Cannes favoriserer hvide kritikere

”Jeg kommer ikke til næste år. Det gør jeg simpelthen ikke.”

Den høje herre, der står ved siden af mig, er vred. Meget vred. Han har opdaget, at nogle af hans anmelderkolleger har set aftenens åbningsfilm allerede om formiddagen klokken 11. Visningen fremgår ikke af festivalens officielle program.

Vi står ved skranken i pressekontoret og bliver betjent af hver vores medarbejder. Jeg har henvendt mig med et lignende spørgsmål, og de to venlige Cannes-damer ser på hinanden. De ved ikke, hvad de skal svare.

Den ene prøver at tale udenom, men så tager den anden sig mod til og fortæller, at man har fået en email, hvis man er blevet inviteret til 11-visningen.

”Jeg har ikke fået nogen email. Hvorfor har jeg ikke det? Jeg er hvid,” siger manden, som nu er ved at eksplodere.

Faktisk er han sort, men i Cannes’ kastesystem er han hvid. Pressekortet, der hænger om hans hals, bærer nemlig den hvide farve, og det betyder, at han er øverst i hierarkiet. Det giver ham helt særlige privilegier, men altså åbenbart ikke at blive inviteret til den hemmelige, eksklusive visning.

Han kigger på mig. Sammen er vi stærke. Jeg nikker.

Men om min hals hænger mit pressekort og dingler. Det er lyserødt, og det betyder, at jeg er to trin under den hvide kritiker. Trinet imellem os er lyserød med en gul prik.

Bag lukket dør
Jeg prøver at skjule mit kort, men han opdager kortet og træder et skridt tilbage. Han er straks klar over, at vi ikke er stærke sammen. Jeg er en klods om benet på ham. Pr-damerne har også opdaget mit korts farve og er pinligt bevidst om den penible situation.

De har to utilfredse kritikere, men kritikerne er ikke på niveau. Vi er overklasse og lavere middelklasse, og derfor kan vi under ingen omstændigheder blive behandlet ens.

Det vil smadre alt. Simpelthen alt.

Resolut tager den modige pressedame fat i herren og trækker ham med ind på et tilstødende kontor, så hun i al diskretion kan få den hvide kritiker med til de eksklusive visninger.

Den anden pressedame ser på mig.

”Du kan sagtens komme ind til de senere visninger. Du er lyserød. Det havde været meget værre, hvis du var blå eller gul,” siger hun trøstende.

Forspringet
Jeg har været blå. Dengang skrev jeg meget om det. Man er mere optaget af et hierarki, når man befinder sig i bunden af det. Men nu er jeg igen blevet påmindet kastesystemet.

Måske kan det lyde mærkeligt at gå op i, om man ser en film om formiddagen eller om aftenen. Hvad kan otte timer dog betyde?

I dagens digitale verden er det en evighed. Danske medier fra vort lille sprogområde er også i konkurrence med engelsksprogede medier, og de fleste læsere nøjes med at læse én anmeldelse. Den første og den bedste.

Otte timer er et kolossalt forspring.

Du har meget mere tid til at skrive en formfuldendt anmeldelse, og du kan få den hurtigere på nettet. Det betyder mange flere kliks, som øger interessen fra annoncørerne, der spytter kroner og ører i kassen.

En verden til forskel
På den måde er Cannes-festivalen ikke bare med til at fastholde det kapitalistiske system. Den forstærker det.

I stedet for at behandle kritikere ens og lade alle se en film samtidig, så bruger festivalen uendeligt mange kræfter på at give særlige privilegier til kritikere, der har et stort oplagstal og høje læsertal på nettet.

Det er vel en ærlig sag. Hvis det altså var blevet gjort åbent.

Cannes giver imidlertid sine privilegier i det skjulte, samtidig med at man i festtaler hylder frihed, lighed og broderskab. Og udvælger film efter film med de samme idealer, som vi kritikere forventes at værdsætte.

Den vrede herre kommer ud fra kontoret. Han ser nu tilfreds ud og værdiger mig ikke et blik. Han er hvid, jeg er lyserød, og der er en verden til forskel.