”For ordinær til at lave film om mig selv”
Man kunne forestille sig, at Mødregruppen ville være et personligt værk for Charlotte Sachs Bostrup. Filmen handler om en kvinde, der som nybagt mor søger tilbage til barndomsbyen.
Bostrup er selv mor, men faktisk trækker instruktøren ikke på sit eget liv, når hun laver film.
”Man har ofte den opfattelse, at man skal grave historierne frem i sig selv, når man er instruktør. Men da jeg som ung begyndte at gå på jagt i mig selv, syntes jeg ofte, at det var for ordinært,” siger Charlotte Sachs Bostrup.
Hun har sat sig godt til rette i den hyggelige, irske pub The Shamrock Inn med et glas vand og en skål nødder.
”Jeg opfatter mig selv som almindelig, sund og normal. Jeg har fået gjort kål på de største af mine neuroser. Der er ikke noget usundt i min drivkraft efter at fortælle,” fortsætter instruktøren og tilføjer:
”Jeg ved godt, at jeg har haft et liv, der har været fuld af udfordringer, men det er ikke nødvendigvis interessant at fortælle om på film. De oplevelser skal ikke genskabes.”
Den folkelige bås
Charlotte Sachs Bostrup lagde i 1996 ud med den alvorlige ungdomskortfilm Fridas første gang, hvor Mira Wanting spiller en ung pige, der beslutter sig for at miste sin mødom til en ældre mand.
Filmen skabte straks forventninger om, at Bostrup kunne blive en stærkt personlig filmkunstner. Men snart kom hun under producenten Regner Grastens vinger, og det havde både en god og dårlig side.
”Man bliver hurtigt sat i bås i den her branche. Og min første spillefilm, Anja & Viktor, er produceret af Regner Grasten, som skulle ind på markedet og være bred,” forklarer Charlotte Sachs Bostrup.
”Samtidig var mit arbejdsliv præget af, at mit privatliv gik i smadder. Min mands firma gik konkurs, vi var fuldstændigt på røven og skulle skilles med to børn.”
”Jeg skyldte alt væk. Jeg havde ingen penge, så på det tidspunkt sagde jeg måske ja til nogle projekter, som jeg nok ville have afslået, hvis jeg havde været mere karrierestyret. Jeg har bare ikke haft ti år til at gå og nusse om mit drømmeprojekt. Så jeg er taknemmelig for, at jeg fik muligheden for at lave de ting, for ellers havde mine børn ikke haft et sted at bo.”
Kunsten at fortolke
Charlotte Sachs Bostrups filmografi giver da også et noget flagrende indtryk.
Hendes ti spillefilm strækker sig fra de solide ungdomsserier om Karla og Anja & Viktor over musical-flovseren Askepop – The Movie til erhvervs-thrilleren Kartellet og den ambitiøse Kampmann-filmatisering Familien Gregersen, der skildrer en overklassefamilies storhed og fald.
Det er svært at finde en personlig stemme i Charlotte Sachs Bostrups film, og det er hun den første til at erklære sig enig i.
”Hvis kunsten i filmmediet er det værk, som udspringer af instruktøren, så kan man ikke kalde mig kunstner. Ligesom dansere og skuespillere er jeg en fortolkende kunstner,” siger hun.
”Jeg tager et materiale og lader det løbe igennem mit system, mine følelser og tanker, mine drømme og visioner. Min fortællerglæde udspringer af verdenen omkring mig snarere end af mit eget indre, det indrømmer jeg blankt.”
Hun vil dog ikke bruge udtrykket ”håndværker” om sig selv.
”Nogle vil påstå, at hvis du er håndværker, har du ikke sjælen med i dit arbejde. Det passer ikke på mig. Jeg lægger en masse tanker og følelser i filmene,” understreger hun.
Mænd gør kvinder svage
Men trods det flagrende er der alligevel én ting, som går igen i Charlotte Sachs Bostrups film: Stærke kvinder.
Vi finder dem i chickflick-filmen Veninder, pigeportrætterne Karla og Anja og den nye Mødregruppen, hvor Danica Curcics Line tager babyen under armen og vinker farvel til jetset-livet, da manden er utro med hushjælpen.
For Charlotte Sachs Bostrup er det helt naturligt, at det skal være sådan.
”Af en eller anden grund bliver vi ved med at tro, at det er en aha-oplevelse, hver gang vi ser en kvinde blive skildret som stærk og handlekraftig. Men det er en kæmpe løgn, at kvinder skulle være svage,” siger hun.
”Vi er traditionelt selv blevet gjort svage af mændene, fordi de har haft brug for, at vi var svage. Hvis man antog, at kvinder var lige så stærke som mænd, ville vi ikke have en underrepræsentation af kvinder på film. Så ville man have opfordret kvinder til at skrive og instruere film og være skuespillere, og man ville have skabt en masse kvinderoller.”
Nødvendige komedier
Charlotte Sachs Bostrup vil dog godt indrømme, at hun gik særligt op i den kvindelige del af duoen Anja & Viktor, da hun i 2001 skabte toeren efter Tomas Villum Jensens åbningsfilm Kærlighed ved første hik.
”Da jeg fik tilbudt at lave filmen, tænkte jeg med det samme, at det her skal være et stærkt kvindeportræt af Anja. Hun skal synes, at Viktor er for slatten, en drengerøv. Hun skal ville mere,” fortæller Charlotte Sachs Bostrup.
”Det var virkelig sådan, jeg så på det i den tid. Jeg hungrede efter at komme i gang med at fortælle om kvinder på en anden måde.”
Selv om Mødregruppen – skrevet af Christina Sederqvist – er en feelgood-komedie, er den fyldt med stærke og nærværende personer. Og de mangler bestemt ikke indsigt i deres eget liv.
”Hvis ikke vi indimellem får lov til at se os selv som lidt latterlige, så ved vi ikke, hvordan vi skal regulere os selv. Det kan komedien bidrage til. Hvor dramaet sætter et ideal eller et skræmmebillede op, går komedien ind og rammer mange flere små nuancer ved det at være menneske. Komedien er i verden for at vise menneskets svagheder, så vi også kan grine af os selv.”
Trailer: Mødregruppen
Charlotte Sachs Bostrup
Født 1963 i Brabrand.
Datter af journalisterne Steen Bostrup og Jette Sachs.
Startede som skuespiller i Erik Clausens Den store badedag fra 1991.
Uddannet på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje i 1995.
Hovedrolle i Lars von Triers D-dag i 2000.
Karlas kabale vandt prisen for bedste børnefilm på Tokyo-festival i 2008.
Har instrueret flere tv-serier, blandt andet Nynne, Dicte og Merkur.
Film
Mødregruppen
2019
Kartellet
2014
Karla og Jonas
2010
Karla og Katrine
2009
Karlas kabale
2007
Veninder
2005
Familien Gregersen
2004
Anja efter Viktor
2003
Askepop – The Movie
2003
Anja & Viktor
2001
Kommentarer