Hvad ville du spørge Charlize Theron om?

Jeg ser Charlize Theron tre gange uden at opdage hende.

Alle tre gange er lige inden, jeg skal interviewe en instruktør, som har lavet en forglemmelig film. Scenen for mit møde med Theron er en elevator, som jeg trasker ind i på et fornemt berlinerhotel. 

Henkastet kigger jeg på den lyshårede mor med de to afrikanske unger, der er vadet ind i elevatorrummet lige før mig: ”Gider du trykke på tolvte sal?” siger jeg og smiler.

Kvinden returnerer mit smil lettere overrasket, men jeg når ikke at tænke videre over det. For det ældste af de to børn har pludselig valgt at række sin bamse frem mod mig. Og det kræver naturligvis, at jeg sætter mig på hug og begynder at snakke med ham, mens søsteren laver lyde oppe fra sin mors arm.

Stuetagen
Hvad ville du gøre, hvis du mødte Charlize Theron? Den sydafrikanske skuespiller er en af sin generations mest interessante stjerner, fordi hun ofte insisterer på ikke at se godt ud – selv om hun gør det.

Man kunne spørge hende om mange ting. Hvorfor bliver hun tiltrukket af roller, hvor hun er dybt afvigende som i Monster, hvor hun spiller en grusom seriemorder eller Mad Max: Fury Road, hvor hun er plysklippet og giver alt og alle kamp til stregen i mental galskab?

Får kvinder kun roller med kant, hvis de gør sig grimme og grænseoverskridende, Miss Theron?

Men det spørgsmål tænker jeg slet ikke over i elevatoren. I stedet spørger jeg: ”Hvor har du fået den bamse fra?”

Tredje sal
Drengen siger ikke så meget.

Svaret på det med bamsen er bare ”mommy”, men alligevel er der også noget overrasket i hans blik. Han er vel cirka fem år gammel, men han lader ikke til at være sådan én, der plaprer løs med mennesker, han ikke kender.

Jeg tænker, at han nok bare er genert, mens elevatoren begynder at stige op over Berlins gader.

Den stopper allerede på tredje sal, hvor et ældre ægtepar slentrer ind. Fra min hug-stilling fornemmer jeg, hvordan parret pludselig stopper brat op. Jeg tænker, at det måske er, fordi jeg fylder for meget og ser kort op.

Ægteparret har slet ikke lagt mærke til mig. Manden stirrer frem for sig, og han er i modsætning til mig langt mere interesseret i børnenes mor end i ungen med bamsen.

Jeg vender mig mod drengen igen.

”Hvor bor du og din søster og din mor så henne, når I ikke er her?”

”Los Angeles,” siger drengen og ser genert på mig.

Sjette sal
Charlize Theron er en superstjerne.

I 1990’erne brød sydafrikaneren igennem i Djævlens advokat og Æblemostreglementet, og efter hendes Oscar-vindende præstation i Monster stod Hollywood-døren på vid gab.

Det har hun udnyttet til at blive en kombination af en karakterskuespiller og en blond version af Tom Cruise.

Hun har skiftevis haft seriøse roller i dramaer som North Country, In the Valley of Elah samt The Road og hårdtslående, men også sjove roller i Æon Flux, Young Adult og den premiereaktuelle spion-thriller Atomic Blonde.

Enhver dreven interviewer ville spørge ind til hendes rollevalg og forsøge at finde en rød tråd. Men det kræver naturligvis, at man opdager, hvem hun er.

På sjette sal stiger ægteparret ud, og da elevatoren sætter i gang igen, kigger jeg fra drengen og op på hans mor. ”Hvad bringer jer til Berlin?” spørger jeg.

”Arbejde,” smiler hun, og jeg har en fornemmelse af, at hun er lidt ved siden af samtalen. Som om hun ikke helt fatter, hvad det er, jeg spørger om. Jeg vender mig igen mod drengen.

”Så du er med mor på arbejde,” siger jeg. ”Det lyder kedeligt!”

Tiende sal
Elevatoren når tiende sal, hvor en af hotellets piccoloer kommer ind.

Han ser mig overhovedet ikke, men nikker lidt for længe til børnenes mor og siger med tyskengelsk accent: ”How are you today, Miss?”

”Fine, thank you,” lyder svaret, og jeg spørger samtidig drengen, hvad han hedder.

”Jackson,” siger den lille dreng og smiler nu mere selvsikkert.

”Det er et flot navn,” siger jeg.

Selvfølgelig skulle en klokke have ringet på dette tidspunkt et eller andet sted i mit indre. Charlize Theron trak nemlig alverdens overskrifter, da hun adopterede Jackson Theron i 2012 fra Sydafrika. Nogle år senere fik Jackson så en lillesøster, da August Theron blev adopteret fra en amerikansk familie.

Begge børn har Theron som alenemor, og det har nærmest skabt en decideret kult omkring hende, at hun har valgt den livsvej som succesfuld kvinde. De senere år har Theron turneret rundt i amerikanske talkshows og fortalt om sine bevæggrunde.

Hun er ved disse lejligheder blevet spurgt, om adoptionerne skyldes hende alder (Theron er i skrivende stund 41 år), men til det har skuespilleren altid et klart svar: ”Adoption var ikke min sidste mulighed – det var mit førstevalg.”

Er det, hvad der kræves af nutidens starletter, kunne man have spurgt Charlize Theron om. Skal man virkelig skubbe graviditeter til side frem for karriere, og derfor vælger man altså hellere adoption?

Ellevte sal
”Så er det os,” siger børnenes mor, og jeg kigger op på hende. Det er tredje gang, at jeg ser Charlize Theron, og jeg opdager det simpelthen ikke.

”Det er nogle søde unger, du har,” siger jeg og henvender mig til drengen igen: ”Kan du have det rigtigt godt?”

”I lige måde,” siger den nu smilende dreng og trasker med sin mor og søster ud af elevatordørene, der er skudt til hver sin side.

”Hav en god dag,” siger hans mor og smiler, og jeg nikker så venligt, som man overhovedet kan til et menneske, man aldrig rigtigt har vekslet et ord med.

Mens dørene igen samler sig, og det lille rum sætter i bevægelse, ser jeg mig i spejlet og tjekker, om jeg har noget imellem tænderne, inden jeg skal interviewe instruktøren. I et splitsekund ser jeg børnenes mor for mig igen.

”Shit,” tænker jeg. ”Det var sgu da Charlize Theron!”