Nekrolog
29. dec. 2016 | 10:28

Carrie Fishers mor er også død

Foto | Harold Rosson
Det var noget af en ilddåb, da den kun nittenårige Debbie Reynolds i en af sine første roller spillede over for Donald O’Conner (tv.) og Gene Kelly i Singin' in the Rain fra 1952.

Skuespilleren Debbie Reynolds, der medvirkede i Singin’ in the Rain, blev 84 år og døde af et hjertestop dagen efter sin datter.

Af Nicki Bruun

I hvad der kan kaldes en tragisk afslutning på et hårdt år, hvad angår kendis-dødsfald, er skuespilleren Debbie Reynolds gået bort.

Det er som udgangspunkt naturligt, når et 84-årigt menneske dør, men de tragiske omstændigheder er, at Reynolds var mor til nyligt afdøde Carrie Fisher.

Star Wars-heltinden døde som bekendt i forgårs – ligesom sin mor af hjertestop. Mens datteren nok er mere kendt i dag, har Debbie Reynolds en stor karriere bag sig.

En af hendes tidligste roller var som Kathy Selden i Singin’ in the Rain fra 1952. Senere blev hun Oscar-nomineret for sin titelrolle i The Unsinkable Molly Brown fra 1964.

Stjerne og velgører
Debbie Reynolds blev Golden Globe-nomineret hele fem gange, blandt andet for sin rolle i tv-serien The Debbie Reynolds Show, der kørte i én sæson 1969-70.

I 2000 blev hun Emmy-nomineret for sin gæsteoptræden i serien Will og Grace.

Selv om Reynolds slog igennem i 1950’erne, havde hun spændende roller helt frem til sin død. Hun lagde stemme til en lang række animerede børneserier som Kim Possible og Rollinger, mens hendes sidste filmrolle var som sangeren Liberaces mor i Steven Soderberghs HBO-film Behind the Candelabra.

Tidligere i år blev Debbie Reynolds hædret med Oscar-akademiets The Jean Hersholt Humanitarian Award.

Prisen er opkaldt efter den danske skuespiller Jean Hersholt og gives til personer, der har gjort en stor indsats for humanitære formål, som Reynolds var kendt for i Hollywood.

Scene: Singin’ in the Rain

Kommentarer

Debbie Reynolds

Født 1932 i El Paso, Texas.

Skuespiller, sanger, danser og forretningkvinde med eget hotel i Las Vegas.

Slog igennem i Stanley Donen og Gene Kellys musical Singin’ in the Rain fra 1952.

Blev i karrieren både Oscar-, Golden Globe- og Emmy-nomineret.

Var kendt for at være samler af genstande fra klassiske film.

© Filmmagasinet Ekko