Nekrolog: Christopher Lee 1922-2015

The bats have left the bell tower
The victims have been bled
Red velvet lines the black box
Christopher Lee’s dead
Christopher Lee’s dead
Undead undead undead
Undead undead undead

(frit efter postpunk-gruppen Bauhaus)

Christopher Lee rager på alle måder godt op i landskabet.

I 2007 blev han af Guinness World Records kåret som den levende skuespiller i verden med flest screen credits, på det tidspunkt 244 roller i film og tv. En position, han fastholdt indtil 7. juni 2015, hvor han efter problemer med hjerte og åndedræt døde på Chelsea and Westminster Hospital i London, 93 år gammel.

Hvor mange gange har verden ikke set Christopher Lee stige op af kisten? Godt man ikke havde vagttjeneste på hospitalets ligstue den nat!

Snigmyrdede holocaust-arkitekt
I dag er Lees filmografi løbet op på optræden i 199 biograffilm og 62 tv-produktioner (film og serier), ifølge IMDb i alt 278 titler. Men flere af tv-serierne er antologiserier, for eksempel spiller han seksten forskellige roller i serien Douglas Fairbanks, Jr., Presents (1953-1956).

Jeg får antallet af tv-roller til 88, hvilket bringer Lees samlede antal film- og tv-roller op på 287. Medregner man dokumentarfilm, tv-shows og hele baduljen, lister IMDb i skrivende stund præcis 666 titler med Christopher Lee.

Christopher Frank Carandini Lee blev født 27. maj1922 i London som søn af contessa Estelle Marie Carandini di Sarzano, der nedstammede fra Karl den Store (Charlemagne), og hvis berømte skønhed tiltrak tidens store portrætkunstnere. Og oberstløjtnanten Geoffrey Trollope Lee.

Parret blev dog hurtigt skilt, og få år senere giftede moren sig med James Bond-forfatteren Ian Flemings onkel, bankmanden Harcourt George St-Croix Rose, der dog senere gik konkurs. Trods en beskyttet opvækst med gode privatskoler, hvor han lærte græsk og latin, måtte Lee efter skolen stort set klare sig selv.

Med krigens udbrud søgte han ind i hæren og var fra 1939 til 1946 aktiv i Finland, Afrika og Italien, hvor han oplevede koncentrationslejrenes rædsler og så venner blive sprængt i luften foran sig.

Typisk for de mange dramatiske eventyr og anekdoter, der præger hans liv, brugte han i Italien en fridag på at bestige vulkanen Vesuvius, der tre dage efter gik i udbrud. Efter en tur i luftvåbnet endte militærkarrieren med efterretningsarbejde i spionafdelingen Special Operations Executive.

Da en interviewer mange år senere spurgte ind til sagen, svarede han: ”Kan De holde på en hemmelighed? Godt. Det kan jeg også!”

Men via Philippe Mora, der instruerede Lee i to film, er det i kølvandet på Lees død kommet frem, at Lee i 1942 åbenbart var med til at snigmyrde Reinhard Heydrich, en af toparkitekterne bag holocaust. I 1945 skal han også personligt have arresteret Ernst Kaltenbrunner, der bagefter blev henrettet som den højest rangerende naziofficer i Nürnbergprocessen.

Sneg sig ind som statist
Efter krigsårene stod Lee atter på gaden i London og kløede sig i nakken. Lees tipoldemor, Marie Carandini, havde været en turnerende operasanger, og Lee var selv udrustet med en imponerende, dyb stemme, der matchede hans skræmmende højde og maskuline kontrafej.

At han kunne synge opera på højt niveau, havde han endnu ikke opdaget (og så var det nok gået ganske anderledes). Men han havde medvirket i en del skoleforestillinger, så hans fætter, den daværende italienske ambassadør i London, foreslog ham at blive skuespiller.

I Laurence Oliviers Hamlet (1948) står Christopher Lee i baggrunden som spydbærer. Angiveligt sneg han sig ind i studiet og udgav sig for at være statist, blot for at kunne studere Olivier på nært hold.

I filmen medvirker også Peter Cushing, men han og Lee delte ingen scener, og ingen kunne have forudset, at de senere i en række nu klassiske horrorfilm skulle spille over for hinanden som en af filmhistoriens mest populære skuespillerkombinationer. Hamlet markerer det første blink i deres fælles filmografi.

Han var både for høj og så for udenlandsk ud til at medvirke i britiske film, vurderede chefen på filmstudiet Rank. Med sine 1,96 meter er Lee da også sidenhen af Guinness World Records blevet kåret som den højeste skuespiller i en hovedrolle.

Frådende og forførende
Men skuespiltalentet må have imponeret, for Lee fik alligevel en syvårig kontrakt, der resulterede i masser af småroller i solide britiske film.

Eksempelvis dukker han op som spansk kaptajn i Kaptajn Hornblower (1951), som militærattaché i Den knaldrøde pirat (1952), som kunstmaleren Georges Seurat i Moulin Rouge (1952), som fransk kaptajn, der duellerer med Errol Flynn i Den sorte prins (1955), som araber i Storm over Nilen (1955), og som Kejseren af Kina i tv-serien med den kiksede titel Tales of Hans Anderson (1954-1955). Rolletyper, han gennem årtierne skulle gentage igen og igen.

Her trommer læseren givetvis utålmodigt med fingrene og tænker: ”Hvornår kommer vi til Dracula?” Og det gør vi nu!

Sidst i 1950’erne startede det engelske filmselskab Hammer en serie genfilmatiseringer af klassiske horrorfortællinger. Man startede med The Curse of Frankenstein (1957), hvor Christopher Lee fik rollen som The Creature over for Peter Cushing som Baron Frankenstein.

I Lees fortolkning udgør skabningen en nok skræmmende, men også ynkelig skikkelse, og efterlader ingen tvivl om, at filmens egentlige skurk er hans skaber, den kynisk målrettede videnskabsmand. Cushing gentog rollen i fem fortsættelser uden Lee.

Filmen blev en solid publikumssucces, så Hammer fulgte op med Dracula (1958) og gav her Lee dennes første titelrolle, som Bram Stokers transsylvanske vampyrgreve.

Lee kvitterede med en af horrorgenrens mest banebrydende skuespilpræstationer, der afspejlede figurens adelige gener og kultiverede dannelse, som også blev etableret på scene og film af især Bela Lugosi, men som af Lee tilføjes et farligt dyrisk aspekt med lige dele frådende blodtørst og forførende sexappeal.

Igen spillede Lee over for Peter Cushing, her som Dr. van Helsing. Bag kameraet stod atter instruktøren Terence Fisher, der efter en lang karriere med forglemmelige melodramaer opdagede, at han havde et særligt talent for horrorgenren – og siden gang på gang kom til at instruere både Lee og Cushing.

Anmelderne hadede filmen, der ikke desto mindre blev et universelt kæmpehit og i dag regnes for en af engelsk films største klassikere. For en ny generation af biografgængere og filmskabere blev Lee den primære, forbilledlige formidler af Dracula-rollen, som han hyppigt blev bedt om at gentage.

Selv blev Lee hurtigt træt af primært at være associeret med Dracula, og han begyndte i interviews at påstå, at han kun havde spillet rollen nogle få gange. For at få sagen på plads er en samlet liste over Lees vampyrroller nederst efter nekrologen.

Overset i Danmark
Med til billedet hører også hans historisk korrekte legemliggørelse af den rumænske prins Vlad III alias Vlad Tepes Dracula i den svenske dokumentarfilm Vem var Dracula? fra 1975.

Sammen gjorde The Curse of Frankenstein og Dracula Christopher Lee til et verdensberømt navn, der kunne få enhver horrorfilm finansieret (hvilket Hammer i årevis holdt skjult for ham). Det resulterede i en lang række horror-relaterede roller, også for andre producenter. Bølgen af horrorfilm med Christopher Lee rullede massivt helt frem til starten af 1970’erne.

Besynderligt nok fik mange af hovedværkerne ikke dansk biografpremiere, blandt andet de to ovennævnte, og Lee gjorde derfor relativt begrænset indtryk i vort lille land. Så sent som i 1978 brugte Dan Turèll i bogen Alverdens vampyrer et helt kapitel på at lovprise Lugosi, hvorefter Lee overstås med to korte paragraffer. Dog i stærkt positive vendinger.

Blot at nævne Christopher Lees vigtigste horrorfilm fra perioden er et omfattende projekt, men her er de:

The Curse of Frankenstein (1957), Dracula (1958), Corridors of Blood (1958), The Man Who Could Cheat Death (1959), The Mummy (1959), Den trettende time (1960), Dr. Jekylls to ansigter (1960), Et skrig af rædsel (1961), Den røde drages bande (1961), Pisken og kroppen (1963), En Hitler-læges torturkammer (1963), Il castello dei morti vivi (1964), La cripta e l’incubo (1964), The Gorgon (1964), Dr. Terror's House of Horrors (1965), Det levende kranie (1965), Circus of Fear (1966), Dracula: Prince of Darkness (1966), Rasputin: The Mad Monk (1966), Night of the Big Heat (1967), Skrækborgen (1967), Theatre of Death (1967), Torturkammerets forbandelse (1968), The Devil Rides Out (1968), Blodsugeren Dracula (1968), Fortiden hævner (1969), The Bloody Judge (1970), Count Dracula (1970), Scars of Dracula (1970), Scream and Scream Again (1970), Dracula får blod på tanden (1970), Jeg, et uhyre (1971), The House That Dripped Blood (1971), Dracula A.D. 1972 (1972), Horror Express (1972), The Creeping Flesh (1973), Death Line (1973), Nothing But the Night (1973), Satan er løs (1973), The Wicker Man (1973) og En datter til Djævelen (1976).

I hvilken anden skuespillers nekrolog ville man være nødt til af lutter længdehensyn at henvise tyve års mindeværdige roller i elskede hovedværker til en simpel opremsning? Det går heller ikke helt.

Sex og horror til britisk film
En særlig flot præstation, måske hans bedste, giver han i Terence Fishers The Devil Rides Out som den lærde Duc de Richleau, der stoisk afdæmpet krydser klinger med mørkets kræfter. Af natur var Christopher Lee en skamløs frikadelle, men Fisher kunne sætte ham på plads og aftvinge knivskarpe præstationer med små midler og stor intensitet.

Lee havde ikke sans for at værdsætte det, i alt fald ikke over for omverdenen. Blandt instruktører tilhørte Fisher ikke det fine selskab (anerkendelsen af Fisher som en betydningsfuld auteur kom først langt senere), og selvom Lees selvbiografi fra 1977 er propfuld af anekdoter om golfturneringer med de kendte, nævner han ikke Fisher – manden, der sammen med Hammer plukkede Lee ud af siderollerne, iscenesatte mange af hans fineste præstationer og uomtvisteligt gjorde ham til et af verdens bedst kendte ansigter.

Direkte adspurgt talte han i det mindste pænere om Fisher end om Hammer, som han havde svært ved at udtrykke andet end foragt for. Det må ligeledes ses i forhold til studiets dengang aldeles forfærdelige renommé i finkulturelle cirkler. Hammer, Fisher og Lee føjede sex og horror til britisk films profil, og intet kunne være værre. Undtagen for publikum.

Særlig opmærksomhed kræver også kultfavoritten The Wicker Man, der ofte fremhæves som et af genrens mest unikke mesterværker.

En politimand rejser for at opklare et mord til en lille privatejet ø, hvor han bydes velkommen af den lokale plantageejer, Lord Summerisle, spillet af Lee i sit mest muntre og charmerende hjørne. Rollen, der var skrevet til ham af krimimesteren Anthony Shaffer, gav også Lee en sjælden lejlighed til at bruge sin sangstemme på film og udbasunere en uartig drikkesang. Men under overfladen rummer filmen en afgrund af gru med rod helt ned til de dybeste rituelle og mytologiske lag i engelsk kultur (Nicolas Cage-genindspilningen fra 2006 og Lees eget follow-up The Wicker Tree fra 2011 er derimod begge værd at undgå).

En anden af Lees store ikoniske roller er Fu Manchu, den kinesiske forbryderchef fra Sax Rohmers romaner. Lee spiller den gule satan maskeret med orientalske øjenlåg og klassisk Fu Manchu-moustache i fem film, der flyder over af sexploitation og sadisme: The Face of Fu Manchu (1965), The Brides of Fu Manchu (1966), The Vengeance of Fu Manchu (1967), The Blood of Fu Manchu (1968) og The Castle of Fu Manchu (1969).

Navnet over titlen
I krimigenren har Lee desuden markeret sig som et vigtigt navn inden for Sherlock Holmes-universet.

Første gang i The Hound of the Baskervilles (1959), med Cushing som Holmes og Lee usædvanligt castet som filmens offer. Det var Lees første hovedrolle som et ”normalt” menneske og bød på en af hans få kærlighedsscener. Og for første gang kom hans navn op over titlen.

Siden har Lee selv spillet detektiven fra Baker Street tre gange, startende med Sherlock Holmes og dødens halssmykke (1962). Og i Billy Wilders The Private Life of Sherlock Holmes (1970) spiller han Sherlocks bror, Mycroft Holmes, hvilket gjorde ham til den første person, der har spillet tre forskellige roller fra Holmes-fortællingerne. Sidstnævnte er i øvrigt den eneste film, hvor man kan opleve Christopher Lee uden paryk. Ellers har han ligesom William Shatner gennem hele skuespillerkarrieren valgt at camouflere sin skaldede isse både privat og på film.

Trods gennembruddet i 1958 var det længe svært for Lee at få roller uden for horrorgenren.

Han dukker dog op i biroller som arrogant aristokrat i Dickens-filmatiseringen A Tale of Two Cities (1958), som stripklubejer i den vidunderlige ungdomsfilm Beat Girl (1960), som underjordisk vampyrkonge i sværd-og-sandal-filmen Herkules i underverdenen (1961), som sørøverkaptajn i The Pirates of Blood River (1962), som Ursula Andress’ dødsstrafuddelende premierminister i adventurefilmen She (1965), som pjuskhåret spåmand i Shakespeare-filmatiseringen Julius Caesar (1970) og som det vilde vestens bedste våbensmed i Hannie Caulder (1971).

Det store gennembrud til roller uden for horrorgenren kom med en saftig skurkerolle som fægtemesteren Comte de Rochefort, kardinalens enøjede højre hånd og D’Artagnans dødsensfarlige ærkefjende i De tre musketerer (1973), De fire musketerers hævn (1974) og efternøleren The Return of the Musketeers (1989). Det er værd at høre Lee i fineste frikadelleform fortælle om sine fægteoplevelser ti minutter inde i den glimrende dokumentarfilm The Many Faces of Christopher Lee (1996), der kan opleves her. Ifølge Guinness har han verdensrekorden for flest fægtescener på film.

Pervers Bond-scene
Under krigen var Lees stedfætter Ian Fleming højt placeret i efterretningstjenesten og planlagde mange af de engelske aktioner bag linjerne. Hvorvidt han var hjernen bag Lees lyssky aktivitet som nazijæger, kan vi kun gisne om, men det er en herlig tanke.

De to spillede golf sammen, og Fleming tilbød Lee titelrollen i den første Bond-film, Dr. No (1962), da han var uvidende om, at rollen allerede var gået til Joseph Wiseman. I stedet fik Lee titelrollen i Manden med den gyldne pistol (1974) som lejemorderen Scaramanga, der har tre brystvorter og i en pervers scene – a la brugen af bloddrikning som seksuel metafor i Lees Dracula-film – kærtegner Maud Adams med sit gyldne våben.

Herfra blev Lees karriere mere mainstream med mange ”normale” roller, såsom heroisk selvopofrende flypassager i Airport ’77 (1977) og elegant-slimet tv-chef i Chuck Norris-cirkelsparkeren An Eye for an Eye (1981). I perioden 1976-1985 boede han i Hollywood.

Mere typiske Lee-roller dukkede dog stadig op, såsom den Dracula-agtige borgridder i Astrid Lindgren-filmatiseringen Mio min Mio (1987).

Lees sidste film sammen med Peter Cushing blev gyseren House of the Long Shadows (1983), hvor også Vincent Price medvirker. Trekløveret havde tidligere været på samme plakat med Scream and Scream Again (1970). Det er to film, horrorfans ofte vælger at gense 26.-27. maj, hvor alle tre har fødselsdag.

Længe efter Fu Manchu-serien spillede Lee stadigvæk orientalere i Caravans (1978), Arabian Adventure (1979), miniserien The Far Pavilions (1984) og Jinnah (1998). Sammen med The Wicker Man var han særligt stolt over sin rolle som Pakistans grundlægger i Jinnah, der imidlertid led den tort aldrig at få biografpremiere (den udkom i 2004 på dvd).

Andre instruktører hæftede sig ved Lees sans for humor, og blandt hans mest mindeværdige roller i perioden er nazikaptajnen, der flankerer Toshiro Mifune i Spielbergs farce 1941 (1979), og den gensplejsende forsker i Joe Dantes gyserkomedie Gremlins 2: Det nye kuld (1990).

Koryfæ i faget
I mellemtiden var en hel generation af unge filmskabere ligesom Spielberg og Dante vokset op med Lees film som elskede barndomsminder. Heriblandt Tim Burton, der har givet Lee roller i Sleepy Hollow (1999), Charlie og chokoladefabrikken (2005), Corpse Bride (2005), Alice i Eventyrland (2010) og Dark Shadows (2012).

Sleepy Hollow starter ligefrem med en direkte reference til det berømte, bloddryppende åbningsskud i Lees første Dracula, og det er rimeligt at sige, at hermed startede den sidste fase i Lees lange karriere, nu som stærkt aldrende (Lee er 77 i filmen) og overordentligt respekteret koryfæ i faget.

I kølvandet på Sleepy Hollow startede Peter Jackson sin episke serie af Tolkien-film og gav Lee seriens store skurkerolle. Lees rænkesmedende troldmand, Saruman, optræder i Ringenes herre-trilogien og første og tredje del af Hobbitten-trilogien. Lee blev dermed på ny et kendt og elsket ansigt for hver eneste aktive biografgænger kloden rundt.

Og selvfølgelig kunne han fortælle, at han som den eneste af filmens medvirkende faktisk havde mødt J.R.R. Tolkien.

Som om dét ikke var nok, blev han dernæst en del af epokens anden store filmfranchise. George Lucas havde allerede brugt Peter Cushing som skurk i den første Star Wars (1977), og gav nu Christopher Lee en tilsvarende galaktisk skurkerolle: Grev Dooku alias Darth Tyranus i Star Wars: Episode II – Klonernes angreb (2002) og Star Wars: Episode III – Sith-fyrsternes hævn (2005). I sidstnævnte indgår en særdeles livlig lyssværdsduel mellem Grev Dooku og Yoda, og angiveligt spillede den nu 83-årige Lee hele scenen selv.

Blandt hans fineste roller i kølvandet på dette uventede og ret uovertrufne comeback er også den hjælpsomme boghandler i Martin Scorseses Hugo (2011). Samme år medvirkede han desuden i home invasion-gyseren The Resident, hans første film for Hammer siden 1976.

I 2009 blev han endelig slået til ridder og kunne således kalde sig Sir Christopher.

Indspiller heavy metal
Christopher Lee holdt sig helt frem til sin død aktiv på mange fronter, blandt andet ved at indtale bøger, recitere digte og lægge stemme til computerspil. Han har selvfølgelig verdensrekorden som Oldest Videogame Voice Actor.

Og i en alder, hvor de fleste mennesker, der stadig er i live, sidder på plejehjemmet, indspillede han heavy metal-pladerne Charlemagne: By the Sword and the Cross (2010) og Charlemagne: The Omens of Death (2013), opkaldt efter hans berømte forfader. Med singlehittet Jingle Hell blev han i 2013 den ældste musiker, der har markeret sig på hitlisten Billboard.

I 2013 spillede han samtidig den gamle præst, der beretter en del af flashback-historien i Bille Augusts Night Train to Lisbon, og her i efteråret 2015 skulle han have indspillet den franske film The 11th i Danmark sammen med blandt andet Connie Nielsen, Lars Mikkelsen, Søren Malling og Paprika Steen.

Hans rollenavn i The 11th var Lars Ole Hansen, så det var antageligt blevet hans første rolle på dansk. Lee mestrede utallige sprog inklusive dansk, som han lærte af sin hustru siden 1961, den danske model Gitte Krøncke, som han efterlader sammen med parrets datter Christina Erika Lee.

Var det ikke for Barbara Steele, der stadig er i live (og som Lee spiller over for i Torturkammerets forbandelse), kunne man sige, at vi med Lees død har mistet den sidste af de store stjerner fra den klassiske horrorfilms anden guldalder. Mange har sagt det alligevel, for sådan føles det. Christopher Lee er død, men på film og i vores hjerter vil han til evig tid stige op af graven og på ny indgyde os et velkomment, frydefuldt gys.

The virginal brides file past his tomb
Strewn with time's dead flowers
Bereft in deathly bloom
Alone in a darkened room
The Count

Christopher Lee’s dead
Christopher Lee’s dead
Christopher Lee’s dead

Undead undead undead
Undead undead undead
Undead undead undead
Undead undead undead
Undead undead undead
Undead undead undead
Undead undead undead
Undead undead undead
Undead undead undead

Undead undead undead
Undead undead undead
Undead undead undead

(frit efter Bauhaus)

Christopher Lees vampyrroller

Dracula (Hammer, 1958): Dracula
Tempi duri per i vampiri (1959): Baron Roderico da Frankurten
Herkules i underverdenen (1961): King Lico
La cripta e l'incubo (1964): Count Ludwig Karnstein
Dracula: Prince of Darkness (Hammer, 1966): Dracula
Blodsugeren Dracula (Hammer, 1968): Dracula
The Magic Christian (1969): Ship’s Vampire i rulleteksterne, men af udseende Dracula
Count Dracula (1970): Dracula
Dracula får blod på tanden (Hammer, 1970): Dracula
One More Time (1970): Dracula
Scars of Dracula (Hammer, 1970): Dracula
Dracula A.D. 1972 (Hammer, 1972): Dracula
Satan er løs (Hammer, 1973): Dracula
Dracula og søn (1976): Dracula