Hun rører folk ved at bryde et tabu

”Det er det mest personlige og angstprovokerende, jeg nogensinde har lavet. Det er også den film, jeg er allermest stolt af.” 

33-årige Cecilie McNair gestikulerer med begge arme, mens hun fortæller om sit hudløse drama lille a. Filmen er blevet shortlistet til en Robert-nominering og får samtidig æren af at være film nummer 1000 på landets største streamingtjeneste for kortfilm: Ekko Shortlist. 

Danica Curcic leverer en gribende præstation som Anna. På grund af sygdommen endometriose kan Anna måske ikke få børn, og da hun besøger sin gravide veninde i Paris, er jalousien ved at rive hende op indefra. Historien bygger på instruktørens egen oplevelse med sygdommen. 

”Tilblivelsen af filmen var en proces med at grave ned i hele mit eget sygdomsforløb, og samtidig blev min veninde, jeg boede med i Paris, gravid. Så løb det bare virkelig stærkt, og alle omkring mig blev gravide.” 

Cecilie McNair havde lange samtaler med sin manuskriptforfatter Christina Øster, og det blev helt afgørende for filmen, der har fået fem stjerner i Ekko. 

”Jeg oplever normalt ikke mig selv som navlepillende. Jeg har faktisk ret svært ved det. Men jeg har lyst til at fortælle historier, som folk kan genkende i sig selv,” siger McNair med en ærlighed i stemmen. 

”Det var komplekst med lille a, men det hjalp meget at have Christina at tale med. Den research, der var forbundet med at lave filmen, gjorde ondt. Emnet er så tabubelagt. Efter filmen har jeg fået vilde beskeder fra perifere venner og kolleger, som jeg ikke anede havde haft de samme følelser inde på livet. De har simpelthen ikke turdet snakke om det.” 

Mindreværdet
Cecilie McNair var en af de allerførste, der fik en film på Ekko Shortlist, da streamingtjenesten gik i luften i 2013. Patienten, hvor spørgsmålet om at få en fedmeoperation bliver til et absurd tv-show, har været blandt de mest populære.

Trods succesen blev den samfundssatiriske film ikke adgangsbillet til Filmskolen for McNair. Og først i tredje forsøg kom hun ind på den alternative uddannelse Super16.

”Når jeg snakker med kolleger, der er kommet ind i første hug, kan jeg mærke, at de ikke har den samme forståelse for, hvad man følelsesmæssigt er gået igennem, når man har fået afslag på afslag,” fortæller instruktøren. 

”Jeg har følt mig forkert og haft en stor mindreværdsfølelse i forhold til mange af mine kolleger, der har været målrettet og vidst, at de skulle lave film, siden de var ti år gamle.” 

”Sådan har jeg ikke haft det. Jeg skulle være jazzsanger, da jeg var ti, popsanger, da jeg var femten, og skuespiller, da jeg var sytten. Så skulle jeg pludselig være journalist, så fransklærer, og jeg begyndte sågar at læse arabisk. Efter endt bachelor i Film- og Medievidenskab forsøgte jeg to gange at tage kandidaten. Men det var, som om alle, jeg gik forbi på universitetet, havde store hjerner, mens jeg selv var en grå kvist. Det var tydeligt ikke det rigtige sted at være for mig,” fortsætter Cecilie McNair med et grin. 

”Jeg var været hele møllen rundt, men i virkeligheden er det fantastiske ved at blive instruktør, at man kan få lov til at være lidt af det hele. Det er et stort privilegium.” 

Generøst menneske
Modsat mange i branchen kommer Cecilie McNair ikke fra en filmfamilie. Hendes far er læge og mor sygeplejerske.

”Jeg er vokset op med to mindre brødre, og vi er alle gået i en anden retning end vores forældre. Min ene bror er lige blevet producer i Edinburgh, og den anden går på sin master på Arkitektskolen.”

”Jeg ved ikke, om det er, fordi vi alle sammen er bange for blod. Jeg har erindringer om min far, der overraskende kom og stak mig i skulderen, mens jeg så børnefjernsyn, fordi jeg skulle have en vaccination. Vi har fået nogle hardcore barndomstraumer,” griner Cecilie McNair.

”Men ud over at være læge tegnede og byggede min far både det hus, mine forældre bor i, og deres sommerhus. Og min mor maler rigtigt meget, så det med kreativiteten har fyldt meget i min opvækst.”

En oplevelse blev afgørende for Cecilie McNairs valg af metier: mødet med instruktøren Mikkel Munch-Fals.

”Mikkel er et meget generøst væsen, og da han fandt ud af, at jeg arbejdede gratis på hans debutfilm Smukke mennesker, syntes han, at jeg skulle i praktik. Det er jeg ham evigt taknemmelig for.”

”Jeg blev hans assistent i efterarbejdet på Zentropa og sat ind i alle tingene. Jeg troede, det at klippe var noget med en saks – jeg var 24 år og mega naiv – men pludselig sad jeg og klippede med Carsten Søsted og var til eftersynkronisering med lyddesigneren Peter Albrechtsen. Jeg lærte så mange nye ord i det efterår i 2010. Da vi blev færdige, sagde Mikkel: ’Nu er du klar til selv at gøre det!’ Jeg tænkte: ’Gøre hvad?’”

Kompromisets kunst
Som Mikkel Munch-Fals forudsagde, var Cecilie McNair i stand til at træde i karakter som filmskaber. Og i 2015 kom hun ind på Super16, hvor hun i 2018 tog afgang med lilla a.

På uddannelsen skal eleverne selv stå for planlægning af undervisningen.

”Jeg tror, at det var helt perfekt for mig. Det vigtigste, jeg har lært, er, at du ikke kan få det hele. Du skal indgå kompromiser for at være i et samarbejde. Super16 er et fællesskab, som lærer én menneskelige og filmfaglige redskaber.”

Evnen til at navigere har Cecilie McNair haft brug for som instruktør på den aktuelle DR-serie Natten til lørdag. Serien er skrevet af Asger Kjær og Rikke Frøbert, og den viser over tre afsnit et muligt overgreb mellem unge mennesker set fra forskellige synsvinkler.

”Det er en helt anden måde at arbejde på, når man ikke selv har været med til at skrive manuskriptet. Det var en lærerig oplevelse, og jeg ville gerne gøre det igen.”

”Det er også første gang, jeg instruerer så unge skuespillere – den yngste var seksten og den ældste tyve. Over halvdelen havde aldrig stået foran et kamera før.”

”Vi brugte helt vildt meget tid på at skabe en gruppedynamik mellem dem, og de lærte hinanden bedre at kende til en fælles kostumeprøve hos DR, hvor de også bare skulle have det sjovt sammen.”

Gode omveje
Nu arbejder Cecilie McNair på sin spillefilmdebut, der fortsætter, hvor lille a slap. For første gang kan hun koncentrere sig om at skabe historien uden at skulle have bijobs eller gøre alle mulige praktiske ting.

Filmen bliver udviklet hos producerne René Ezra og Matilda Appelin på Nordisk Film med støtte fra Filminstituttets talentudviklingspulje New Danish Screen og konsulent Mette Damgaard-Sørensen.

”Jeg vidste ikke helt, hvad det skulle være for en film, da vi gik i gang, men det gør jeg nu. Mette er en virkelig skarp konsulent, og historien har udviklet sig med hendes spørgsmål og prikken til mig,” fortæller Cecilie McNair.

”Kort fortalt handler det om, hvem der har retten til at få børn, og hvem der skal bestemme det. Mange børn bliver lavet i et reagensglas i dag, og det kliniske univers tænder mig helt vildt.”

Når Cecilie McNair ser tilbage på de sidste seks år, føler hun sig sikker på sit kald.

”Det er vist Lone Scherfig, der har sagt, at omveje er gode. Jeg har om nogen gået omveje, men nu er jeg her og overbevist om, at det er film, jeg skal lave.”