Che Guevara-film skuffer fælt

Den marxistiske revolutionshelt Ernesto "Che" Guevara (1928-1967) er et ikon, som har overlevet marxismens død.

På femte årti sælger hans karismatiske ansigt t-shirts og plakater til alverdens teenagere, han er indbegrebet af selvopofrende idealisme, og Steven Soderberghs storfilm om ham har været ventet med spænding.

I går aftes blev spændingen så udløst i Cannes. Der var længe tvivl, om filmen nåede at blive færdig til festivalen, og efter visningen nager tvivlen stadig. Den version, som blev vist, manglede ikke bare eftertekster, men efterlod også det indtryk, at klip, lydarbejde og musik stadig er under udvikling.

Men selv om filmen altså skal vurderes med forbehold, er det svært at se, hvordan efterredigering og finpudsning kan redde Che fra kunstnerisk og økonomisk fiasko.

Mest gods i første del
Filmen varer i sin nuværende form 4 timer og 18 minutter. Den blev i Cannes vist i to dele - Part 1 og Part 2 - men det er endnu uvist, om den lanceres i biografen som to separate film eller som en helaftensfilm. Det bedste ville være at klippe den ned til én stram spillefilm på to timers varighed — primært baseret på Part 1, som der er klart mest gods i.

Her ser vi, hvordan Che Guevara (Benicio Del Toro) sammen med Fidel Castro fører guerillakrig mod Cubas diktator Fulgencio Batista, som de vælter i 1959. Anden del springer frem til midten af 1960'erne, hvor Guevara er rejst til Bolivia for at fortsætte sin frihedskamp mod et nyt, amerikansk styret regime.

Men trods den lange spilletid, og selv om et interview med Guevara (genindspillet med Toro) og hans tale ved FN's Generalforsamling i 1964 (også med Toro) indflettes i første del, bliver vi ikke for alvor klogere på revolutionshelten. Vi bliver ikke klogere på, hvem han var inde bag guerilladragten, hvad der motiverede ham, eller hvilke modsætninger han rummede. Og vi bliver egentlig heller ikke overbevist om den karisma, han må have besiddet.

Forbløffende udramatisk
I første del fortæller Che, at han har to børn, og i anden del at han har fem børn, men hvordan han har fået dem, hører vi intet om. Det privatliv, som han opgiver i idealismens navn, forbliver ubeskrevet.

Det er noget af en præstation at gøre et så dramatisk materiale til en så udramatisk og kedsommelig film.

Anden del består mest af scener, hvor Guevara forsøger at opildne sine mere og mere nedslåede soldater. Instruktion og replikker er slappe, ligesom man savner nærbilleder og frem for alt et blik på historien. Hvad mener instruktøren om sin hovedperson?

Soderbergh i defensiven
Modtagelsen i Cannes har været blandet, og Steven Soderbergh virkede groggy, da han med Benicio Del Toro og dele af filmholdet mødte pressen i dag.

Men den amerikanske instruktør havde tydeligvis besluttet sig for at bide tænderne sammen og forsvare den version, der var blevet vist. Gudskelov havde han overskud til at give eksempler på sin charmerende humor. 

Soderbergh blev spurgt, hvad han som amerikaner mener om Cuba, og hvorfor han har lavet en film om en marxist, der slog til lyd for, at Cuba skulle sende missiler mod USA?

"Jeg er først og fremmest interesseret i mennesket Che, og man kan godt lave en film om en ægte troende uden at være 100 procent enig med ham. Jeg er fascineret af, at han hele to gange ofrer sig for andres skyld. Jeg er nysgerrig på, hvorfor han, især anden gang, går fra alt - sin familie, sin verden. Hans vilje fascinerer mig," sagde  Soderbergh, der brød igennem med Guldpalmevinderen Sex, løgn og video i 1989 og både favner mainstream som Ocean's Thirteen og artfilm som Solaris.

At hænge ud med Che
— Filmen afviger fra konventionel filmdramaturgi. Hvorfor er der ikke flere "filmøjeblikke"?

"Det er himmelråbende at høre den kritik fra anmeldere, der ellers altid kritiserer film for at være for konventionelle. Jeg prøver i min film bare at give en fornemmelse af, hvordan det var at hænge ud med Che," svarede Soderbergh og fortsatte:

"Scenerne er udvalgt for at beskrive hans karakter. Der er plots i begge dele, men jeg var primært interesseret i at fortælle noget om Che. Det har været svært at få alt med fra researchen. Che betyder meget forskelligt for mange mennesker, så klippeprocessen blev intens og tog lang tid."

En guerillafilm
Soderbergh og hans skuespillere fortalte, at Che er blevet optaget i lyntempo. Der var kun 39 optagedage pr. del, og der var ikke den vanlige luksus, man forbinder med en Hollywood-produktion. Når en skuespiller skulle på toilettet, måtte han eller hun finde en ledig busk i skoven.

"Det var en guerillafilm," sagde en skuespiller, og Soderbergh supplerede: "Ja, havde vi bare kunnet optage lugten!"

En journalist spurgte, om det ikke er en skam, at det amerikanske publikum, som måske godt kunne trænge til at blive oplyst om Cuba og Che, ikke vil se filmen, fordi sproget er spansk.

"Man kan efter min mening ikke lave en film med nogen form for troværdighed, hvis den ikke er på det sprog, som Che Guevara talte. Hvis man laver en film i en anden kultur, bør filmen optages på den kulturs sprog," sagde Steven Soderbergh bestemt.

Det overlever Castro ikke
Pressen ville også vide, om Soderbergh har mødt Fidel Castro.

"Under researchen har jeg været i Cuba fem gange, men jeg mødte ham aldrig. Jeg fik at vide, at han måske ville ringe, og opkaldet kunne komme på hvilket som helst tidspunkt, også klokken 2 om natten," sagde Soderbergh.

— Hvad tror du, at Castro ville sige til filmen?

"Jeg har hørt, at han godt kan lide at se film, og han kan efter sigende godt lide at stoppe filmen, når der er noget, han vil kommentere, og så starter han filmen igen, når han har talt. Han vil næppe overleve denne film," konstaterede Soderbergh tørt og løsnede op for den noget anspændte stemning i presselokalet.