Nyhed
20. nov. 2009 | 15:28

Burma VJ tæt på Oscar-nominering

Anders Østergaard dokumentarfilm er blandt de sidste femten, der kan vinde en Oscar.
Af Henrik Østergaard


Burma VJ – Reporting From a Closed Country
er blevet stærkt rost af kritikerne og har allerede vundet adskillige priser på filmfestivaler verden over.

Nu er Anders Østergaards dokumentarfilm måske også på vej til at tage Oscaren med hjem.

Oscar-akademiet har nemlig udtaget den sammen med femten andre dokumentarfilm til en såkaldt shortlist. Ud fra denne shortlist vil medlemmerne fra akademiets dokumentarafdeling vælge de fem endelige nominerede, som vil kæmpe om den eftertragtede statuette den 7. marts 2010.

Hård konkurrence
Burma VJ handler om en gruppe videoreportere, der med håndholdte videokameraer dokumenterede militærjuntaens brutale nedslagtning af civile under de buddhistiske munkes oprør i Burma i 2007.

Anders Østergaard er i konkurrence med stærke navne som publikumsvinderen på Sundance filmfestivalen, The Cove, Robert Kenners Food, Inc og Agnés Vardas kritikerroste Beaches of Agnes.

Overraskende nok var der ikke blevet plads til Michael Moores højt profilerede Kapitalismen – en kærlighedshistorie på listen.

De femten film er udvalgt af akademiet ud fra 89 kvalificerede film fra det forløbne år. De endelige nominerede offentliggøres den 2. februar 2010.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko