”Min generation har fundet sig i alt for meget”

I 1929 udkom tyske Alfred Döblins roman Berlin Alexanderplatz. Den er på en og samme tid en fortælling om et individ, Franz Biberkopf, og en by, Berlin.

Alexanderplatz er midten, det er nerven og centrum af storbyen Berlin. Men med en traumatiseret baggrund bevæger Franz sig i en kriminel verden i periferien af samfundet.

Den tyske instruktør med afghanske rødder, Burhan Qurbani, så i denne fortælling en kobling til nutidens tyske samfund med flygtningestrømme og indvandringer.

I 1980’erne lavede Rainer Werner Fassbinder bogen om til en tv-serie, men Qurbani har med sin version af klassikeren gjort Franz til en sort mand ved navn Francis, der er flygtet fra Guinea-Bissau til Tyskland.

Her kæmper han på bunden af samfundet som papirløs arbejder. Den mystiske Reinhold lokker Francis med status og materielle goder ind i en kriminel løbebane.

”Francis vil ligesom Franz være en del af samfundet. I dets hjerte og center. Men jeg tror ikke, at nutidens unge med forældre af indvandrerbaggrund ønsker det samme,” siger instruktøren via en skrantende Skype-forbindelse til Kairo og fortsætter:

”Jeg er en del af en generation, der havde samme drøm som Francis og derfor åd en masse lort undervejs. Jeg var bevidst om den strukturelle racisme, men jeg oplevede, at det var tingenes tilstand, som jeg ikke kunne gøre noget ved.”

”I dag skammer jeg mig over det. Den nye generation ved, at de kan være det nye centrum. De finder sig ikke i noget i modsætning til min egen generation. De skaber en ny verden, en ny kultur. De er selvsikre og tør være sig selv. Jeg er nok stadig bange for, at det hele bliver taget fra mig.”

Sort er lig dealer
Det lå ikke i kortene, at Burhan Qurbani skulle filmatisere Döblins Berlin Alexanderplatz. Arven fra Fassbinders mastodont fra 1980’erne var stor, og udfordringen med at transformere bogen til et filmmanuskript syntes uoverkommelig.

Men da han første gang ankom til Berlin fra sin hjemby Stuttgart, flyttede han ind ved siden af Hassenheide Park.

Folk spillede fodbold på græsset, drak øl, slængede sig på tæpper og spillede minigolf.

”En meget hvid middelklasse-stemning,” som Burhan Qurbani husker.

I parken befandt sig også en større gruppe afrikanere, der ikke deltog i aktiviteterne. De solgte stoffer i en nærmest ignoreret parallelverden. Det slog instruktøren, at sort var lig med dealer, kriminalitet.

”Jeg fik bare en sådan lyst til at fortælle om de her mennesker. Hvem er de? Hvor kommer de fra? Hvad ønsker de? Men det skulle ikke være et socialrealistisk drama om flygtninge. Det er gjort så mange gange, og vi ville skabe en større fortælling til et bredere publikum,” forklarer han.

Remix af et remix
For at dette kunne lykkes lod Burhan Qurbani sig inspirere af flere kilder til fortællingen om den afrikanske flygtning Francis.

”Vi så amerikanske gangsterfilm som The Godfather og Scarface, der jo begge handler om flygtninge og immigranter. Amerikanerne er gode til at bruge genrer til at fortælle om deres samfund, og det lod vi os inspirere af. Vi ville gerne adressere den strukturelle racisme og den umulige opgave, som det er for indvandrere at integrere sig i samfundet,” fortæller Burhan Qurbani og griner lidt.

”Vi er jo ret postmoderne. Alt er et remix af et remix af et remix. Min Berlin Alexanderplatz er en blanding af Döblins roman, amerikanske gangsterfilm, Nicolas Winding Refns visuelle æstetisk fra Drive og elementer fra min egen teaterbaggrund.”

Döblins roman er en tour de force af brudstykker, sanseforestillinger og bevidsthedsstrømme. Den tyske forfatter arbejdede ikke med en klar psykologi for sine karakterer.

Det gør den enorm svær at omdanne til en film, men ved at fjerne bogens litterære elementer lykkedes det instruktøren og manuskriptforfatteren Martin Behnke at fortælle den basale udviklings- og forfaldshistorie.

”Som instruktør er jeg komplet afhængig af empati, og jeg har derfor forsøgt at give hovedpersonen en tydeligere psykologi end i Döblins roman. Min Francis er da også langt mere selvbevidst og nemmere at identificere sig med,” forklarer instruktøren.

”Reinhold er også en svær karakter, men han har flere lag. Vi forsøgte at skrive djævlen frem, men også lade ham være charmerende og en person, man vil kunne nærme sig. Sådan fungerer han ikke i romanen.”

Ham den mærkelige
Burhan Qurbanis tidligere film – Wir sind jung. Wir sind stark. og Shahada – drejer sig ligesom Berlin Alexanderplatz om kulturmøder og immigration.

”Som barn af flygtninge kan jeg ikke lade være med at fortælle historien om fremmede i en fremmed verden. Jeg er ikke blond med blå øjne. Jeg vil altid skille mig ud. I mine værker forsøger jeg altid ikke at være for personlig, men det var svært i denne,” erkender han.

”En af de første scener jeg skrev, var scenen med Eva, hvor hun fortæller, hvordan det er at være en farvet person, der føler sig hvid, men ikke bliver set på sådan. Jeg gik i skole med middelklassens hvide børn, og jeg var den eneste, der skilte sig ud fra mængden.”

”Jeg har altid følt mig som den mærkelige. Og for mig har dette netop været essensen af mit filmarbejde: At fortælle denne historie.”

Nye stemmer på vej
Som 40-årig rammer Burhan Qurbani samfundsdebatten om de kultursammenstød, der finder sted i Tyskland lige nu. Og i sin kommende trilogi om det tyske motto – enhed, lighed og frihed – ser han et spirende lys i den nye generation.

”Der er to centrale taler i min Berlin Alexanderplatz. Der er Francis, som fortæller, at han er tysk, fordi han har tysk bil, tysk tøj og en tysk kæreste. Det er den falske drøm om Vesten og dets materialisme,” fortæller instruktøren.

”Og så er der transkvinden Bertha, der skaber et rum, hvor folk har mulighed for at være dem, de er. Jeg har en fornemmelse af, at det er, hvad der sker lige nu. Der er nye stemmer på vej. Tyskere født af tredje generationsindvandrere har en anden tro på sig selv,” siger han og begynder at grine lidt:

”Men jeg er også fra Berlin, og Berlin er jo ikke hele Tyskland.”