Buster har fået en søster

Det startede så smukt, dengang i sen-90'erne, hvor det flød med politisk velvilje og penge. Nu skulle der gøres noget for dansk film, og der skulle gøres noget helt særligt for de kære små, for det var Det Radikale Venstres betingelse for at lægge deres tunge på vægtskålen i den store filmaftale.

Så det nye filminstitut oprettede et center for børne- og ungdomsfilm. De boede sammen i et hus i den indre by. Huset var stort og smukt, men det kunne af og til godt føles lidt tomt og stille, og der gik da heller ikke længe, før de nyforelskede kiggede hinanden dybt i øjnene og udbrød: Vi skal have et barn!

Det blev en dreng, en rigtig vildbasse med store brune øjne og et smil, som ingen kunne stå for. Når han grinede, græd de voksne af lykke. Buster blev han døbt - efter den fantasifulde dreng, der forvandler villahverdag til magi i Bille Augusts filmmirakel.

Hr. Hovskinovski
Buster var et ønskebarn, og hans stolte forældre havde store ambitioner. Buster skulle lave en festival for børn med børnefilm fra hele verden, så de blev glade og sunde. Som dengang i 70'erne og 80'erne, hvor børn så gode børnefilm med noget på hjerte, ikke kynisk spekulation samlet på en amerikansk fabrik.

Buster var en elsket knægt, og han fik masser af plads at boltre sig på. Opdragelsen var moderne og fri. Og da Buster i en meget ung alder bekendtgjorde, at nu ville han flytte hjemmefra og have "sit eget", var forældrene nok bekymrede, men de kunne ikke drømme om at modsætte hans ønske.

Buster var et selvrådigt barn. Buster gik sine egne veje, han havde sin egen smag og sine egne holdninger. I krogene hviskede folk, at han var en forkælet unge. Hr. Hovskisnovski, kaldte de ham, men hans forældre blandede sig udenom. De sagde ingenting, selv om de inderst inde var lidt bekymrede.

Terkel, en grim knægt
Da Buster en dag pure nægtede at lege med Terkel, som Buster syntes var en grim dreng, der sagde grimme ord og gjorde grimme ting ved Fede Dorit, blev det imidlertid for meget. Især for Far, der havde stået fadder for Terkel og godt kunne mærke, at Terkel var populær, selv om knægten rigtignok talte grimt.

Far var ikke skuffet, nej, han var edder rasende. Nu var grænsen nået!

Buster blev trukket hjem og sat i stuearrest. Han fik læst og påskrevet. Slut med tolerancen, slut med friheden, overvågning 24 timer i døgnet. "Mor og Far skal godkende alt, hvad du foretager dig, skarnsunge," råbte Far.

Buster bøjede nakken og gjorde alt, hvad han kunne, for at gøre Far og Mor tilfredse. Han viste gode børnefilm med noget på hjerte fra hele verden. Han inviterede fine folk med noget på hjerte fra hele verden. Og når de fine folk kom fra nær og fjern, var Buster yderst høflig og beleven og gjorde alt for, at de skulle føle sig hjemme.

Men Buster havde så travlt med at behage alt og alle, at han glemte at rydde op på sit værelse. Så når de fine folk med noget på hjerte fra hele verden kom, faldt de over legetøj på gulvet, og til sidst kunne de knapt nok komme ind, så rodet var der på Busters værelse.

Far og Mor rev sig i håret. Deres ønskebarn var blevet et problembarn. De anede ikke, hvad de skulle gøre. Og så gjorde de noget, som forældre kun gør, når de er desperate: Familiepleje!

Shhh! banker på
Copenhagen International Film Festival blev valgt som plejefamilie, for der har man brede skuldre og altid plads til én mere. Buster kiggede på sine forældre med tårer i øjnene, men der var ingen kære mor eller far. Nedslået måtte han drage af sted, og selv om han fik både mad og logi hos sine plejeforældre, fik han hurtigt at mærke, at han ikke længere var enebarn, men del af en større familie.

Han kunne godt få lov til at vise børnefilm med noget på hjerte, men ikke i 2007 og heller ikke mere om efteråret, for der havde plejeforældrene deres egen store filmfestival. "Buster, du må lære at vente, til det bliver din tur," belærte plejeforældrene ham.

Busters forældre var nu virkelig bekymrede. De spurgte sig selv, om de havde truffet den forkerte beslutning. Skulle de prøve at få Buster hjem igen, selv om de havde indgået en aftale med plejeforældrene? I samme øjeblik lyder der banken på porten. Uden for står en lille pige og fryser. Forældrene tager hende indenfor, giver hende et varmt bad og nye klæder. "Jeg hedder Shhh!," siger pigen, " det betyder ikke 'ti stille', men 'vær opmærksom'."

Se, dét kunne forældrene godt lide at høre. Og da Shhh! sagde, at hun gerne ville vise børnefilm med noget på hjerte fra hele verden, blev de helt bløde.

"Giv mig kærlighed, giv mig omsorg," tryglede Shhh!

En blev til to
Far og Mor så fortvivlede på hinanden. Var Shhh! en gøgeunge, der fortjente at blive smidt på porten? Var hun en ægte datter, der havde lige så stort et krav på omsorg som Buster? Og hvordan ville Buster reagere, når han opdagede, at han havde fået en søster?

Forældrene gav Shhh! lommepenge, så hun kunne vise børnefilm med noget på hjerte fra hele verden. Og de besøgte Buster hos plejeforældrene og sagde, at han ikke skulle være nervøs, selv om de hjalp en lille pige. "Men hvad så næste år, hvor vi er to børn, der vise børnefilm fra den store verden med noget på hjerte," spurgte Buster forvirret. "Vil I så skære ned på kærligheden til mig?"

"Det skal nok gå alt sammen," sagde forældrene uden rigtigt at kende svaret.

Og hvad kan vi så lære af dette lille eventyr? Hvis man har sat et barn i verden, så kan man ikke løbe fra ansvaret. Og hvis der er noget, man virkelig elsker, så skal man ikke smide det ud.