Portræt
31. jan. 2019 | 13:16

Portræt: Christian Bale i tykt og tyndt

Foto | Matt Kennedy
Christian Bale finder sit iskolde blik frem som forhenværende vicepræsident Dick Cheney, hvis politiske karriere skaffede ham flere fjender end venner.

Han er ikke meget for at blive kaldt et sex-symbol, og nu ligner den alvorlige skuespiller en Oscar-favorit for rollen som forhadt politiker med sul på sidebenene i Vice.

Af Astrid Maan Thomsen

Det har aldrig været Christian Bales kop te at blive kaldt et sex-symbol. Og nu sørger han for, at du glemmer hans gode udseende for en stund med en tour de force af en filmrolle.

Som tidligere vicepræsident Dick Cheney skræller skuespilleren i biografaktuelle Vice – der får fem stjerner af Ekkos anmelder – al forfængelighed væk. Han viser det rå, skræmmende talent fra manden, vi skylder ikke kun at huske for at spille den bedste Batman.

At være et sex-symbol kræver ikke andet end at stå på den røde løber, har Christian Bale sagt. Ikke desto mindre har hans årelange karriere skaffet ham den titel. Han har dog også fået en række imponerende anerkendelser fra sine kollegaer og branchefolk.

Vi faldt alle for hans psykopat-charme som Patrick Bateman i American Psycho fra 2000, og han gjorde sig selv til et udødeligt filmikon, da han i 2005 startede bølgen af, hvad mange nok vil kalde de bedste Batman-film nogensinde. 

Rollen som Patrick Bateman ændrede synet på det at spille både pretty boy og psykopat på film. Christian Bale legemliggør en karakter fra en bog, som er komplet vanvittig. Der er intet formidlende over Bateman i bogen, men det bringer Bale med sig i filmen.

American Psycho er et symbol på grådighed og død, men også det at forsvinde langsomt ind i sit eget vanvid, hvilket Bale formilder med en umådelig menneskelig præstation.

Christian Bale har en blockbuster-karisma over sig, og det skyldes ikke mindst hans deltagelse i Batman-trilogien. Men der findes også en alvor i Christian Bale, som skinner igennem på det store lærred.

Den tyske instruktør Werner Herzog har sagt om at caste Christian Bale: ”Jeg anser ham for at være en af sin generations største talenter, og vi bestemte os for ham lang tid, før han lavede Batman.”

Nærmest et skelet
Når en skuespiller skal finde roden til sin rolle, er der nogle, som borer dybere end andre. Christian Bale er som bevist i Vice ikke bange for at ændre sin krop, så han kan komme fuldstændigt i karakter.

Det startede især med den psykologiske thriller The Machinist fra 2004, hvor Bale tabte sig næsten 30 kilo over få måneder og opnåede et nærmest skeletagtigt udseende.

Hans anstrengelser ledte tankerne hen på en anden kendt method actor, Robert De Niro, og hans modsatte vægt-voksende rolle i Raging Bull.

Få år efter gentog Bale det tynde kunststykke i The Fighter, hvor han tabte sig fjorten kilo og modtog en Oscar for den imponerende slankekur – der selvfølgelig kun var en del af hans fremragende birolle-præstation som narkoafhængig boksebror.

Men han kan altså også få vægten til at svinge den anden vej. Som Dick Cheney har han således lagt næsten 30 kilo til sin normale vægt, og det overrumplede folk, da de første billeder fra Vice dukkede op: Han var nærmest uigenkendelig.

Efterfølger barndomshelten
Nu er Christian Bale tilbage i en rolle, der bedst kan beskrives som ”perfekt til Gary Oldman”.

Oldman vandt i 2018 en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for hans imponerende makeup-kunststykke og indlevelse i rollen som Winston Churchill i Darkest Hour.

Det kunne tyde på, at Christian Bale følger i fodsporene på den selvsamme mand, som gav Christian Bale lyst til at spille skuespil. Unge Bale studerede Gary Oldmans præstationer og har sagt, at Oldman var grunden til, at han begyndte som skuespiller.

Der vil derfor være en poetisk skønhed, hvis det lykkes Christian Bale at bytte sin Oscar-nominering for rollen i Vice til en statuette ved den kommende uddeling – året efter sin barndomshelt og nu gode ven.

Christian Bale rakte selv ud til Gary Oldman i 2017 – efter at have set hans kostume i Darkest Hour – og bad om hjælp til forberedelsen af hans egen rolle.

Det skal blive interessant at se, om Gary Oldman til Oscar-festen har et modtræk til den joke, Christian Bale lavede med ham ved Screen Actors Guild Awards. Lige inden Oldman skulle afsløre navnet på vinderen af ”bedste kvindelig hovedrolle”, råbte Bale nede fra salen kollegaens navn.

Utrolige transformationer
Lige så dedikeret Christian Bale er i sine roller, lige så uforudsigelig er han privat.

Det er ikke mange år siden han i bedste Alec Baldwin-stil gik amok på en fotograf under optagelserne af Terminator Salvation. Den opførsel undskyldte han grundigt og ydmygt for, da lydoptagelsen af episoden blev lækket på nettet.

I 1996 udtalte Christian Bale i et af de mange interviews, som han altid hader at lave: ”En skuespiller skal aldrig være større end den film, han er i.”

Det er dog tydeligt, at det er tilfældet med Vice, hvor en afbleget og tyk Bale leverer en kalkuleret og ypperlig fremstilling af en af verdens mest forhadte politikere.

Vice er faktisk blevet knap så godt modtaget af kritikere verden over, men alligevel har filmen formået at indkassere otte Oscar-nomineringer. Det er ret sikkert, at den ikke kommer til at vinde for bedste film ved Oscar-showet, men med sin styrke og alvor i rollen kan Christian Bale meget vel gå hen og vinde i sin kategori.

Bale var lækker som Bateman, han var suberb som Batman, men han er Cheney.

Og det skulle overraske meget, om skuespilleren i den nærmeste fremtid er færdig med at overraske os med sine utrolige transformationer.

Trailer: Vice

Kommentarer

Christian Bale

Født 1974 Haverfordwest, Storbritannien.

En af verdens førende method acting-skuespillere, der er kendt for at tage på og tabe sig til roller.

Flyttede til USA i 1992 og opnåede statsborgerskab i 2014.

Vandt i 2011 en Oscar for bedste birolle i The Fighter.

Aktuel som tidligere vicepræsident Dick Cheney i Vice.

Udvalgte film

Vice
2018

The Big Short
2015

American Hustle
2013

The Fighter
2010

The Dark Knight
2008

The Prestige
2006

The Machinist
2004

American Psycho
2000

© Filmmagasinet Ekko