Cannes 2015
21. maj 2015 | 19:30 - Opdateret 23. maj 2015 | 15:18

Cannes: Disse film kommer til Danmark

Foto | Jonathan Olley
Michael Fassbender i rollen som Shakespeares ikoniske og tragiske Macbeth er blot en af mange spændende filmoplevelser, der tager turen fra Cannes til Danmark senere på året.

Verdens mest imødesete film bliver i disse dage vist på den franske sydkyst, men heldigvis kommer flere af dem også til Danmark.

Af Nicki Bruun

Lige nu bliver den nærmeste fremtids store film vist frem på Cannes-festivalen, hvor både anmeldere og distributører kaster sig over de nye titler.

Vi andre skal dog vente noget længere, før vi kan få nogle af dem at se herhjemme. Nogle film får aldrig dansk biografpremiere, men adskillige titler står heldigvis allerede til at gå i landets biografer senere på året.

En af dem, der regnes blandt favoritterne til at tage årets Guldpalme, er italienske Paolo Sorrentino.

Hans Cannes-bidrag Youth har Michael Caine og Harvey Keitel i hovedrollerne som to ældre kunstnere, der holder ferie for foden af de franske alper. Den er sat til dansk biografpremiere 19. november. Alle datoer er endnu blot foreløbige, da distributørerne stadig planlægger deres kommende program.

Blodige Macbeth lever videre
Som det sig hør og bør, kommer der også mange andre engelsksprogede film til det danske land.

Joachim Triers Louder Than Bombs har fået filmstøtte fra Danmark, hvilket betyder, at den stensikkert får biografpremiere herhjemme. Det sker formentlig i slutningen af året.

Fra hovedkonkurrencen kommer også stortalentet Justin Kurzels udgave af Macbeth, som vises i Cannes på lørdag. Filmen, der har Michael Fassbender og Marion Cotillard i hovedrollerne som et sindssygt ægtepar, forventes at få dansk premiere 3. december.

Denis Villeneuve havde et mindre anmelderhit med Prisoners (2013), der har medlem af årets jury Jake Gyllenhaal samt Hugh Jackman i hovedrollerne.

I år er Villeneuve udtaget til hovedkonkurrencen med thrilleren Sicario med Emily Blunt, Benicio Del Toro og Josh Brolin. Den har ligeledes dansk premiere den 3. december, men Nordisk Film fortæller Ekko, at de med den varme modtagelse i Cannes overvejer at rykke filmen frem.

Amy og Ingrid
Cannes-programmet er dog meget mere end de nitten film, der er at finde i hovedkonkurrencen. Og flere af dem får vi glæde af herhjemme.

Det gælder dokumentaren om den afdøde sangerinde Amy Winehouse. Amy, som i den grad har grebet Ekkos chefredaktør, får dansk premiere 30. juli i Grand Teatret.

Grand Teatrets distributionsled, Camera Film, er altid dygtige til at hente Cannes-film til Danmark. I år er ingen undtagelse, og direktør Kim Foss fortæller, at de har købt Laszlo Nemes’ Son of Saul, Nanni Morettis Mia Madre, Hirokazu Kore-edas Our Little Sister, Jacques Audiards Dheepan og Matteo Garrones Tale of Tales, som alle deltager i hovedkonkurrencen.

Derudover vil Grand også vise My Golden Days, der vises i det uofficielle program Directors’ Fortnight. Bag den står kultinstruktøren Arnaud Desplechin, som er kendt for My Sex Life … Or How I Got Into an Argument (1996).

Cannes-festivalen står i år i Ingrid Bergmans tegn. Den svenske skuespiller fra klassikere som Casablanca og Hitchcocks Notorious og Spellbound ville være blevet 100 år gammel i år.

I den forbindelse hyldes hun af festivalen, der også viser Stig Björkmans nye dokumentar om hende: Jeg er Ingrid. Den får premiere 27. august, kort før skuespillerens fødselsdag.

Amerikanske mestre
Vi kan også se frem til nye film af to af de mest originale amerikanske auteurs.

Woody Allen har endnu engang lavet sin årlige film med Irrational Man, der har Joaquin Phoenix og Emma Stone i hovedrollerne. Allens film bliver vanen tro vist uden for konkurrence i Cannes. Den er købt til dansk distribution, men har endnu ikke fået fastlagt en premieredato.

Også Todd Haynes’ skamroste, seksualitetsudforskende 50’er-drama Carol med Cate Blanchett i hoved- og titelrollen kommer til Danmark. Filmen ligger i spidsen af Ekkos Stjernebarometer og har en foreløbig dansk premieredato 28. januar 2016.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko