Brygmann er blevet erstattet i Grusomme mig 4
”Gisp i biografmørket,” skriver en læser til Ekko. Han har været til forpremiere på Grusomme mig 4 og konstateret, at Martin Brygmanns navn kommer frem på lærredet i de indledende credits.
Det er egentlig ikke så mærkeligt.
Skuespilleren har lagt stemme til hovedpersonen Grus opfindermakker og ven, Dr. Nefario. Det gjorde han i første film i serien Grusomme mig fra 2010 og opfølgeren tre år senere.
Men den opmærksomme læser kan ikke genkende Brygmanns karakteristiske stemme, da Dr. Nefario dukker op for en kort bemærkning i Grusomme mig 4.
”Intet job er for småt eller skørt,” siger Dr. Nefario selvironisk til sin optræden.
Ifølge databasen DanskeFilmStemmer.dk er det stemmeskuespilleren Sonny Lahey, som har overtaget opgaven at agere Dr. Nefario.
Det bekræfter Tinna Munk, som er publicity manager i United International Pictures, der distribuerer Grusomme mig 4 i Danmark.
”Det er Sonny Lahey, der har lagt stemme til og ikke Martin Brygmann. Der er sket en fejl på dubskiltene i forbindelse med korrekturen,” skriver Tinna Munk i en sms.
I sidste øjeblik?
Ved forpremieren i går søndag i Big Bio i Nordhavn i København optræder Martin Brygmanns navn stadig i filmens fortekster.
Spørgsmålet er, om han har indtalt sin stemme til Dr. Nefario og i sidste øjeblik er blevet dubbet af Sonny Lahey, efter dokumentaren Sexisme i musikbranchen for blot tyve dage siden afslørede grænseoverskridende opførsel af den populære skuespiller og entertainer.
Det kan Tinna Munk fra UIP umiddelbart ikke svare på, men hun lover at vende tilbage i dag.
Flere bookingbureauer har fjernet Martin Brygmann fra deres hjemmeside, og DR har meddelt, at man ikke kommer til at tilbyde komikeren nye opgaver lige foreløbigt. Han har også selv besluttet at aflyse alle arrangementer i de kommende måneder, inklusive sin planlagte optræden på Smukfest til august.
Også den britiske komiker Russell Brand, der oprindelig lagde stemme til den engelsksprogede originalversion af Grusomme mig, er blevet cancelled efter en kritisk dokumentar. I Russell Brand: In Plain Sight fra 2023 anklager en række kvinder ham for seksuelle overgreb og frastødende behandling.
Ekko forsøger at få en kommentar fra Martin Brygmann, og vi har forgæves rakt ud til Sonny Lahey.
Kommentarer