Nyhed
10. sep. 2021 | 10:05

Christopher Nolan kører ny film i stilling

Foto | Warner Bros.
Som en af meget få instruktører har Christopher Nolan formået at skabe en karriere, hvor filmselskaber giver ham enorme pengesummer til at skabe originale film. Men nu arbejder han øjensynligt på en biopic.

Instruktøren dropper måske sit samarbejde med Warner Bros. i film om atombombens far.

Af Nicki Bruun

Christopher Nolan er som manden bag Batman-trilogien, Inception, Interstellar og Memento en af tidens største filmskabere.

Og nu har instruktøren udset sig sit næste projekt.

Ifølge amerikanske branchemedier er Nolan i samtaler med flere filmselskaber om at lave en film om J. Robert Oppenheimer. Den amerikanske videnskabsmand var en af de vigtigste personer i udviklingen af atombomben.

Dermed ser Christopher Nolan ud til igen at kaste sig over begivenheder fra Anden Verdenskrig, ligesom han gjorde i Dunkirk. Mens den film skildrer skyttegravskrigen gennem de britiske soldaters øjne, er det denne gang fra et amerikansk perspektiv.

Deadline Hollywood skriver, at instruktørens faste skuespiller Cillian Murphy bliver nævnt som en mulig medvirkende, men hvorvidt han eventuelt skal spille hovedrollen, vides ikke.

Kritik af streamingpremiere
Det er værd at bemærke, at Christopher Nolan snakker med godt og vel alle Hollywoods store filmselskaber.

Instruktøren har på størstedelen af sine film – ni ud af elleve – samarbejdet med Warner Bros., men Nolan var en af de største kritikere, da filmselskabet valgte at give sine film simultanpremiere på streamingtjenesten HBO Max samtidig med premieren i amerikanske biografer.

Det ramte ellers ikke hans Tenet, som Warner Bros. gav premiere i biograferne og først senere kom på streamingtjenester.

Den hovedvridende sci-fi-film kom til at tjene langt mindre end hans film i nyere tid. Tenet indtjente dog stadig omkring 2,3 milliarder kroner og var en af de mest indbringende film, som havde premiere i biografen under coronakrisen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko