Cinemateket viser det seneste års bedste film
Filmmagasinet Ekko er måske ikke ligefrem kendt for at kaste om sig med stjerner, men her kommer et arrangement, hvis film har væltet sig i fem- og seksstjernede anmeldelser i bladet.
Cinemateket kører i juni og juli et program, hvor man kan se nogle af det sidste års bedste film, og der er virkelig perler iblandt.
Der bliver mulighed for at se – eller gense – det ungarske holocaust-drama Sauls søn, som chefredaktør Claus Christensen gav seks stjerner med ordene: ”Den til dato stærkeste fiktionsfilm om den største forbrydelse mod menneskeheden.”
Den 3. juni vil han introducere filmen, der henrykkede ham og resten af kritikerne i Cannes tilbage i 2015. Henrykt blev chefredaktøren også året efter på den sydfranske festival, men af en ganske anden film.
Man tænker ikke ligefrem komik, når man hører om en tysk film på små tre timer. Men Min far Toni Erdmann overrumplede anmelderne med sin lige dele gakkede og følsomme portræt af forholdet mellem far og voksen datter.
Maren Ades både morsomme og tankevækkende film fik ligeledes seks stjerner og fortjener vitterlig at blive set.
Kunsten at skjule kunsten
Det er oven i købet kun toppen af en meget velassorteret kransekage af fremragende film.
En anden af dem er Ken Loach’ Guldpalmevinder fra sidste år, Jeg, Daniel Blake, der også fik seks stjerner i Ekko af Morten Piil med ordene: ”Loach’ kunst er at skjule kunsten, så mennesket sættes i centrum.”
Også forrige års Guldpalmevinder, franske Jacques Audiards barske og humanistiske flygtningedrama Dheepan, er på plakaten i Cinematekets programserie.
Derudover kan man også se det bedste, amerikansk film kan byde på i form af mesterværker som The Revenant og Manchester by the Sea.
Så hvis sommeren som forventet byder på perioder med regn og blæst, er der altså meget andet at give sig til end at ligge på stranden. Ekko-abonnenter får endda rabat, så hver af disse fantastiske film kan ses for kun 50 kroner.
Se programmet for visningerne af alle filmene.
Kommentarer