Cannes-støberier

Fest- og solglade journalister har uden tvivl givet Cannes-festivalen en større betydning, end den i realiteten har.

De fleste biografgængere er nok bedøvende ligeglade med, hvem der vinder Guldpalmen, og selv om en film kan smykke sig med titlen som vinder af det uofficielle verdensmesterskab i filmkunst, skaber det ikke en lang kø foran billetlugen i Esbjerg.

Alligevel er det opsigtsvækkende, at flere danske medier i år har valgt at droppe festivalen.

Ingen Berlingske
Berlingske, som har en årelang tradition for at sende to journalister, er ifølge Cannes’ presseliste slet ikke til stede i år. Det samme gælder Ekstra Bladet, mens Jyllands-Posten har skåret en journalist bort og kun er repræsenteret ved Nanna Frank Rasmussen, som også deltager i Ekkos stjernebarometer.

Til gengæld kan besparelserne i DR ikke aflæses i Filmselskabet, der har udsendt ikke færre end fem medarbejdere, mens altid velklædte Ole Kolster er alene om at holde fanen højt på TV 2.

Beskærelserne sker vel at mærke et år, hvor der er dansk deltagelse med Nicolas Winding Refn, som er blevet et household name på festivalen, og de danskuddannede Hlynur Pálmason og Andrias Høgenni.

Og i modsætning til sidste år kan festivalen lokke med store stjerner, ikke mindst Quentin Tarantino og hans håndlangere, Leonardo DiCaprio og Brad Pitt.

Walking talking zombies
Er verdens førende filmfestival ved at miste sit medietække?

Næppe, men med konkurrencen fra streamingtjenesterne, et generelt fald i interessen for arthouse-film og økonomisk krise i mediebranchen skal festivalen nok belave sig på at kravle ned fra den piedestal, som man befinder sig på.

I år har festivalen gjort det modsatte ved at indføre et sindrigt system med embargoer for, hvornår kritikere må offentliggøre deres uforgribelige mening om festivalens film. Formålet er, at der ikke må slippe den mindste mislyd ud, som kan spolere stjernernes vej op ad den røde løber og ødelægge premierefesten.

Det skete for vidunderbarnet Xavier Dolan i 2016, da Det er bare verdens undergang blev kaldt netop det – verdens undergang – før instruktøren havde nået at trække i sin smoking.

Det fik filmkunstens svar på Neymar til at bryde i gråd, og festivalleder Thierry Frémaux vil gøre alt for, at det ikke gentager sig i år, hvor Dolan bejler til Guldpalmen med homodramaet Matthias et Maxime. Men i stedet for at være konsekvent og lade pressen se filmene samtidig med gallapremieren, så har festivalen lavet tidlige visninger for udvalgte journalister og kritikere.

Så nu har festivalen – der i film efter film hylder ligestilling og social retfærdighed – ikke blot et kastesystem, hvor journalisterne får en farve i forhold til deres betydning, men også eksklusive morgenvisninger for mennesker og medier, man ønsker at give særlige privilegier.

Vi andre er henvist til at løbe spidsrod og skrible løs om natten, for hvis der ikke kommer en artikel hver dag, kan vi kigge i vejviseren efter akkreditering næste år.

”This is actually The Dead Don’t Die in reality. We’ll be walking talking zombies,” siger min indiske kollega Pragya Mishra med henvisning til Jim Jarmusch’ film, der åbner festivalen i aften.

Trækker tæppet væk
Sidste år var Cannes ramt af #MeToo, efter at en af festivalens darlings, producenten Harvey Weinstein, var blevet fældet af et utal af overgrebsanklager.

I år var det en anderledes kæphøj festivalleder, som mødte pressen og straks gik til modangreb, da journalister endnu engang spurgte ind til den skæve kønsfordeling.

Kvindelige instruktører vil ikke udvælges, fordi de er kvinder, argumenterede Thierry Frémaux og slog et slag for, at det handler om at udvælge de bedste film.

Det kan man vel kun være enig i, men spørgsmålet er, om de 21 film i hovedkonkurrencen er de bedste, som festivalen har fået tilsendt. Det er de næppe, for festivalen tager forskellige hensyn – bare ikke til kvinder.

Der er altid fem-seks franske film med – hvoraf mindst et par af dem intet har at gøre i hovedkonkurrencen – og tidligere prisvindere kommer ikke sjældent med for gammelt venskabs skyld.

I årets hovedkonkurrence har Dardenne-brødrene og Ken Loach vundet Guldpalmen to gange, mens Quentin Tarantino, Terrence Malick og Abdellatif Kechiche hver har vundet den én gang. Xavier Dolan er nærmest også selvskreven.

Det er tvivlsomt, om nyskabelsen kommer fra en af dem, og hvem, der decideret skuffer, får vi svar på i løbet af den næste halvanden uge.

Alligevel er man altid parat til at tilgive festivalen. For hvert eneste år er der film, som trækker tæppet væk under én, som man aldrig har set magen til, og som man hellere end gerne ser 30-40 ligegyldige film for at opleve.

Dét er romantikken omkring Cannes-festivalen. Fuck festerne, fuck glamouren, fuck snobberiet, men at opdage en rumænsk eller filippinsk genistreg, som ellers ville være blevet overdøvet i blockbuster-bulderen, er ikke bare en sand fornøjelse. Det er filmkritikkens berettigelse.