Cannes er tilbage i topform

Værste Cannes-festival i mands minde.

Sådan konstaterede jeg efter sidste års festival, og dette års festival fortsatte i samme spor: katastrofalt!

Åbningsfilmen Jeanne du Barry, der blev vist tirsdag i sidste uge, er ikke bare et stokkonservativt og gudsjammerligt kedeligt pudder- & paryk-drama fra dengang, hvor den snobbede franske adel sad på den høje hest.

Det er også en anti-feministisk film om en kvinde, der kurtiserer sig til toppen og hyldes for det.

Lavet af en erklæret anti-MeToo-instruktør, som på en parisisk restaurant i februar overfaldt en redaktør og spyttede ham i ansigtet. Angiveligt fordi han har været så fræk at give ordet til kvinder, der hævder at være blevet voldtaget af Maïwenns eksmand, instruktøren Luc Besson.

Glemte jeg at sige, at skandaleramte Johnny Depp gør comeback i en akavet hovedrolle som fransk konge?

Det er Cannes, når festivalen er allermest tonedøv og føler sig hævet over almindelig moral og sund fornuft. Da festivallederen Thierry Frémaux samtidig erklærede, at Jeanne du Barry sagtens kunne være blevet udtaget til hovedkonkurrencen, kunne man kun få bange anelser.

Men de blev gudskelov hurtigt gjort til skamme.

Klos op ad Auschwitz
Allerede efter fire dage kom det store mesterværk, jeg i min optaktsartikel nævnte som grunden til at pakke sine sydfrugter og drage til Frankrig hvert år.

”Ikke endnu en film om holocaust,” var min første tanke om britiske Jonathan Glazers The Zone of Interest. Men der går ikke gået mange minutter, før man indser, at man er vidne til et historisk mesterværk.

The Zone of Interest handler ikke om ofrene, men fortæller de nazistiske gerningsmænds historie. Eller rettere: én af dem, nemlig lederen af koncentrationslejren Auschwitz – Rudolf Höss.

Han er autentisk, men beretningen er løst baseret på netop afdøde Martin Amis’ roman, som er fiktion.

Vi overværer Rudolf, hans kone Hedwig og deres børns hverdagsliv i en stor villa med en nydelig have med masser af blomster og en lille swimmingpool. Alt er såre normalt bortset fra en enkelt detalje: en høj betonmur med pigtråd for enden af haven.

Bag muren ligger Auschwitz, nazisternes koncentrationslejr i Polen, der begyndte massedrabene på især jøder i 1941. Ved Anden Verdenskrigs slutning fire åre senere menes over én million mennesker at være blevet dræbt i lejren.

Familielivet fotograferes distanceret af noget, der minder om overvågningskameraer.

Man kommer uvilkårligt til at tænke på tidlige film af Michael Haneke eller hans østrigske landsmand, Ulrich Seidl. Det er det kliniske perspektiv, som er en nøgle til at forstå holocaust – den største og mest ubegribelige forbrydelse mod menneskeheden.

Det tankevækkende er, at familien tilsyneladende trives glimrende, selv om de bor klos op ad koncentrationslejren. Ikke engang lydene fra lejren – jamren og skrig fra fanger, pistolskud og råb fra fangevogtere – synes at forstyrre familieidyllen.

Menneskelige sprækker
Da Rudolf får at vide, at han skal overflyttes til et andet job, insisterer Hedwig på at blive i huset. ”’De bliver nødt til at trække mig væk herfra!” siger hun, for huset er realiseringen af hendes drøm om lykke. Det betyder mere for hende end husbonden.

Til sidst går det op for én, at Rudolf også er et menneske med følelser og drømme.

Han har ligesom konen bare evnen til at lukke øjnene for det massedrab, som han selv er med til at organisere og gennemføre. Fortrængningsevnen er en del af vores overlevelsesinstinkt. Vi bruger den hver dag – tænk bare på, at vi fester på livet løs i Cannes, mens soldater og uskyldige mennesker bliver dræbt i Ukraine.

Forudsætningen for at fortrænge holocaust var, at jøderne gennem lang tid var blevet dehumaniseret af regimet. De blev ikke regnet for mennesker som dig og mig.

The Zone of Interest er en sublim visualisering af både dehumaniseringen og fortrængningsmekanismen. Men den viser også, at der opstår menneskelige sprækker – også i Rudolf.

Der er scener, billeder og lyde, man aldrig glemmer.

Filmet i sort-hvid night vision lægger tjenestepigen om natten æbler på jorden til en massegrav. Det er gribende. I modsætning til ægteparret er hun mærket af det, der foregår på den anden side af muren. Det samme er Hedwigs mor, der besøger familien og tager afsted uden at sige farvel.

Flere gange fades der til et blodrødt lærred. Det er næsten surrealistisk og har en forbløffende emotionel effekt midt i den nøgterne realisme. Og slutningen, hvor billeder af Rudolf Höss glider over i nutidens Auschwitz-museum, hvor rengøringspersonale pudser væggene til glasmontrer med tusindvis af ofrenes sko, er en af de mest kuldegysende i filmhistorien.

Vi kommer nok aldrig til at begribe, at en organiseret ondskab af denne skala uden noget rationelt mål har været mulig. Men The Zone of Interest giver os et nyt, modigt perspektiv.

Fransk overraskelse
Jonathan Glazers værk er indtil videre i særklasse på festivalen. Nærmeste rival til Guldpalmen er en fransk overraskelse.

Justine Triets Anatomy of a Fall er et hudløst ægteskabsdrama a la Bergman, men forklædt som et retssalsdrama om et mistænkeligt dødsfald.

Sprang Samuel selv i døden, eller skubbede hans kone Sandra ham over rækværket?

Politiet mener det sidste, og under retssagen, hvor hver en sten bliver vendt i det dysfunktionelle forhold, svinger man imellem at tro på Sandras uskyld til at være overbevist om, at hun med fuldt overlæg har slået ham ihjel.

Det er lige dele nervepirrende spændende og psykologisk interessant med jalousi, skyld og indædte magtkampe. Og det bliver for alvor smertefuld, da parrets elleveårige søn trækkes ind i retssagen. Han mistede synet i en ulykke, som har traumatiseret ægteparret. Sandra har givet Samuel skylden for tragedien.

Nu befinder sønnen sig pludselig i rollen som et nøglevidne. Men hvor meget har han ”set”? Familiens hund Snoop ved det hele. Den kan dog af gode grunde ikke sige noget.

Det er raffineret og lydefrit fortalt med et dynamisk filmsprog, hvor kameraet finder overrumplende vinkler, der uddyber psykologien. På det dybere plan handler det om forholdet mellem mand og kvinde, om skyld og ansvar, egoisme og afmagt, kærlighed og ensomhed.

Der er ingen enkle svar.

Sandra Hüller – der både spiller Hedwig i The Zone of Interest og Sandra i Anatomy of a Fall – fortjener prisen for bedste kvindelige skuespiller i Cannes. Hun kan spille det hele på én gang: selvsikker og skrøbelig, kold og hjerteskærende, dominerende og afmægtig.

Det vil være et plaster på såret fra Cannes-festivalen i 2016, hvor både hun og Min far Toni Erdmann på det skammeligste blev forbigået ved prisceremonien.

Åndelig massage
Tidligere Guldpalmevindere, japanske Hirokazu Kore-eda (Shoplifters) og tyrkiske Nuri Bilge Ceylan (Vintersøvn), er tilbage for fuld kraft.

Kore-eda har skabt det Rashomon-agtige drama Monster. Den samme historie fortælles fra tre personers synsvinkel – en mor, hendes søn og hans lærer – og historien ændrer radikalt karakter undervejs.

Hvad den ene ser som et monster, viser sig at være det stik modsatte. Pointen er, at der intet monster er, og filmen slutter på smukkeste og tragiske vis af med et drama om ung kærlighed mellem to drenge, der leder tankerne hen på Lukas Dhonts biografaktuelle Close.

Hirokazu Kore-eda kan skabe slående billeder, og scenerne fra en gammel bus ude i skoven vil være noget, man husker, når festivalen er slut.

Nuri Bilge Ceylan er tilbage med About Dry Grasses. Det er fortællingen om den unge lærer Samet, der på fjerde år arbejder på en skole i Anatolien. Her favoriserer han en af de unge pigeelever, og snart beskyldes han i en sag om krænkelse, der også involverer hans kollega og sambo.

En kvindelig kollega, som har mistet benet under en politisk aktion, er måske en vej ud for vores depressive og misantropiske hovedperson.

Som altid hos Ceylan bliver man fængslet af de lange dialoger, som kringler sig ind og ud af politiske, psykologiske og filosofiske emner. Det er hypnotiserende og mesterligt skrevet. Og så med ét punkterer instruktøren fiktionen med en forrygende morsom Brecht-verfremdung.

Filmen varer 197 minutter, og det er som altid med Ceylan for langt. Men det tager jeg gerne med, for hans film er en åndelig massage, der hensætter én i en meditativ tilstand.

Idyllen slår revner
Jeg skal også lige nå at nævne den kinesiske flue-på-væggen-dokumentar Youth, der bringer os tæt på unge arbejdere på en tekstilfabrik i en by nær Shanghai.

Forholdene er rystende, og det er et helt unikt indblik, som det øjensynligt er lykkedes instruktør Wang Bing at få igennem styrets censur. Men denne film skæmmes desværre virkelig af at være for lang.

De tre en halv time kunne snildt være skåret ned til halvdelen. Vi har ligesom fattet pointen.

Tunesiske Kaouther Ben Hanias Four Daughters er også værd at fremhæve. Filmen fortæller en gribende historie om Olfa, der har fire døtre. Men to af dem er taget af sted for at slutte sig til ISIS.

For at få hul på traumet lader instruktøren to skuespillere tage rollen som de forsvundne døtre, og det får følelserne frem og tungen på gled for både moren og de tilbageværende to børn.

Cadeau til ellers konservative Cannes for at udtage en moderne film, der sprænger grænser ved at blande fakta og fiktion.

Og så har jeg slet ikke fået nævnt, at Todd Haynes (Carol) har genvundet formen efter et par svage film. May December opruller en historie om Gracie (Julianne Moore), der havde et forhold til en trettenårig dreng og blev straffet for det.

Historien kom ud i de tabloide medier, men bagefter giftede de sig og har fået tre børn, som er ved at være voksne. En lykkelig familie? Der skal laves en film om Gracies liv, og Natalie Portmans skuespiller får lov til at komme ind og følge familielivet. Og så begynder idyllen at slå revner.

Filmen er fiktion, men man kan ikke lade være med at tænke på Woody Allen, der vakte skandale, da han fik et forhold til sin kones nittenårige adoptivdatter, som han i dag stadig er gift med.

Jeg har her halvvejs i programmet til gode at se blandt andre Wes Andersons Asteroid City, Ken Loach’ The Old Oak, Aki Kaurismäkis Fallen Leaves og Alice Rohrwachers La chimara.

Men Cannes er tilbage i topform.