Charlie Kaufmans New York-mareridt

Charlie Kaufman er en af Hollywoods mest krøllede hjerner, men har den 49-årige enspænder også talent for at instruere?

Svaret er ja.

I går havde Synecdoche, New York verdenspremiere i Cannes, og hvad originalitet og visuel fantasi angår, viger filmen ikke tilbage for Being John Malkovich og Evigt solskin i et pletfrit sind, som blev instrueret af henholdsvis Spike Jonze og Michel Gondry, men var udtænkt af Charlie Kaufman.

Sælsomt teaterstykke
Som personinstruktør har Kaufman også bestået prøven. Phillip Seymour Hoffman leverer en tour de force-præstation i hovedrollen som teaterinstruktøren Caden Cotard, der er ude i en alvorlig midtvejskrise.

Det går skidt med ægteskabet (konen er taget til Berlin sammen med deres datter), det går skidt med elskerinden (hun keder sig og finder en anden), det går skidt med helbredet (hallucinationer, spastiske anfald, mutationer mm.), og som om det ikke var nok, starter Caden hver morgen med at studere dødsannoncerne i avisen.

Noget må der gøres.

Så da han får en pris og mange penge, beslutter Caden sig for at skabe et sælsomt, grænseoverskridende teaterstykke, som skal være sandt og brutalt realistisk. Han flytter med sin teatergruppe ind i et tomt varehus i New York, hvor han bygger en kunstig by op. Her skal skuespillerne opføre et storstilet skuespil, hvor de hver dag året rundt udlever deres karakterer i virkeligheden, som altså er konstrueret.

Indviklet, og det bliver ikke mindre indviklet, da Caden ansætter en skuespiller (Tom Noonan) til at spille sig selv i stykket, som gradvist overtager virkeligheden.

Opdagelse i labyrinten
Synecdoche, New York er lige så kryptisk som sin titel, og det er ikke uden grund, at Caden er vild med Kafkas labyrintiske roman Processen.

Kaufmans film bærer også mindelser om Fellinis 8½ og Gilliams Brazil, den handler om fremmedgørelse og ensomhed, og den er - som hans andre værker - bedst så længe, at der er en dialektik mellem virkelighed og fantasi.

Når virkeligheden forsvinder, mister fantasien sit grundlag. Den syrer ud frem for at være et middel til at trænge dybere ind i karaktererne og deres følelser.

"Intellektet på frihjul" er et umodent træk, som Kaufman til stadighed synes at bakse med. Men Synecdoche, New York skal vitterlig ses flere gange, og der er ingen tvivl om, at den vil blive værdsat af Kaufmans mange fans, som vil elske at gå på opdagelse i labyrinten.

Film er samarbejde
"Til min egen overraskelse var jeg ikke frygtsom," sagde Charlie Kaufman på pressemødet om springet fra manusforfatter til instruktør.

"Det var et monumentalt projekt med hundredvis af skuespillere og enorme kulisser. Vi tog ét skridt ad gangen, og jeg nød virkelig at arbejde med skuespillere," fortsatte han.

"Når jeg skriver, har jeg ikke noget mål. Jeg aner ikke, hvor jeg ender. Det er en undersøgelse, og derfor er det spændende at skrive. Jeg har samme tilgang til at instruere. Vi har et manuskript, vi har skuespillere, og vi forsøger sammen at finde ud af, hvad filmen handler om."

"Forskellen på at skrive og instruere er, at du som instruktør har alle disse kreative mennesker, som gerne vil arbejde og bidrage med deres ideer. Hvis man ikke udnytter det, er man dum," sagde Charlie Kaufman.

Kaufmans ensomhed
At være manuskriptforfatter er et ensomt erhverv. En journalist ville vide, om Charlie Kaufman har gennemskuet ensomhed?

"Jeg er ikke sikker på, at jeg gennemskuet noget som helst. Jeg har oplevet ensomhed, men jeg ved ikke, om jeg specielt har oplevet den ved at skrive. Jeg har oplevet den ved bare at være i live," sagde Charlie Kaufman, der ikke havde lyst til at fortolke sin enigmatiske film, selv om det ikke skortede på opfordringer i Cannes.