Cannes satser på corona-afmatning
Coronavirus har allerede betydet en udsættelse af den nye James Bond-film og aflysning af en række store begivenheder og festivaler som SXSW i USA.
I disse dage spekuleres der kraftigt i, om kunstfilmverdenens vigtigste begivenhed – Cannes-festivalen – kommer til at køre som sædvanlig i maj.
Førende branchemedier har bragt adskillige historier om, hvad det vil betyde, hvis den franske festival bliver aflyst. Det virker mere og mere sandsynligt, da de franske myndigheder i søndags rykkede grænsen for forsamlinger fra 5.000 mennesker til 1.000.
Alene den store biograf i Cannes, Lumière, kan rumme omkring 2.300 mennesker, og det skønnes, at der hvert år er 40.000 mennesker på festivalen.
I lederstaben på Cannes-festivalen er der dog stadig tro på, at årets udgave bliver til noget.
”Vi er relativt optimistiske og håber, at epidemien vil have toppet i slutningen af marts, så vi kan trække vejret mere frit i april,” siger Cannes’ administrative leder Pierre Lescure til den franske avis Le Figaro.
”Men vi er ikke uansvarlige. Hvis det ikke er tilfældet, aflyser vi festivalen.”
Millioner af peanuts
I går skrev det amerikanske branchemedie Variety, at Cannes-festivalen for nylig takkede nej til en såkaldt epidemipakke fra sit forsikringsselskab Circle Group.
Det betyder ifølge mediet, at festivalen ikke er forsikret i tilfælde af aflysning på grund af coronavirus. Den udlægning er Pierre Lescure dog særdeles kritisk overfor.
”Vi fik tilbuddet for omkring tolv dage siden, men det hang overhovedet ikke sammen. De tilbød kun at dække os op til femten millioner kroner, men vores budget er 240 millioner. Det var peanuts,” fortæller Cannes-lederen.
”Selskabet prøvede at lege trofæjægere, så selvfølgelig takkede vi nej til dem.”
Han siger i interviewet med Le Figaro, at Cannes-festivalen – som er finansieret af statsmidler og private sponsorer – har likvider nok til at overleve en aflysning i år.
Men på nuværende tidspunkt er planen stadig at afholde festivalen, hvis program offentliggøres ved en pressekonference den 16. april.
Kommentarer