Nicolas Winding Refn vender tilbage til Cannes
For to år siden tog Nicolas Winding Refn fusen på de fleste, da han vandt instruktørprisen på Cannes-festivalen for Drive.
Nu vender han tilbage til det sydfranske med sin nye film, den stærkt imødesete Only God Forgives, der foregår i Thailands kickboxing- og narkomiljø og ligesom Drive har Ryan Gosling i hovedrollen.
Gosling spiller gangsteren Julian, der søger hævn over sin brors morder. Filmen fokuserer også på hans forhold til sin mor, der spilles af Kristin Scott Thomas.
Only God Forgives er – som mange havde forudset – med i hovedkonkurrencen, hvor den skal dyste om Guldpalmen mod film fra en lang række prominente instruktører.
Her er anerkendte amerikanere som Coen-brødrene, Steven Soderbergh, James Gray og Alexander Payne. Også erfarne franskmænd som Francois Ozon og Arnaud Desplechin er med, og fra Asien skal Hirokazu Kore-ada, Jia Zhangke og Takashi Miike dyste om den fornemme pris.
Roman Polanski og Paolo Sorrentino er blandt de europæere, der falder mest i øjnene, ligesom der er store forventninger til iranske Asghar Farhadi, der følger op på sin Oscar-vinder Nader og Simin – en separation med filmen Le Passe.
Som sædvanligt er der også en række mere ukendte navne i det fine selskab. I alt skal nitten film kæmpe om juryens gunst. Den bliver i år ledet af Steven Spielberg, hvilket kan antyde, at det bliver den stærke mainstream-filmkunst, der vinder frem for de store eksperimenter.
Det er efterhånden en fast tradition med danske bidrag i Cannes’ hovedkonkurrence. Sidste år deltog Thomas Vinterberg med Jagten. Modsat Drive er Only God Forgives endda dansk produceret af Refn og Lene Børglums produktionsselskab Space Rocket Nation. Den har også fået støtte fra Det Danske Filminstitut.
Også to andre danskere har fundet vej til hovedkonkurrencen: Mads Mikkelsen, der sidste år vandt skuespillerprisen på festivalen, spiller titelrollen i Arnaud des Pallières fransk-tyske Michael Kohlhaas. Og den talentfulde Sara Hjort er med i Alex Van Warmerdams hollandske Borgman.
Offentliggørelsen af årets hovedprogram gjorde det i øvrigt klart, at det angivelige læk, som Indiewire lagde frem i går, var et falsum. Den anonyme fusker fik dog ret i sin forudsigelse om, at Only God Forgives var blandt de udvalgte.
Cannes-festivalen løber af stablen 15.-26. maj.
Film i hovedkonkurrencen
Only God Forgives, instr. Nicolas Winding Refn
Borgman, instr. Alex Van Warmerdam
The Great Beauty (La Grande Bellezza), instr. Paolo Sorrentino
Behind the Candelabra, instr. Steven Soderbergh
Venus in Fur (La Venua a la Fourrure), instr. Roman Polanski
Nebraska, instr. Alexander Payne
Just 17 (Jeune & Jolie), instr. Francois Ozon
Straw Shield (Wara No Tate), instr. Takashi Miike
La Vie D’Adele, instr. Abdellatif Kechiche
Like Father Like Son (Soshite Chichi Ni Naru), instr. Kore-Eda Hirokazu
Tian Zhu Ding, instr. Zhangke Jia
Grisgris, instr. Mahamat-Saleh Haroun
The Immigrant, instr. James Gray
The Past (Le Passé), instr. Asghar Farhadi
Heli, instr. Amat Escalante
Jimmy P (Un Indien des Plaines), instr. Arnaud Desplechin
Michael Kohlhaas, instr. Arnaud des Pallières
Inside Llewyn Davis, instr. Joel and Ethan Coen
Un Chateau en Italie, instr. Valeria Bruni-Tedeschi
Kommentarer