Chefredaktør: Brygmann begår victim blaming

Det bedste forsvar er et angreb, siger man. 

Men mon ikke, Martin Brygmann i dag ærgrer sig over, at han med go-to-advokaten for krænker-anklagede forsøgte at stoppe DR’s dokumentar om sexisme i musikmiljøet? 

Berlingske fik nys om sagsanlægget, selv om det blev holdt for lukkede døre, og så var katten ude af sækken og helvedet løs for den folkekære entertainer. 

Ingen krænkere bliver nævnt ved navn i dokumentaren, for DR er hundeangst for sagsanlæg og går med livrem og seler. Ikke særligt ærefuldt for Danmarks suverænt stærkeste medie. 

Men ved at gå massivt til angreb har Brygmann ironisk nok selv brudt anonymitetens beskyttelse og stjålet opmærksomheden fra de andre mænd, der omtales i dokumentaren. Nu vil seerne uvilkårligt se dokumentaren med de briller og vide, hvem ”den mandlige artist” er.

Årets pr-scoop og største selvmål. 

Kompliceret skriveøvelse
Næste skridt i Brygmanns damage control var et længere skriv, som han offentliggjorde på Facebook lørdag eftermiddag. 

Han har afslået at tale med pressen, hvor han jo kunne få ubehageligt kritiske spørgsmål, men i tryghed bag computeren og med juridisk assistance har han formuleret sin forsvarstale, førend nogen kender til anklagerne. 

Et smart træk, mener en såkaldt kommunikationsekspert. Det er i hvert fald en kompliceret skriveøvelse, fornemmer man, når man kæmper sig igennem den kondenserede, omhyggeligt formulerede tekst. 

Der er et frontalangreb på DR, der er noget med at være barn af 70’erne og det med tiderne, som har ændret, og der er noget med privilegieblindhed, berømmelsens pris og kunstnerens hudløse ærlighed. 

Pakket pænt ind i talestrømmen kommer der undervejs en erkendelse af, at nogle – fortalelsesagtigt står der ”nogen”, der betyder ”ingen” – har syntes, at hans opførsel har været upassende. Men så har de også fået en undskyldning, for her taler vi om et gennemgodt menneske, må vi forstå.

En glædesspreder
Martin er en mand med et lavt selvværd.

Da han takket være sit talent bliver berømt, får han pludselig en masse opmærksomhed fra det andet køn, som kan være svært at modstå, især hvis man føler sig som en kikset, ranglet og usikker fyr. 

Martin tror naivt, at kvinderne er oprigtigt interesseret i ham, men i virkeligheden har de en skummel bagtanke. De forventer, at han hjælper dem op ad karrierestigen. Og da det ikke sker, vender de sig mange år senere bittert imod ham, selv om han aldrig har lovet dem noget. 

Sådan lyder hans forsvarsberetning skåret ind til benet. Den rummer ingen indrømmelse. Tværtimod er den, hvad man plejer at kalde victim blaming. Gerningspersonen lægger ansvaret over på ofrene ved at fokusere på deres karaktertræk og handlinger som årsag til hændelsen. 

Og Martin, ja, han er i bund og grund et sødt menneske, hvis ”altoverskyggende mål i livet” har været, at ”alle skal føle sig godt tilpas”. 

Udnytter stjernestatus
Men to timer før Facebook-opslaget bragte vi på Ekko et hjerteskærende vredt brev fra en mor til en mindreårig pige, som Brygmann ifølge moren groomede under en medieproduktion. 

Efter en episode klagede moren til producenten, som gav Brygmann en kraftig reprimande. Men reprimanden fik den stik modsatte virkning. I stedet for at stoppe forførelsen gik Brygmann videre og havde sex med pigen, som var under atten år. 

Da moren mange år senere opdagede, hvad der var sket, satte hun sig ned og skrev et harmdirrende brev til Brygmann. 

”At du som den voksne med en så respektløs, klam og grænseoverskridende adfærd fortsat udnyttede situationen og hende, er forrykt,” skriver moren og slutter brevet: ”Det er mig ufatteligt, at du kan bære dette, uden andre ved det, og se dig selv i øjnene? Dine handlinger har intet med kærlighed at gøre.” 

Martin Brygmann besværede sig aldrig med at svare moren eller for den sags skyld give hende en undskyldning. Han kommenterer heller ikke sagen i sit ellers omfangsrige forsvar, selv om vi i dagene op til specifikt havde bedt ham forholde sig til den. 

Det er ikke så mærkeligt. 

For i denne sag kan Brygmann ikke sige, at han var i god tro, at han bare er blevet misforstået, og at tidsånden i øvrigt var en anden. Nej, han fik en klokkeklar besked på, at hverken moren eller produktionen ville have, at han skulle indlede et seksuelt forhold og udnytte sin stjernestatus over for en mindreårig. 

Men han gjorde det alligevel. Fordi han kunne. Fordi han var Martin Brygmann. 

Vaccineret mod kritik
Det er ulovligt at udnytte sin position som for eksempel mentor til at opbygge en seksuel relation til en person under atten år. Og stort set alle har taget afstand fra politikeren Mike Fonsecas forhold til en pige under atten år. 

Men efter Ekkos artikel er der flere, som ivrigt støtter Brygmann. Det er, som om rammerne er bredere for mandlige kunstnere. Og det er, som om Brygmann har vaccineret befolkningen mod kritik med sin sexfikserede komik. 

”Det er ikke tilfældigt, at jeg har skrevet en sang, som hedder Jeg vil i seng med de fleste, og lavet teaterforestillingen De fleste ulykker sker med lemmet,” lyder det i hans forsvarstale. 

”Jeg vil i seng med de fleste / To på 30 og 1.g på Øregård,” synger han i førstnævnte. 

Med andre ord: Fordi vi har skraldgrinet af hans frække sange og grænseoverskridende shows, kan vi ikke nu pludselig blive bornerte og anklage ham for at være en klam fætter. Det er jo en del af den personlighed, vi elsker. 

Vi er dog ikke mere viklet ind i Brygmanns spind, end at vi godt kan læse mellem linjerne og få øje på ansvarsfralæggelsen. Bag fremstillingen af sig selv som kærlighedens apostle fornemmer man en kynisme. 

Måske det bedste forsvar engang imellem er at lægge sig fladt ned. For så kan man rejse sig op igen.