Nyhed
30. juli 2013 | 14:44

Casper Christensen-film flopper fælt

Foto | Nordisk Film
Casper Christensen og Rasmus Bjerg rejser til Sydfrankrig i Player. Publikum er blevet hjemme.

Player har solgt under halvdelen af de forventede billetter. Det gode vejr og word-of-mouth har skylden, lyder det fra Nordisk Film.

Af Jacob Ludvigsen

”Casper Christensen-film slår Superman” og ”Publikum strømmer til nedsablet Player”.

Sådan lød nogle af overskrifterne efter åbningsweekenden på sommerkomedien Player i slutningen af juni måned.

Allerede dengang var billetsalget imidlertid langt fra prangende, og her en måned efter er skæbnen for filmen, hvor Casper Christensen og Rasmus Bjerg laver svindelnumre i Sydfrankrig, beseglet.

Player er en fiasko.

Tomas Villum Jensens komedie har blot solgt 97.737 billetter siden premieren, og kigger man på nedgangen i billetsalget fra uge til uge, vil Player få mere end svært ved at klemme sig over 100.000. Fra torsdag til søndag i sidste uge solgte den blot 1.289 billetter.

Papirtynde spekulationer
Player fik ved premieren hagl af anmelderne. Den er dog støttet på Det Danske Filminstituts kommercielle markedsordning, og her bliver film først og fremmest vurderet på deres evne til at sælge billetter. Der skal omkring 200.000 billetter til, før succeskriteriet er nået.

”Vores forventning er, at der er et par hundrede tusinde, der går ind og ser den, gerne tre hundrede,” udtalte områdedirektør på Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, til Ekko i slutningen af juni efter filmens åbningsweekend.

Ladegaard troede dengang på, at filmen ville nå den magiske grænse. Og adspurgt, om han ville være skuffet, hvis den ikke nåede derop, svarede han:

”Ja, det er klart. De her markedsfilm skal ses af mange mennesker, det er deres eksistensberettigelse.”

”Hvis Player ender med at sælge 100.000, så vil jeg da være dybt, dybt skuffet. Men nu er vi altså ude i papirtynde spekulationer,” tilføjede han.

Nordisk: En dårlig filmsommer
Vi har forgæves forsøgt at få fat i Claus Ladegaard, der er på ferie. Hos Nordisk Film erkender direktør for biografdistributionen Jan Lehmann, at Player har skuffet.

”Vi er da kede af, at den ikke er gået så godt, som vi havde forventet. Vi er ganske overbeviste om, at denne her unikke sommer ud fra en strandmæssig synsvinkel har påvirket tallet. Det har påvirket hele markedet, kan vi se,” siger han.

– Er det ikke, som når DSB hver vinter bliver overrasket over, at det sner? Det kan vel ikke have kommet helt bag på jer, at det er godt vejr om sommeren?

”Det synes jeg er en rigtig dårlig sammenligning. Én ting er ikke at være forberedt på, at det er snevejr. Men her sendte vi den bevidst ud om sommeren, fordi det plejer at være en god periode for den her type film, da en stor del af målgruppen har fri.”

”Men når vi har den første varme sommer i syv år, har det selvfølgelig indflydelse. Hvordan skulle vi have forberedt os på, at det er 27 grader tre uger i træk?”

En god overskrift
– Er vejret så den eneste årsag til, at filmen kun har klaret sig halvt så godt som ventet?

”Det ved jeg ikke, der er jo også noget, der hedder word-of-mouth, og det tyder måske på, at den ikke har været verdens bedste her.”

– Så folk har måske ikke syntes, filmen var så god, som de havde troet?

”Det har jeg ikke noget belæg for at sige, men det kunne tyde på det.”

– Var I måske lige frejdige nok, da I sendte en pressemeddelelse ud om, at den havde slået Superman?

”Nej, vi var glade for, at den slog Superman, for det var faktisk ret imponerende. Der var ikke noget alarmerende ved åbningen. Og det var da en god overskrift!”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko