Åndløs tomhed på spillebordet

Der er ikke langt mellem himmel og helvede i Fantasten.

Christian Dyekjærs dystre drama handler om Claus, fremragende legemliggjort af Dejan Cukic, som til daglig sælger biler for Citroën. Men om natten og faktisk også i fuldt dagslys tager en spilledjævel fat i ham. Claus mærker adrenalinsusets brusen, hver gang han gambler penge på kasinoet eller undergrunds-spilleklubben.

”Man skal bare tro på det,” er gamblerens livsmotto, der et øjeblik fører ham i himmerige, men siden i fordærv.

”Det er en film, der handler om vores tid og samfund, som jeg mener er åndløst og med til at gøre folk tomme. Misbrug i alle varianter, deriblandt spil, er en lindring for den tomhed. Et øjeblik føler man, at man lever,” fortæller Christian Dyekjær, der med Fantasten – som har premiere i dag – for alvor slår sit navn fast i den danske filmbranche.

Det er en grum historie, som er i familie med Nicolas Winding Refns tidlige film og forener den barske realisme med eksistentiel spiritualitet. Og Dyekjær tager gerne livtag med de store spørgsmål i tilværelsen.

”Jeg ønsker mig ikke tilbage til middelalderen, men bagsiden af et overflodssamfund er en meningsløshed, som kan snige sig ind. Der er ikke så meget at kæmpe for, som der engang var, og der er altid nogen til at tage sig af vores problemer,” siger Christian Dyekjær.

”Jeg er jo ikke imod vores velfærdssamfund – at vi tager os af vores svage – men vi kommer væk fra noget centralt ved at være menneske. Og misbrug er en reaktion på det.”

Skrankepavetyper på DR
Fantasten er en anderledes film, end man normalt ser i Danmark. Da Claus får trukket sin nittenårige søn Silas (Oscar Dyekjær Giese) med ind i den mørke spilleverden, må han træffe alvorlige valg for at betale sønnens spillegæld tilbage.

Filmen hæver sig over den sædvanlige køkkenvaskrealisme ved at lade den godhjertede ludoman Claus forlade sig på noget større end ham selv. Christian Dyekjær måtte dog tage et opgør med systemet for at realisere sin film.

”Jeg mener virkelig, at man som filmskaber skal gå mere efter sin egen lyst og lytte mindre til systemerne. De fylder for meget i dansk film: Det Danske Filminstitut, tv-stationerne og i princippet også distributørerne. Det er vigtigt at huske som instruktør, manuskriptforfatter og producer, at vi bestemmer, hvad der skal laves i Danmark. Det er ikke en konsulent eller en skrankepavetype på DR,” siger 46-årige Christian Dyekjær.

”På et tidspunkt undervejs så jeg på et afslag fra Danmarks Radio uden nogen begrundelse. Jeg tænkte bare: ’Fuck you. Jeg ved, at det her bliver godt, så I skal ikke bestemme.’”

”Der er en tendens til, at systemerne søger tryghed i det kendte og allerede afprøvede. Filmkunst er det modsatte af tryghed: usikkerheden, der er knyttet til at gøre tingene på en anden måde.”

Det uforståelige element
Christian Dyekjær spillefilmdebuterede med den satiriske Spillets regler fra 2008 (ikke at forveksle med Jean Renoirs film fra 1939, der fik den samme danske titel). I 2012 lavede han børnefilmen Fuglejagten, og han måtte altså vente fem år, før Fantasten blev den næste.

”Man udvikler sig mest som instruktør, når man får lov til at lave noget. Det tager mange film at blive rigtigt dygtig, og det er den store udfordring. Der skal ikke gå fem år mellem hver film, som der gjorde for mig denne gang,” siger Christian Dyekjær, der dog ikke ville have gjort noget anderledes.

”Det kan da godt være, at fordi jeg laver en familiefilm som Fuglejagten og dernæst smider et benhårdt thrillerdrama på bordet, at folk tænker: ’Hov, hvad faen!’”

”Men jeg tror på den gode fortæller, en god instruktør, som kan finde ud af at fortælle en historie og arbejde i mange genrer med en tydelig signatur i tematikkerne. Det kendetegner de bedste instruktører. Kubrick er jo genial, men også Coen-brødrene og Woody Allen formår ofte at overraske,” fortsætter Christian Dyekjær.

”Det værste, jeg kan forestille mig, er bare at gentage. Når jeg har lavet en film, tager jeg den med mig, men det afgørende for at holde mig interesseret er, at der er noget ukendt, nyt og udfordrende, som jeg ikke forstår.”

Ønsker visionær direktør
Christian Dyekjær gik på første årgang af den alternative filmuddannelse Super16, som han også var en af initiativtagerne til i slut-90’erne.

”Der var jo ikke andet end Den Danske Filmskole dengang, og nogle få, der tog til London eller Polen. Energien i det var netop, at vi gjorde det selv. Men vi fik også opbakning fra ledende skikkelser i branchen – Mogens Rukov var for eksempel derude tit,” fortæller instruktøren.

”Det havde også noget at gøre med timingen. Dogme havde rusket op i det hele, men var fortonet lidt igen, mens Filmskolen havde haft udskiftninger på centrale pladser. Så der var lidt dødvande i filmbranchen. Men dengang havde vi ikke drømt om, at det ville fortsætte så længe og blive endnu mere etableret.”

Christian Dyekjær har efter tre spillefilm med afsæt i den mandlige psykologi nu projekter på tegnebrættet med kvindelige hovedroller.

Dermed kommer han sandsynligvis igen til at skifte spor, og derfor er det også spændende, hvem den næste direktør på Det Danske Filminstitut bliver.

”Det er vigtigt, at det bliver én, som ved noget om film. Der er for mange mennesker involveret i de her processer, som ved for lidt om det. Der skal helst være mere vision end regneark hos den næste direktør, for det siver ned oppefra.”