Filmuniversitetet: Chaplin og Hitler

De blev født i samme år og samme måned. Den ene blev verdens mest elskede mand, den anden den mest hadede. Så måske var der en højere mening i, at de i en vis forstand mødtes – i hvert fald i filmkunstens parallelverden.

Chaplin-filmen The Great Dictator – på dansk bare Diktatoren – havde verdenspremiere i New York i oktober 1940. Krigen var begyndt i Europa et år forinden, og først et år senere blev USA inddraget, da japanerne angreb Pearl Harbor.

Men for en europæer som Chaplin var det åbenbart, at Hitler og især hans antisemitisme udgjorde en forfærdende trussel.

Hitler havde cirka verdens mest effektive militærmaskine, Chaplins eneste våben var humoren. Og det våben brugte han til sin vidunderlige latterliggørelse af Hitler og alt hans væsen. Selv om han siden forklarede: ”Havde jeg kendt til de tyske koncentrationslejres virkelige rædsler, kunne jeg ikke have lavet Diktatoren, jeg kunne ikke have gjort grin med nazisternes morderiske vanvid.”

Filmen er et auteurværk, må man sige. Den er skrevet og instrueret af Chaplin. Han spiller de to hovedroller, både diktatoren og den jødiske barber, og han var også med til at komponere musikken!

Enhver lighed er tilsigtet
Hollywood undgik i 1930’ernes storhedstid gerne det politiske. Filmindustrien var principielt opportunistisk for ikke at skade forretningen, og man lod villigt repræsentanter for Nazityskland censurere filmene, så man undgik ting, der kunne virke anstødelige på de nye magthavere i Europa.

Men i Diktatoren er der ikke lagt fingre imellem. Enhver lighed med virkeligheden er tilsigtet.

Handlingen udspiller sig i Tomainia, hvor Adroid Hynkel (= Adolf Hitler) har taget magten, hjulpet af sine nærmeste støtter Herring (= Göring) og Garbitsch (= Goebbels) og gør i rivalisering med landet Bacterias diktator Benzino Napaloni (= Benito Mussolini) klar til at invadere nabolandet Osterlich.

Der er fokus på diktatorens hysteriske retorik, massepsykosen, terroren, kz-lejrene, ghettoerne, jødeforfølgelserne. På den måde er filmen, trods sin karakter af fantasifuld farce, faktisk ret så autentisk i sin fremstilling.

Det er selvsagt en parodi på Hitler og naziregimet, men samtidig overraskende korrekt. Kun filmens berømte slutscene-twist er desværre fake news.

Den menneskelige stemme
Chaplin havde et lidt ambivalent forhold til lydfilmen. Men når man er en genial mimiker, er det måske forståeligt, at man ikke har så meget interesse for talende film.

Lydfilm brød igennem i 1927 med The Jazz Singer, og Chaplins City Lights fra 1931 havde da et lydspor med musik og lidt tale-volapyk. Men ret beset er det ikke en talefilm, og også den efterfølgende Moderne tider fra 1936 insisterer på at være stumfilm, bortset fra en scene, hvor Chaplin skal synge en sang. Men typisk nok er det helt uforståeligt, hvad han synger

Det er først her i Diktatoren, at man hører Chaplin tale – og nu er vi altså tretten år efter lydfilmens gennembrud. Men det er en væsentlig pointe, at han som diktator Hynkel udelukkende ytrer sig i en slags forvrøvlet wienerschnitzel-tysk, affyret i et permanent kolerisk storhedsvanvid.

Kun i rollen som den lille jødiske barber taler han med en menneskelig stemme. Men lige lidt hjalp det.

Dog kan man trøste sig med, at Hitlers tusindårsrige kun varede i tolv år, mens Chaplins kunst er udødelig.