Super16: Når børn splitter veninder

Barnløshed er tabu. Det har nok været større, men tabuet eksisterer i den grad stadig.

Det oplevede Cecilie McNair, da hun som 30-årig fik konstateret endometriose. Sygdommen kan gøre graviditet vanskelig og påvirke fertiliteten.

Nu har hun instrueret Super16-afgangsfilmen lille a, der kan ses på Ekkos hjemmeside frem til 22. november, og som dykker direkte ned i hendes egen historie. I filmen spiller Danica Curcic kvinden Anna, der netop har været igennem samme scenarie og fået at vide, at hun ikke kan blive gravid.

Anna tager til Paris for at besøge sin veninde Caroline, som er gravid.

Gensynsglæden bliver hurtigt til jalousi, der sætter en kile i venskabet. Selv om fortællingen ikke er 1:1 af instruktørens liv, kommer meget af handlingen og særligt følelserne fra hende selv.

”Man mister jo på en måde noget kvindelighed ved ikke at kunne blive mor. Der er så mange instinkter, som på en eller anden måde bliver fucket med,” siger 32-årige Cecilie McNair.

”Jeg har altid vidst, at jeg skulle være mor, men jeg havde ikke travlt med det. Jeg var lige startet på Super16, da jeg fik diagnosticeret endometriose. Det hele ramlede i mit hoved, fordi jeg havde taget for givet, at når jeg havde lavet min første spillefilm, skulle jeg være mor. Så kunne jeg lave den næste film, når barnet eller børnene var ældre.”

#MeToo har givet selvtillid
Danica Curcic er godt i gang med at blive Danmarks førende kvindelige skuespiller. Derfor er det noget af et scoop for lille a, at Cecilie McNair insisterede på Curcic i hovedrollen som en kvinde, hvis tunnelsyn om at blive mor trænger ind i filmen i form af lange og øde tunneller.

”Jeg har castet virkelig mange dygtige danske skuespillere i forbindelse med det her projekt, fordi det var vildt vigtigt for mig, at det var den rigtige, og at de her følelser kunne forstås. Og det kunne Danica. Det var ikke, fordi der ikke var andre, som kunne det, men det var helt klart med hende, jeg mærkede det mest,” fortæller instruktøren.

Inden den proces skulle Cecilie McNair pitche filmen for sine samarbejdspartnere, som blev involveret tidligt for både fotograf, klipper og resten af holdets vedkommende. Men også tidsånden var med til at realisere historien.

”Da jeg skulle præsentere projektet for min producer, gjorde det ondt og var svært. På det tidspunkt snakkede jeg heller ikke med mine veninder, så jeg havde gået med de følelser alene,” siger Cecilie McNair.

”Vi lever lige nu i en #MeToo-tid, hvor kvinder på en måde føler sig mere accepterede i at turde fortælle historier, som primært vedkommer kvinder. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde turdet lave lille a som førsteårsfilm, men #MeToo har sat gang i noget og givet en selvtillid til at fortælle den her slags historier.”

Debat tæt på kroppen
På andet år af den alternative filmuddannelse Super16 måtte Cecilie McNair træde i baggrunden som instruktør af serieprojektet Vitasminde – plejer er død sammen med Mathias Broe.

Her fik niende årgangs manuskriptforfattere lov til at diktere kursen. Derfor var instruktøren ekstra opsat på at fortælle en historie helt tæt på sig selv med lille a, men samtidig brede historien ud til en åben snak om barnløshed.

”Jeg er normalt ikke interesseret i at være så navlepillende i mine fortællinger, men med den her film var emnet bare så sindssygt tabubelagt – og derfor oplagt. Da jeg blev syg, og alle mine veninder begyndte at få børn, gik det op for mig, at der ikke rigtigt er lavet film, som forholder sig til barnløshed på en seriøs måde. Det bliver holdt i strakt arm og behandlet gennem komedie,” siger Cecilie McNair, der ikke er bange for at tackle vigtige emner, som sjældent behandles i dansk film.

”Jeg vil gerne lave film, som forsøger at skabe en form for debat og får folk til at snakke. Men det er altså ikke noget, jeg bevidst gør. Det har bare været en virkelig vigtig film for mig at lave, og jeg er så glad for, at den ikke kun er vigtigt for mig,” fortæller instruktøren, der trods filmens fokus på graviditet har talt med mænd, som kunne genkende problemstillinger om børn og venskab fra deres eget liv.

”Hvis det kan hjælpe nogle med at italesætte, at de også har haft det sådan og hjælpe dem på vej, så de ikke står alene og føler sig ekskluderet, har jeg gjort det, jeg skal.”

Dramatisk jalousi
Cecilie McNair blev et navn på Ekko Shortlist helt fra starten i 2013, da hendes Patienten skabte debat om fedmeoperationer.

Fem år senere har instruktøren skrevet lille a sammen med Super16-manuskriptforfatter Christina Øster, som hun fortsætter samarbejdet med på Nordisk Film. Her er de i gang med at udvikle en spillefilm, der fortsætter udforskningen af barnløshed, som afgangsfilmen har sat i gang.

”Jeg var nødt til at tage nogle meget vilde snakke med mine veninder, og så fik vi sat krop på den der jalousi. Det var vildt spændende og fucking hårdt,” fortæller Cecilie McNair.

”Jeg er normalt sådan én, der har alle følelser uden på tøjet. Men jeg var sammenbidt til sidst, så jeg er kommet meget tættere på mine veninder i arbejdet med den her film. Jeg havde ikke kunnet lave den, hvis ikke de havde turdet åbne sig,” fortsætter instruktøren.

”Selvfølgelig er der skruet dramatisk op for min jalousi. Det er jo ikke sådan, at jeg har ønsket, at mine veninder skulle få en ufrivillig abort. Men jeg har da nogle gange ønsket, at babyen ikke var der, så vi igen kunne være i sync.”

Til gengæld har Cecilie McNair et budskab med lille a, der er særdeles pro-baby:

”Vores fertilitet daler i Danmark. Jeg skal ikke male fanden på væggen, men hvis man er sammen med én, man elsker, skal man ikke vente, hvis man vil have børn.”