Cannes reinkarneret

Asien fik i går aftes sin første Guldpalmevinder siden 1997.

Men det blev ikke, som Ekko havde håbet, sydkoreanske Lee Chang-dongs åndfulde og gribende Poetry. Den måtte nøjes med manus-prisen.

I stedet valgte juryen sensationelt at kåre festivalens mærkeligste film, Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives fra Thailand, til den bedste.

”Apichatpong Weerasethakuls film kan blive den store overraskelse, for blandingen af magi og kitsch må være lige noget for juryformand Tim Burton,” skrev jeg forleden i Tour de Cannes og fik desværre ret.

Hypnotisk
Filmen er ikke uden kvaliteter.

Historien er fascinerende. Baseret på en bog af en buddhistisk munk berettes historien om onkel Boonmee, der på sit dødsleje får besøg af sin afdøde kone og afdøde søn.

Sidstnævnte er forvandlet til et Big Foot-spøgelse med lysende øjne, og øjnene viser sig ganske praktiske, da gruppen begiver sig ud i junglen og finder en mørk grotte, hvor Boonmee blev født i et tidligere liv.

Med sin lyriske skønhed, dvælende tempo og hviskende replikker har filmen en hypnotiserende effekt.

Nogle vil finde scenen, hvor en talende malle besvangrer en prinsesse, lovlig langt ude, men den slags skal der være plads til. Filmen er fantasiens frirum, hvor alt kan ske.

Kulturel overbærenhed
Nej, problemet med filmen er, at den ikke bare leger med tanken. Den insisterer på, at der findes ånder, spøgelser og reinkarnation.

Du, jeg og mor Karen har levet tidligere liv som en flue, et firben eller et fjerkræ. Og vi kan glæde os til et liv efter døden som et dyr, en ting eller Birthe Rønns bagdel.

Havde instruktøren været fra Vesten, ville filmen være blevet mødt med latter og buhråb. Nu er han fra Thailand, og så bliver vrøvlet pludselig eksotisk og spændende.

Selv om filmen er lavet af et oprigtigt hjerte, er det svært at se bort fra, at årets Guldpalme er et udslag af kulturel overbærenhed.

Gådefulde kåringer
Havde det været juryens eneste skævert, kunne man have trukket på skuldrene og konstateret, at det er menneskeligt at fejle.

Men en ånd må have besat juryen.

Fortjent er Grand Prix til Xavier Beauvois’ krystalklare munkedrama Des hommes et des dieux, og Prix du Jury til Tchad-filmen Un homme qui crie er en tiltrængt hånd til Afrika, så fred være med det.

Men hvad er begrundelsen for at tildele prisen for Bedste instruktion til wannabe-instruktøren Mathieu Amalric, der står bag den sympatiske, men halvamatøristiske burlesk-danserfilm Tournée?

Og hvordan i himlens navn har juryen kunnet undgå at give en eneste pris til Mike Leigh, som har lavet årets varmeste og klogeste film, Another Year?

Den gåde er større end spørgsmålet om reinkarnation.

Ulogiske skuespilpriser
Man ville gerne tro, at de syv mænd i juryen bærer ansvaret, og at de to kvinder — skuespillerne Kate Beckinsale og Giovanni Mezzogiorno — har været fornuftens stemme.

Men sådan er det nok desværre ikke. Heller ikke skuespillerpriserne, hvor de to kvinder som fagkyndige må have haft særlig vægt, lyser af logik.

Hvad er den saglige begrundelse for at dele den mandlige skuespillerpris mellem enestående intense Javier Bardem i den stærke Biutiful og gedigne Elio Germano i den svage La nostra vita?

Det svarer til at dele titlen som verdens bedste fodboldspiller mellem Lionel Messi og Søren Larsen.

Derimod kunne man med fordel have delt den kvindelige skuespillerpris mellem Juliette Binoche, der fik prisen for Copie conforme, og Lesley Manvilles fordrukne singlekvinde i Another Year.

Ved den simple og ikke urimelige manøvre havde man undgået at sende Mike Leigh helt tomhændet hjem til England.

Ledelsen ligger som redt
Tim Burton og hans kumpaner er over alle bjerge. De kan være ligeglade. Og når man vælger at gøre en inkarneret fantasy-guy til formand for juryen og sætter ham til at se nitten film, hvoraf kun én (Uncle Boonmee) er fantasy, ja, så ligger man, som man selv har redt.

Efter et svagt år uden amerikanere, med få stjerner og en Guldpalmevinder, som får artfilm til at ligne publikumsappellerende blockbusters, har Cannes-ledelsen et seriøst problem.

Man begynder at forstå, hvorfor Woody Allen konsekvent vælger at vise sine film uden for konkurrence. Det at være en kendt og værdsat instruktør — som Mike Leigh og Alejandro González Iñárritu, hvis Biutiful også blev forgået — er åbenbart diskvalificerende i forhold til at vinde priser.

Hospice
Som juryformanden gjorde på pressemødet, kan Cannes vælge at gøre en dyd ud af nødvendigheden og fokusere på de film, der ikke har nogen jordisk chance i biograferne.

Cannes som et hospice for den filmkunst, som adskillige gange i løbet af de sidste tolv dage har fået stillet diagnosen: døende.

Så mister Cannes sin position som verdens førende festival. Journalisterne og fotograferne vil sive, pengene vil sive, og Venedig-festivalen vil juble.

Cannes kan så håbe på reinkarnation.

Good luck!