sove på den,” siger Mikael Bertelsen og ser frem for sig. ”Det er virkelig hårdt at lave noget over så mange år, og der er ikke mange belønninger undervejs. For hvis belønningen er, at der kommer sådan en halvstuderet røver som dig og siger, at det, man lavede for mange år siden, var meget bedre, ja, så er det noget, man lige skal sove på.”

– Jeg vil ikke påtage mig ansvaret for, at I ikke fortsætter, så vi må slutte på en anden måde. I har fået fem stjerner af Ekkos anmelder for The John Dalli Mystery, og i samme anmeldelse er I blevet kaldt for Gøg og Gokke. Hvordan er det, når man gerne vil lave noget, man mener alvorligt?

”Det er et kæmpestort kompliment!” udbryder makkerparret pludselig i kor.

”Også selv om det er en alvorlig sag,” fortsætter Mikael Bertelsen. ”For Gøg og Gokke er kvalitet, og selv om det her er en dokumentarfilm, er det dejligt at få sådan en anmeldelse, fordi filmen netop ikke skal ses som en sønderlemmende kritik af EU, men gerne må passe til sin tid. Og det gør den, uden at vi bliver skudt i skoene, at vi den tager stilling.”

”Så længe jeg må være Gokke, er jeg også tilfreds,” siger Mads Brügger. ”Og så længe man vil EU det godt, må man også bedrive journalistik af den art, som både Quatraro Mysteriet og The John Dalli Mystery er. For det skal EU kunne tåle.”