Cannes indskærper regler til næste år
Det vakte glæde blandt nogle og vrede blandt andre, da Cannes-festivalen for en måneds tid siden annoncerede, at Bong Joon-hos Okja og Noah Baumbachs The Meyerowitz Stories var udtaget til hovedkonkurrencen.
Glæde blandt Netflix-abonnenter, da filmene er produceret af streamingtjenesten og derfor bliver tilgængelig på Netflix til almindelig månedsbetaling. Vrede blandt franske biografer, da der ifølge Cannes-reglementet og fransk lovgivning skal en være eksklusiv biografpremiere i en periode, før filmene må komme på streamingtjenester.
I dag har Cannes-festivalen udsendt en pressemeddelelse, da de ønsker at mane et rygte i jorden, nemlig at Joon-hos og Baumbachs film bliver udelukket fra hovedkonkurrencen.
Det er ikke tilfældet, skriver festivalens pressechef, Christine Aime. Til gengæld vil festivalen fra næste år skærpe sine regler, så enhver film, der vil i konkurrence i Cannes, skal tilbydes franske biografer.
Festivalen støtter biografer
Christine Aime skriver i pressemeddelelsen også, at festivalen har forsøgt at få Netflix til at give fransk biografpremiere til de to film. Men altså uden held.
Hun tilføjer, at Cannes er glad for at tage imod den nye spiller på filmmarkedet, men at festivalen stadig støtter den traditionelle biografvisning for premierefilm.
Sidste år var det en anden streamingtjeneste, Amazon, der havde to film i hovedkonkurrencen i form af Nicolas Winding Refns The Neon Demon og Jim Jarmusch’ Paterson.
Amazon har dog fra start tilkendegivet, at tjenesten vil følge den traditionelle model med en eksklusiv biografperiode, før en film kommer på streaming.
Den ordning vil Netflix øjensynligt ikke tilslutte sig, men deres to film kommer altså med i år alligevel.
Kommentarer