cannes 2023
27. maj 2023 | 21:31

Guldpalmen går til fransk ægteskabsdrama

Foto | Carole Bethuel

Sandra Hüller medvirker i både Guldpalmevinderen Anatomy of a Fall (billede) og Grand Prix-vinderen The Zone of Interest. Dermed var hun ifølge Cannes’ reglement forhindret i at vinde prisen for festivalens bedste skuespiller.

Justine Triets Anatomy of a Fall vinder Guldpalmen foran Jonathan Glazers banebrydende holocaustdrama The Zone of Interest, der får Grand Prix.

Af Claus Christensen

Efter tolv dage i Cannes er spændingen udløst.

Stjerner som Jane Fonda, Quentin Tarantino, Orlando Bloom og, ikke mindst, legenden Roger Corman har her til aften været på scenen for at overrække festivalens syv priser.

Og det var en meget glad Justine Triet, som modtog festivalens største pris, Guldplamen, for det medrivende og psykologisk komplekse ægteskabs- og retsdrama Anatomy of a Fall.

Filmen vinder foran Jonathan Glazers banebrydende holocaustdrama The Zone of Interest, som måtte nøjes med den næstbedste pris, Grand Prix.

Det var de samme to film, som Ekkos udsendte havde som sine to favoritter – bare med The Zone of Interest som vinder. 

Anatomy of a Fall er en fremragende film, men også en konsensus-vinder i forhold til den uafrystelige The Zone of Interest, som til gengæld fik kritikerforeningen Fiprescis hovedpris tidligere på dagen. 

Tran Anh Hung vinder prisen for bedste instruktør med sit medrivende maddrama The Pot-au-Feu. Han er især kendt for Duften af den grønne papaja, og nu har han skabt endnu en supersanselig og underskøn kærlighedsfilm, som juryen altså er faldet for.

Pris til Kaurismäki
Tyske Sandra Hüller har en hovedrolle i både Anatomy of a Fall og The Zone of Interest. Hun var nærmest selvskrevet til prisen for bedste kvindelige skuespiller. Men som vi forudsagde, forhindrede Cannes-reglerne, at de to øverste film på podiet kunne få flere priser.

Bedste kvindelige skuespiller går derfor til Merve Dizdar, der spiller etbenet skolelærer og aktivist i Nuri Bilge Ceylans fremragende About Dry Grasses. Det er ellers en film domineret af mænd, men Dizdar gør et stort indtryk i en mindre rolle.

Prisen for bedste mandlige skuespiller går til Kōji Yakusho, der spiller den stille og indesluttede Hirayama i Perfect Days.

Han gør rent på toiletter i Tokyo, læser litteratur, hører musik og tager billeder, men takket være Yakushos overbevisende spil kommer han til live og formår at bære en hel film på sine skuldre.

Sakamoto Yuti vinder bedste manuskript for Hirokazu Kore-edas Monster, der på elegant vis fortæller den samme historie fra tre forskellige vinkler. Med den pointe, at det, den ene person tror er et monster, viser sig at være noget helt andet.

Juryens pris går til Aki Kaurismäkis hjertevarme deadpan-komedie Fallen Leaves, hvor han viser, at han stadig er i stand til at skabe store følelser med få midler.

Den finske mesterinstruktør var ikke selv til stede for at modtage prisen, men via sine to hovedrolleindehavere takkede han Cannes-festivalen for at holde ”filmkunsten i live og twist and shout”.

Vinderne Cannes 2023

 

Guldpalme
Anatomy of a Fall, instr. Justine Triet

Grand Prix
The Zone of Interest, instr. Jonathan Glazer

Instruktør
Tran Anh Hung, The Pot-Au-Feu

Juryens pris
Fallen Leaves, instr. Aki Kaurismäki

Mandlig skuespiller
Kōji Yakusho, Perfect Days

Kvindelig skuespiller
Merve Dizdar, About Dry Grasses

Manuskript
Sakamoto Yuti, Monster

Camera d’Or (debutfilm)
Inside the Yellow Cocoon Shell, instr. Thien An Pham

Kortfilm
27, instr. Flóra Ana Buda

Kommentarer

Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for sekstende gang Cannes-festivalen.

Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos stjernebarometer.

Går på opdagelse efter perler i sidekonkurrencen Un Certain Regard og parallelkonkurrencerne Directors’ Fortnight og Critics’ Week.

Årets festival løber fra 16. til 27. maj.

© Filmmagasinet Ekko