Cannes-jury forbigår virtuos filmperle

Juryer er lige så uberegnelige som det franske forårsvejr.

Tænk bare på 2010, hvor juryen i Cannes gav Guldpalmen til Apichatpong Weerasethakuls marginale og dybt mystiske Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv!

”Du vil altid gerne have, at en film overrasker, og det gjorde denne film for det fleste af os,” udtalte juryformand Tim Burton og overraskede dermed alt og alle – undtagen Berlingskes Kristian Lindberg, der selv hører til blandt de mere lunefulde kritikere.

Det var et excentrisk valg af fantasy-instruktøren, der i et reality-filmår havde grebet hovedkonkurrencens fantasy-halmstrå. To år tidligere satte skuespilleren Sean Penn også sit tydelige fingeraftryk på Guldpalmen, som gik til Laurent Cantets franske skolefilm, Klassen.

En fin og sympatisk film om uddannelse og integration, men i format ikke nogen Cannes-vinder. Filmen fik palmen, fordi den passede perfekt til den politiske dagsorden, som den enerådige juryformand havde.

Fordomme til skamme
Man havde også bange anelser med den magtfulde Steven Spielberg som juryformand i år. Forlydender om, at han holdt daglige lectures for de otte andre jurymedlemmer på sin luksus-yacht ved Cannes, lød ikke lovende.

Men gudskelov gjorde Spielberg alle fordomme til skamme. Han gav Guldpalmen til den franske La vie d’Adèle, der med sin ultrarealistiske form, lange scener og eksplicitte sex-scener er så langt fra en Spielberg-film, man kan forestille sig. Men det var en velplaceret palme, for Abdellatif Kechiches film var festivalens åbenbaring, der løftede sig over alle konkurrenter.

Også juryens andre priser var præget af sund fornuft, selv om jeg ikke personligt var helt enig i dem alle.

Festivalens næstbedst anmeldte film, Coen-brødrenes folkmusiker-komedie Inside Llewin Davis, fik Grand Prix, der svarer til andenpladsen. Helt fint.

Tredjeprisen, Prix du Jury, gik til Hirokazu Kore-edas japanske Sosihite Chichi Ni Naru (Like Father, Like Son). Den handler om to meget forskellige japanske familier, tematiserer forholdet mellem arv og miljø – og er med sin lidt sentimentale slutning en film, som Spielberg sagtens kunne have lavet. Man kan ikke have noget imod filmen og vel egentlig heller ikke, at den får en pris.

Det muliges kunst
Festivalen ser gerne, at de syv priser bliver fordelt på syv forskellige film, og det ønske opfyldte Spielbergs jury.

Det var indlysende, at Asghar Farhadis skilsmissedrama Le Passé skulle have en pris. Men den mest oplagte, prisen for bedste manuskript, gik til Jia Zhangkes kinesiske – og modigt samfundskritiske – Tian Zhu Dinge.

I stedet kunne den iranske instruktør, der sympatisk nok var mødt op til prisuddelingen, på trods af at han personligt ikke fik en pris, glæde sig over, at hovedrolleindehaveren Bérénice Bejo i Le Passé fik prisen for bedste kvindelige skuespillerpræstation.

Bedste mandlige skuespiller blev Bruce Dern i Alexander Paynes Nebraska. Det burde have været Oscar Isaac i Inside Llewin Davis, men den film blev jo belønnet med Grand Prix. Sådan er juryarbejde et større puslespil. Og det muliges kunst.

La grande fejltagelse
Den sidste pris gik til den mexicanske instruktør Amat Escalante for bedste instruktion i Heli, om en almindelig familie, der kommer i en gangsterbandes vold.

En pris, der kan diskuteres. Heli vækker både mindelser om Brillante Mendozas filippinske Kinatay og landsmanden Carlos Reygadas’ film (begge tidligere prisvindere i Cannes), men uden førstnævntes benhårde logik og sidstnævntes overjordiske billedmagi.

Juryens store fejltagelse er dog, at man komplet har overset en af festivalens bedste film, selv om man havde hele syv priser at gøre godt med. Paolo Sorrentinos La grande bellezza er en forrygende virtuos – og poetisk – rejse rundt i Roms kulturelite. Med den aldrende, fallerede forfatter Jep Gambardella (overbevisende spillet af Toni Servillo, der også havde hovedrollen i instruktørens Il Divo), som guide, får vi adgang til de vilde fester, absurde happenings og heftige diskussioner.

Det autentiske liv
La grande bellezza er alt det, Baz Luhrmanns The Great Gatsby skulle have været.

Vi bliver draget ind i det ekstravagante miljø, som på en gang er fascinerende og forstemmende. En overstadig fest på kanten af civilisationens sammenbrud. Kameraet opfører en regulær ballet med suggestive kamerakørsler, svimlende flyvninger og overrumplende vinkler, musikken blander højstemt korsang med pumpende disco, og under det hele mærker vi døden, der trænger sig på for hovedpersonen.

Det handler om den smertefulde længsel efter det autentiske liv.

Nok er La grande bellezza meget fellinisk, ja, nærmest en moderne version af La dolce vita og 8½, og man kan diskutere, hvor meget nyt Sorrentino egentlig har at sige om den depraverede kultur, når det kommer til stykket. Men det er hævet over enhver tvivl, at filmen var en af festivalens højdepunkter, som burde være belønnet på den ene eller anden måde.

I stedet må vi glæde os over, at Sorrentinos film er hjemkøbt til dansk biografdistribution. Der venter en stor filmoplevelse.