Cannes-debutant raser over filmbranchen

Normalt glatter filmskabere lynhurtigt ud, hvis de kommer i nærheden af at sige noget kontroversielt.

Det gør ungarske Lazslo Nemes ikke. Tværtimod er den 38-årige debuterende instruktør ualmindeligt rapkæftet og sortseende lige fra interviewets start, som han sidder på Nikki Beach langs La Croisette i Cannes.

Debuten Son of Saul følger i hælene på en kz-fange i Auschwitz i 1944. Fangen forsøger at give en ung jøde en rigtig begravelse – et dødsensfarligt projekt – og kritikerne har taget filmen til sig, som om Lazslo Nemes var en etableret del af Cannes-familien.

Instruktøren ved ikke rigtig, hvad han skal mene om roserne.

”Reaktionerne er ude af proportioner i forhold til min egen selvforståelse,” siger Lazslo Nemes og smiler på en måde, så man ved, at hans kommentar ikke er ironisk.

”Jeg er glad på filmens vegne, men jeg fatter slet ikke, hvorfor folk er så positive. Jeg har altid gerne villet lave en film om de døde i koncentrationslejrene, for de fleste af kz-historierne handler om dem, der overlever.”

”Det er egentlig underligt, for faktum er, at der var langt flere døde end overlevende i disse lejre. Derfor var der brug for denne fortælling,” forklarer instruktøren.

Europa dræbte sin fremtid
Den ungarske instruktør siger, hvad der passer ham. Man har ikke siddet med ham i mere end få spørgsmål, før end han siger sin uforgribelige mening om de sidste årtiers europæiske politik.

”Antisemitismen har eksisteret i Europa i 70 år og gør det stadig,” siger Nemes og laver en grimasse.

”Derfor var det også naturligt for mig at lave en film om koncentrationslejrene. I 1940’erne dræbte Europa sin fremtid ved at dræbe jøderne. Jøderne tog ud og blev en del af andre lande, og på den måde var de forgangsmænd for et mere kosmopolitisk Europa.”

”Men siden 1940’erne har indvandrere overalt isoleret sig, og antisemitismen eksisterer i den grad stadig i dag,” siger Lazslo Nemes.

Han fik idéen til sin film for otte år siden, da han kom i besiddelse af en håndfuld dagbøger fra fanger i koncentrationslejrene.

”Jeg fandt en række fortællinger fra fanger i lejrene. En slags dagbøger, der beskriver livet og den trykkende fornemmelse, der var sådan et sted. Ingen vidste, hvad der ville ske, så de fleste holdt sig for sig selv. Derfor måtte mit kameraarbejde også være ekstremt nærgående. Det var nødvendigt, for at filmen fik det rigtige udtryk,” siger Laszlo Nemes.

Tv-æstetik ødelægger film
Det helt særlige er, at Nemes’ kamera sjældent er længere end et par vildtvoksende nakkehår fra hovedpersonen. Og det er faktisk tænkt som et alternativ til 3D-film, forklarer Nemes.

”3D er det rene lort. For mig at se kan det menneskelige sind sagtens klare at opleve en film i 3D helt af sig selv. Jeg tror ikke, at vi mennesker skal holdes i hånden for at forstå et billede, men desværre er tv-æstetikken stille og roligt rykket ind i filmverdenen de senere år.”

”Billeder behøver ikke længere være smukke, så længe der bare er fart på. Den udvikling bryder jeg mig bestemt ikke om. Fortsætter vi sådan, vil vi snart se på internet-æstetik som noget fornyende og tiltalende, og det devaluerer simpelthen værdien i et smukt billede,” siger Laszlo Nemes.

”I min film er kameraet i nakken på ham, ligesom mange af fangerne følte, at deres fangevogtere var i nakken på dem. Samtidig er det min idé med billederne, at man skal tænke: ’Film behøver ikke være i 3D, for vi kan faktisk komme tættere på, hvis vi gider bruge tid på det.’”

Laszlo Nemes går tæt på, men holder samtidig en distance. For som han siger: ”Har du ikke distance til fortællingen, drukner du i følelser, og så glemmer du ganske enkelt at tænke. Og film bliver nødt til at få dig til at tænke. Hvorfor ellers lave dem?”

Ingen støtte fra Frankrig
Den ungarske instruktør bryder sig heller ikke om udviklingen i biografmarkedet.

”Store europæiske lande har ofret biografgængernes oplevelse til den moderne teknologi,” siger han og sukker dybt.

”Det chokerer mig hver gang, jeg tænker over det. På få år har et land som Frankrig givet køb på sin filmsmag bare for at servere profitorienteret underholdning.”

”Min film kunne ikke få støtte i hverken Frankrig, Tyskland eller Østrig. Først nu kommer disse lande med distributionsmuligheder. Kun den ungarske filmfond turde løbe risikoen dengang, og det er et kæmpe problem. Hvis man ikke tør løbe risici, så udvikler film sig aldrig. Så står det hele jo bare stille.”

Talent betyder ikke en skid
Instruktørens svadaer har efterhånden rullet i et stykke tid. Og som krusninger på Middelhavet, der slår ind mod sandstanden, sender Laszlo Nemes den sidste opsigtsvækkende ordbølge af sted.

”Ingen filmskoler kan lære dig at lave film, for de lader dig heller ikke udfordre nogen eller noget,” siger instruktøren, som selv har stået i mesterlære hos den ungarske auteur Bela Tarr og taget en instruktørgrad i New York.

”Den skoletid i New York var ligegyldig,” siger Lazslo Nemes.

”Det skulle jeg have ladet være med at bruge tid på. Man lærer kun at lave film ved at prøve og ved at samle et hold, man tror på. Jeg tror på alle på mit hold, og jeg lærte af Bela Tarr, at man særligt må stole på sine skuespillere.”

”Skuespillerne ved selvfølgelig, hvad de gør. Skuespillerne er den del af holdet, og så skal man jo bare lade dem spille,” forklarer han.

Lazslo Nemes kan ikke afsløre, hvad fremtiden bringer for ham.

”Alle mulige mennesker fortæller, at jeg har et særligt talent, men den regnemetode fungerer simpelthen ikke for mig. Alt handler ganske enkelt om at øve sig og arbejde. Jeg tror ikke en skid på talent, jeg tror på at have en åben attitude over for verden og suge til sig. Gør man det, og ønsker man at lære hele tiden, kan man nå langt.”