Cannes-jury forbigår festivalens mesterværk

Egentlig burde jeg være glad.

Fem ud af mine syv favoritter på årets Cannes-festival blev belønnet med en pris af Cate Blanchetts jury. Her fordelte man priserne lidt anderledes imellem filmene, end jeg gjorde, men det puslespil er altid præget af en vis tilfældighed.

Og faktisk må jeg erkende, at juryens valg af bedste kvindelige skuespiller var bedre end mit. Jeg pegede på Joanna Kuligs agtværdige præstation som den kærligheds- og jerntæpperamte Zula i Pawlikowskis Cold War, mens juryen klogelig valgte unge Samal Yesyamovas åndeløse spil i Ayka som en ludfattig kvinde, der desperat prøver at skaffe sig af med sit nyfødte barn.

Ayka lægger sig meget tæt op ad Dardenne-brødrenes Rosetta, der var en æstetisk banebrydende Guldpalmevinder for næsten tyve år siden, men det tager jo intet fra Yesyamova.

At juryen opfandt en Særpalme til hjemmebanehelten Jean-Luc Godard for hans rablende filmdigt Le livre d’image, kan jeg også godt leve med. Sær er Godard i hvert fald.

Men når prisuddelingen endnu engang blev en stor skuffelse, så skyldes det, at juryen totalt forbigik festivalens mesterværk: Lee Chang-dongs sydkoreanske Burning.

Mystisk thriller
I Burning kommer Jongsu – en ung, indadvendt fyr – ud på dybt vand, da han møder den frisindede Haemi og bliver stormende forelsket i hende.

Men efter en tur til Afrika ankommer hun i lufthavnen med en rig fyr ved navn Ben, som hun har mødt på rejsen. En magisk scene, hvor trekløveret ryger marihuana, er ved at udvikle sig til en ménage à trois, men så forsvinder Haemi på mystisk vis.

Fra en Jules og Jim-agtig stemning glider filmen over i en thriller. Hvor er Haemi? Hvem er Ben? Hvad gør Jongsu?

Det geniale er, at det ydre mysterium har en psykologisk forbindelse til Jongsus traumatiske baggrund. Moren forlod ham og faren, fordi faren ikke kunne styre sit temperament. Faren fik Jongsu til at brænde morens efterladte tøj. Jongsu har ikke set hende i seksten år, og faren sidder fængslet efter en voldssag.

Der ulmer en vrede i Jongsu, som han har tilfælles med Ben. Med jævne mellemrum brænder Ben drivhuse af. Siger han. Fordi det får hjertet til at banke.

Indre og ydre
Det er både enkelt og komplekst, og som om det ikke var nok, peger filmen også på selve mediets væsen: Vi skaber mening ud af lys og skygger på et lærred, ligesom Jongsu forsøger at skabe mening ud af en flimrende virkelighed. Hvor meget er projektioner? Kan vi overhovedet stole på det, vi ser?

Jeg kom til at tænke på Antonionis 1966-mesterværk Blowup, hvor en fotograf tager billeder i en park. Da han kommer hjem og fremkalder billederne, opdager han, at han har fotograferet et mord. Eller har han?

Jeg kom også til at tænke på Hitchcocks endnu større mesterværk – Vertigo (1959) – hvor James Stewart forelsker sig i en kvinde, der ikke eksisterer. Eller jo, det gør hun, men bare ikke på den måde, han forestiller sig.

Højeste pointtal nogensinde
Det er i dette høje luftlag, at Burning hører hjemme med sin originale historie og suveræne billedpoesi. Det er jeg ikke ene om at mene. I branchebladet Screens stjernebarometer, der i øvrigt har givet inspiration til Ekkos kritikerpanel, slog filmen alle rekorder med et gennemsnit på 3,8 ud af 4.

Også det internationale filmkritikerforbund Fipresci kårede Burning som hovedkonkurrencens bedste.

Men hvordan kan den ni mand store jury så overse filmen, ligesom man i 2016 overså Maren Ades Min far Toni Erdmann, der før Burning havde den hidtidige pointrekord i Screens panel og også vandt Fiprescis pris.

Svaret er juryens sammensætning.

Juryen bestod i år af fire skuespillere, tre instruktører, en manuskriptforfatter og en komponist.

Sådan er fordelingen nogenlunde hvert år. Og med skuespillere som Cate Blanchett og Kristen Stewart og instruktørerer som Denis Villeneuve og Andrej Zvyagintsev (Leviathan) er der naturligvis tale om yderst kompetente mennesker. Men der er et vigtigt erhverv, som ikke er repræsenteret: filmkritikken.

En blind vinkel
Kunstnere har selvfølgelig en helt særlig indsigt i deres egen kunst. Respekt for det. Men det er også kendt, at kunstnere ikke har så meget tid til at se film, fordi de har travlt med at lave dem!

Nogle kunstnere undgår ligefrem at se andre film, så de ikke bliver påvirket og derfor laver noget mindre originalt.

Domineret af skuespillere sad juryens valg af bedste skuespillere (Marcello Fonte fra Garrones Dogman vandt den mandlige pris) lige i skabet. Til gengæld havde juryen en blind vinkel, når det gjaldt Burning, der måske ikke ved første øjekast slår én omkuld, men som bliver hængende længe i bevidstheden.

Burning var således en af de få i hovedkonkurrencen, der havde ubesvarede gåder og en åben slutning – ikke på grund af intellektuel dovenskab, men netop det modsatte.

På vej til Danmark
Et jurymedlem sagde i starten af festivalen, at hun gerne ville belønne film, som også holder om ti år. Men det er lige præcis her, at juryen svigtede Burning, og det kunne være undgået, hvis juryen havde haft en plads til en filmkritiker, der har et helikopterblik på filmkunsten og kan se den enkelte film i et større perspektiv.

Misforstå mig ikke.

Den japanske Guldpalmevinder, Shoplifters, er bevægende og tankevækkende og mesterlig. Den var da også mit bud på andenpladsen: Grand Prix.

Det gør bare ondt, at 63-årige Lee Chang-dong blev sendt tomhændet hjem til Sydkorea – ikke mindst fordi hans forrige Poetry i 2010 også havde fortjent at vinde Guldpalmen i 2010, men blev spist af med en manuskriptpris.

Gudskelov er de klarsynede folk i Grand-biografen heller ikke enig med Cannes-juryen. Så Burning får dansk premiere. Og I har noget at glæde jer til. Lee Chang-dongs film er et seksstjernet mesterværk!