Biografen er troens rette sted

Bruno Dumont er cool.

På den klassisk franske, intellektuelle måde, hvor kraven på den sorte vindjakke er slået op, den ene cigaret afløser den anden, og ord som ”ånd”, ”eksistens”, ”vækkelse” og ”det sublime” bliver sagt med en overbevisende naturlighed, mens han uden at fortrække en mine kigger frem for sig.

Den franske instruktør har vundet et hav af internationale filmpriser – blandt andet juryens specialpris i Cannes for L’Humanité (1999) og Flandres (2006) samt festivalens debutantpris i 1997 for La vie de Jésus.

Dumont er også instruktøren, om hvem en af vor tids største filmskabere – Michael Haneke – har sagt, at han føler sig mest beslægtet med.

La vie de Jésus bliver af mange betragtet som et langt mere chokerende værk end Mathieu Kassovitz’ kultfilm Hadet, som den tematisk lægger sig op ad.

Intellektuel breakcore
I 2017 fik Bruno Dumonts Mysteriet ved Slack Bay dansk biografpremiere, og hans seneste Jeannette blev vist i Cannes i parallelkonkurrencen Quinzaine des Réalisateurs. Begge film bryder i den grad med hans tidligere værker.

Mysteriet ved Slack Bay er Dumonts første filmkomedie – han lavede i 2014 den burleske komedieserie P’tit Quinquin for tv-kanalen Arte. Og det er kun tredje gang, at Dumont bruger professionelle skuespillere. Da filmen havde fransk premiere sidste år, var det også første gang, at Dumont for alvor trak det brede publikum i salene.

Det til trods udfordrer han med Jeannette endnu engang sig selv ved at gå helt nye veje.

Det er hans første musical, og det er vel at mærke en musical, der ikke ligner nogen anden. I filmen – der handler om den franske helgen Jean d’Arcs barndom – danser, synger og headbanger en barfodet Jeannette sig gennem sin religiøse vækkelse og tvivl blandt får og klitter i 1400-tallets Nordfrankrig.

Til breakcore-musikeren Igorrrs toner og den intellektuelle 1800-tals digter Péguys vers. Omtrent så langt fra Dreyers stilistiske mesterværk Jeanne d’Arcs lidelse og død, som man kan komme.

I filmen er der to skuespillere, som inkarnerer den lille Jeannette. En otteårig og en trettenårig pige, der begge er amatører.

Skønhed over mening
– Det må uden tvivl være svært for en otteårig at tale på den måde?

”Det er ikke svært i sig selv. Hun er stadig et barn, så hendes naturlige måde at være på er at være i legen. Hvad der til gengæld var svært, var at få hende til at lære Péguy, men hun går i skole, så hun er vant til at lære poesi udenad. Hun er vant til at sige ting, hun ikke forstår. Ligesom Jeanne d’Arc er hun en pige, der ikke selv forstår, hvad hun siger eller hører. Det giver et resultat, der er en smule mærkeligt, men som jeg godt kan lide.”

”Hun spiller en person, der er besat. Hun er en form for mystiker. I barndommen finder du også denne form for mysticisme. Det er en musical med direkte lyd, så nogle gange synger hun falsk, men det var netop det naturlige aspekt, der interesserede mig. Som en lille pige, der synger. Hun synger ikke altid perfekt, men når hun gør det, så hører man det virkelig. Og det er meget rørende.”

– Historien om Jeanne d’Arc handler ikke bare om en vækkelse som sådan. Hos Jeannette kommer vækkelsen virkelig fra Gud?

”100 procent. Hun skelner ikke mellem hjertets stemme og himlens stemme. Det, hun hører i sit hjerte, tror hun kommer fra himlen. Som alle religiøse i øvrigt. Hun er skør – som alle troende er det.”

Bruno Dumont griner højt.

– Jeanne d’Arc er en person, vi idealiserer. Men hendes livshistorie minder meget om noget, vi ikke hylder nu om stunder. Et menneske, der bliver religiøst vækket og derefter føler sig kaldet til at gå i krig!

”Netop. Det er en skør person, der siger: ’Gud siger, at jeg skal gå i krig.’ Jeg er sikker på, at alle dem, der begår terror i dag, hører nogenlunde det samme, som Jean d’Arc gjorde.”

Instruktøren holder en af sine få pauser i talestrømmen. Så fortsætter han:

”Film og biografen er virkelig det rette sted for religion, det mystiske, Gud. For én som Jeanne d’Arc. Film er et sted, hvor man tror. Tilskueren er den troende, men når man så forlader salen, er det slut. Ikke mere tro.”

– Er det også derfor, at du denne gang har valgt en musical, så du undgår, at det bliver intellektuelt?

”Ja, jeg ville for alt i verden undgå, at det blev intellektuelt. Péguy er intellektuel. Det er det generelle problem med poesi, det er altid intellektuelt. Den eneste sunde måde at lytte til poesi er via musikken. Péguy bliver gjort ukompliceret, fordi Jeanette synger ordene på melodier, der minder om de børnesange, som små børn synger. Det var mit mål at gøre det utilgængelige tilgængeligt. Forhåbentlig forstår publikum Jeanettes følelser.”

– Så Péguys ord forsvinder næsten i sangen, i melodien. Bliver de helt uvæsentlige?

”Når vi franskmænd hører en engelsk sang, som vi elsker, forstår vi ofte ikke teksten. Da jeg første gang læste en sangtekst af The Rolling Stones, blev jeg simpelthen meget skuffet. Jeg syntes, det var dybt åndssvagt. Det samme med John Lennon. Det er eksempler på, at man ikke har behov for at forstå. Det er ikke vigtigt overhovedet. Det vigtige er, at det er smukt.”

– Måske er der en lighed mellem den religiøse vækkelse og den kunstneriske vækkelse?

”Det er jeg helt enig i. Og når man ser filmen, vil der måske være passager, man forstår, og passager, man ikke forstår. Som når man går til koncert. Det er en subtil blanding mellem teksten og musikken. Nogle gange siger hun nogle ting, som jeg ikke forstår, men eftersom musikken er smuk, lader jeg hende fortsætte.”

Vækket af det onde
– Du er ikke troende, vel?

”Jeg tror meget på det spirituelle. Og det rette element for det spirituelle er kunsten. Jeg mener, at religionen skal nærme sig netop det. Mennesket er i sin natur dybt spirituelt. Den rigtige modernitet ville være at slippe fri af al religion og finde vores åndelige føde i det at gå til koncerter eller læse en roman. Alt hvad du finder behandlet i det religiøse, finder du også behandlet i kunsten. Men vi er desværre ikke nået dertil endnu.”

– Men vi har vel alle behov for at blive vækket af noget. I La vie de Jésus er han i slutningen nærmest vækket af det onde?

”Netop. I La vie de Jésus var det også en måde at vise det religiøse på i hverdagslivet, i livet med andre mennesker.”

La vie de Jésus foregår som de fleste af Bruno Dumonts film i Nord-Pas-de-Calais i Nordfrankrig, hvor han selv kommer fra. Resten af landet ser ned på Nordfrankrig som værende fattigere, mere bondsk og mindre kultiveret. Udkants-Frankrig.

Her følger instruktøren observerende og nøgternt sine personer i deres hverdag. Hvorfor slår en ung dreng en af sine jævnaldrende ihjel i La vi de Jésus? Hvorfor ender en ung pige med at følge to jihadistiske brødre i Hadewijch?

Dumonts film kommer ikke med noget entydigt svar.

– Jeg har læst et sted, at du ser historien som et lærred, hvor du kan gøre, hvad du vil?

”Det er rigtigt. Det er bedre, at emnet ikke er for vigtigt. Efter min mening kan man ikke lave en stor film med et stort emne. Tag nu Jeanne d’Arc. Det er den store historie, men jeg fortæller kun starten. Om hvordan den lille Jeannette er blevet til Jeanne. Det er selve vækkelsen, der interesserer mig. Min film slutter dér, hvor alle andre film om Jeanne d’Arc starter.”

– Du har også sagt, at det reelle ikke interesserer dig?

”Ja, den sociologiske del keder mig dybt. Det har ikke noget at gøre i film. Film skal netop søge alt det, man ikke ser. Det er en form for transformation af det reelle. At lave film handler i sit væsen om transformation.”

– Og samtidig søger du efter det mest reelle og almindelige i en historie?

”Det har du fuldstændigt ret i. Paradokset er, at jeg har brug for et aspekt af virkeligheden for at kunne komme ud over den. Det, der er ud over, kan man ikke filme. Så for alligevel at filme det, har jeg brug for et lille lag af virkelighed.”

Ingen interesse i skuespilmetieren
– Arbejder du med amatører, fordi du søger en naturlighed?

”Det er en form for løssluppenhed, kontroltab. Skuespillere er også interessante, men af andre grunde. Det kommer an på, hvilke emner jeg behandler.”

– Ændrer måden, du arbejder med amatører på, også den måde, du arbejder med professionelle på?

”Når jeg arbejder med professionelle, fokuserer jeg på det, der er af amatør i dem. Ellers interesserer deres metier mig ikke. Jeg forsøger at fjerne ’professionalismen’ så hurtigt, jeg kan. Jeg har arbejdet med Yekaterina Golubeva (i Twentynine Palms, red.). Jeg sagde meget hurtigt til hende, at hun spillede dårligt.”

Bruno Dumont griner højt igen.

”Jeg var vild med hendes naturlighed, og hendes spil var jeg totalt ligeglad med. Men det er en leg mellem to personer, en måde for mig at arbejde på. Jeg ser jo skuespillerne. Jeg kan godt se, hvad de vil. For eksempel med Juliette Binoche i Camille Claudel 1915 – vi skændtes konstant, men på en meget sympatisk måde. Der er intet perverst i det. Jeg ved, hvad hun vil. Og jeg vil godt indrømme, at det engang imellem morede mig at sige hende imod.”

Instruktøren er tøet op og smiler stort. Det er tydeligt, at han elsker de skuespillere, han elsker at drille.

– Du er i gang med en tv-serie. Vil du vende tilbage til det burleske?

”Ja, til det tragikomiske. Men selv i Jeannette er der noget komisk. Som der altid er i livet. Jeg tror, at den sande natur af alt er at forene det sublime og det burleske. Det er livets struktur. Hvis man skiller det ad, bliver livet fattigt. Vi er altid på kanten af de to.”

– Og var du klar over det i din første film?

”Nej, slet ikke. Jeg gjorde det engang imellem, men uden at vide, at jeg gjorde det. Nu ved jeg, hvad jeg gør. Jeg er bevidst om at gå fra det ene til det andet – fra latter til tårer. Så jeg har ikke lyst til at lave en film, der er enten helt tragisk eller helt komisk. For det er ikke sådan, hverken vi mennesker eller livet er.”