Dag 5: Censur og kvindekamp

Hovedkonkurrencen ved Berlinalen 2019 er blevet en film færre.

Den kinesiske One Second, der var sat til at afrunde festivalen på fredag, er nemlig blevet trukket få dage inden verdenspremieren.

I en kort pressemeddelelse forklarer Berlinalen, at det er på grund af ”tekniske problemer med post-produktionen”, men det er nu svært at tro på.

For blot en uge siden røg Better Days fra Kina også ud af et af sideprogrammerne, og dermed tegner der sig et mønster af, at den politiske filmfestival sommetider bliver for politisk i sine valg, når det kommer regimers smag.

Det er alment kendt, at der i Kina i de senere år er sket en indskrænkning af ytringsfriheden. Derfor er det også det kommunistiske partis propagandaafdeling, der skal vurdere landets kulturelle eksport.

Ifølge det amerikanske brancheblad Variety, var One Second for få dage siden ikke godkendt til visning.

Amerikansk avatar
Dagens samtaleemne skulle ellers have været den Oscar-nominerede Vice. Filmen får først tysk premiere i næste uge, hvilket er næsten en måned efter den danske. Så fortællingen om den tidligere amerikanske vicepræsident Dick Cheney skal ikke fylde meget i disse spalter.

Bortset fra en enkelt kommentar fra pressemødet med instruktør Adam McKay og hovedrolleindehaver Christian Bale. Her blev den walisiske verdensstjerne Bale nemlig spurgt om, hvor meget Cheneys kone (Lynne, der i filmen spilles mesterligt af Amy Adams) har betydet i den tidligere vicepræsidents liv.

”Det var Lynne, der placerede ambitionen i ham,” sagde Bale.

”Han var på mange måder hendes avatar. Man spøger med, at uanset hvem der havde giftet sig med Lynne, var han blevet præsident eller vicepræsident.”

På den måde tændte Bale op under det andet helt store tema på Berlinalen i dag. Nemlig kvinderne. Men først skulle vi lige forbi en spøgelsesby ved morgenvisningen.

Et selvmord?
For i Ghost Town Anthology følger vi en bys mutte sammenbrud, efter at en ung mand er blevet dræbt i en trafikulykke eller måske har kørt sig ihjel med vilje.

Filmen er optaget på 16mm i nærheden af Quebec, og det skaber en intens stemning i samfulde 96 minutter. Alle skuespillere er blege, og de sneklædte kulisser skaber lige netop den spøgelsesstemning, der ligger i navnet.

Canadiske Denis Côté er en stilsikker instruktør, som i 2013 modtog den fornemme Alfred Bauer-pris i Berlin.

Der ligger en konstant tone af noget overnaturligt og hjemsøgt i hans nye film, hvor de kun 215 indbyggere begynder at se skygger og skikkelser. Men i stedet for at udtrykke det hele med versaler undersøger kameraet og især det formidable lydarbejde nærmere, hvad det betyder for et lille samfund, når det rystes.

Kolbøtter i Tyrkiet
I hovedkonkurrencens eftermiddagsfilm var der også langsommelig opbygning i en lille landsby. Men her var det kvinderne, som var i fokus.

I tyrkiske Emin Alpers A Tale of Three Sisters udfoldes en historie fra det tyrkiske ingenmandsland. Her driver hyrderne deres kvæg, men de dominerer samtidig kvinderne i så høj grad, at de enten bare sidder og venter eller bliver skingrende vanvittige.

Hver gang en bil forlader landsbyen, filmes der ud af bagruden, så vi klart fornemmer, at det er fortidens idealer, man kører væk fra, når turen går ind til de større byer.

De tre søstre, som filmen handler om, drømmer om at komme væk. Derfor er der en underlig indbyrdes dyst imellem dem, som nærmest forbliver usagt i Alpers’ film.

Instruktøren skaber besættende gode billeder i et sløvt tempo, men manuskriptet halter undervejs, og kun byens tossede, ældre kvinde er virkelig interessant at følge i de få øjeblikke, hvor hun giver fanden i det hele og begynder at slå kolbøtter for bare at have det en smule sjovt.

50 procent kvinder
Til gengæld passer A Tale of Three Sisters perfekt ind på Berlinalen, hvor festivalen gang på gang understreger, at 2019 er kvindernes år.

Der bliver nemlig diskuteret kønspolitik på livet løs i Berlin i disse dag, og de seneste festival-årgange har da også har udmærket sig ved at have markant stærkere kvinde- end manderoller.

I år har Berlinalen så udarbejdet en kønsrapport, der viser, hvor langt fremme festivalen er, når det kommer til ligestilling. Mere end 37 procent af alle festivalens film er lavet af kvinder, og den laveste procentdel af kvindelig deltagelse er på billedsiden, hvor nitten procent er fotografer.

Det er Berlinalen i en nøddeskal. Politik og film smelter sammen, og ja, tallene må bestemt siges at være flotte. Alene i hovedkonkurrencen er der otte kvindelige instruktører, hvilket efter i dag betyder præcis 50 procent.

Stik den Sundance, Cannes, Venedig og Toronto!

Lone Scherfig ligger sidst
Vi er halvvejs igennem festivalen nu, og derfor er det interessant at kaste et blik på midtvejsstillingen i hovedkonkurrencen.

Det er en mærkværdig årgang på Berlinalen, fordi ingen film har formået at bjergtage en bred anmelderskare. Tværtimod har alle hovedkonkurrencens film både fået gode og dårlige anmeldelser i Screens anmelderbarometer, som udmærker sig ved, at de førende film er dem med stærke kvindelige hovedroller, men med knap så klare historier.

Mongolske Öndög og makedonske God Exists, Her Name is Petrunya har begge scoret 2,8 ud af fire i gennemsnit, men det er en smal føring, eftersom alle film ligger omkring 2 i snit – og danske Lone Scherfig er faktisk sidst med åbningsfilmen The Kindness of Strangers.

Eneste film, der har oplevet at få den absolutte bundkarakter af en anmelder i Screen-barometeret, er i øvrigt Francois Ozons By the Grace of God, der handler om mishandling af børn i den katolske kirke. Det er en italiensk anmelder, der uddeler håndkantsslagene, og fra min anmelderstol gætter jeg på, at italieneren er en troende mand.

Omvendt kan Ozon så lune sig ved, at han blandt de tyske anmeldere fører hovedkonkurrencefeltet an.

Det bliver interessant at se, om panelerne inden for de kommende dage finder frem til større konsensus om en enkelt film. Måske kunne spanske Isabel Coixet, der kommer til festivalen på onsdag, være sådan en kandidat. Hendes Elisa & Marcela handler om to kvinder, og den må jo i Screen-logikken være dobbelt så god som de to førende film indtil nu.

Drengen og vinden
En film, der er en del af en nærmest lige så prestigefyldt konkurrence som den om Guldbjørnen, er Chiwetel Ejiofors The Boy Who Harnessed The Wind. Skuespilleren deltager – uden sin viden – i den uofficielle Ekko Berlinale Competition for bedste debutfilm instrueret af en skuespiller.

The Boy Who Harnessed The Wind kommer med masser af rygvind fra Sundance, og den er da også uden tvivl en crowdpleaser. Det er Netflix, der har produceret, og selv om filmen til en start går ualmindeligt langsomt, mens miljøet skal udpensles, så formår Ejiofor at lande debuten bemærkelsesværdigt godt.

Vi befinder os i Malawi, hvor en dreng viser sig at have visse evner. Mens byen hænger fast i gamle energiudvindinger, udvikler knægten en slags vindmølle, men der er naturligvis andet end vindmodstand undervejs. Eksempelvis må han løsrive sig fra – og alligevel samarbejde med – sin far (som spilles af instruktøren selv).

Billederne danser rundt om skuespillerne, og det er da også den Oscar-nominerede fotograf Dick Pope, der har filmet The Boy Who Harnessed The Wind. På sin vis er det en rigtig Berlinale-film, fordi instruktør Ejiofor viser, hvordan en ung mands historie om uddannelse og nytænkning kan føre til en større udvikling for et uland.

Det er politik indpakket i menneskeligt drama og ikke omvendt. Sådan som det vel stadig gerne skal være, når man laver film, der bliver udtaget til en af verdens førende filmfestivaler.