Bud efter kvindelige superhelte
En ny trend har ramt de store amerikanske tegneserieselskaber: Flere kvinder med superkræfter skal indtage det store lærred.
Præcis 22 dage skulle der gå, før Sony reagerede på Marvels omdiskuterede kønsskifte af tordenguden Thor. Marvel ville ikke bare introducere et kvindeligt sidekick til Thor, nej, den nye Thor er kvinde, og det kan vi lige så godt vende os til.
Knap så opsigtsvækkende er Sonys næste store satsning.
Selskabet, der ejer rettighederne til Spider-Man, har netop offentliggjort, at man er i gang med at tilføre Spider-Man-universet nyt kvindeligt islæt. Det skriver det amerikanske filmmagasin The Hollywood Reporter.
Genoplivning af kvindekarakter
I modsætning til historien om Thor er der ikke tale om et kønsskifte, men nærmere en genoplivning af en gammel karakter.
Spider-Man-universet gemmer i forvejen på en række kvindelige superheltekarakterer, der endnu ikke er afprøvet på det store lærred – som for eksempel Black Cat, Silver Sable og Spider-Woman.
Det er endnu uvist, hvilken kvindelig figur den kommende film skal centreres om, men både producer-team og manuskriptforfatter er på plads.
Avi Arad og Matthew Tolmach, der også har produceret de tre film om The Amazing Spider-Man skal således producere, mens Lisa Joy, der indtil nu kun har skrevet tv-serier, er hyret til at skrive manuskriptet.
Appetit for kvindelige actionhelte
Nyheden kommer i kølvandet på Scarlett Johanssons øjeblikkelige succes som superhelten Lucy i Luc Bessons film af samme navn. Lucy, der får dansk premiere torsdag, drønede i sin første uge til tops på den amerikanske Box Office-liste med en indtjening på 43,9 millioner dollars hen over weekenden.
Her overgik den sin mandlige konkurrent Hercules og toppede listen i en uge indtil Marvels Guardians of the Galaxy fik premiere.
Det viser, at der i dag hersker en vis appetit for kvindelige actionhelte blandt de mange biografgængere.
I 2004 prøvede Warner Bros. at genoplive en anden kvindelig figur i et klassisk tegneserieunivers, da Halle Berry gav den som maskeret hævner i Catwoman.
Dengang var succesen begrænset. Catwoman tjente kun 40 millioner dollars sammenlagt i sin tid i de amerikanske biografer – små fire millioner mindre end, hvad Lucy tjente på en weekend.
Kommentarer