Citizen Trump

9/11 2016 stod det klart at Donald Trump havde vundet valget. Det kom næsten lige så chokerende og uventet, som 11/9 2001 gjorde. Men i begge tilfælde kan man sige, at amerikansk film havde forberedt os. 

Der havde allerede været så mange terrorangreb og sammenstyrtede højhuse i amerikanske populærfilm, at instruktør Robert Altman med en vis ret kunne hævde, at ”ingen ville have tænkt på at begå en forfærdelig forbrydelse som denne, medmindre de havde set det i en film. Jeg tror simpelthen, at vi skabte denne atmosfære og lærte dem, hvordan de skulle gøre det.” 

Og Donald Trump og hans vej til magten har på mange punkter rødder i amerikanske myter, som først og fremmest er formidlet af Hollywood. 

Trump er inkarnationen af den frække nyankomne, som med ét slag overhaler de etablerede konkurrenter. Flere film har allerede udnyttet komikken i, at den uventede dark horse – en tilsyneladende uværdig person – til establishmentets forargelse får embedet. Det er film som Dave, hvor præsidentens stand-in udfylder rollen, Head of State, hvor en sort mand vælges (!) og Man of the Year (2006), hvor en komiker vinder. 

Vi kender grundmyten fra Klods Hans, hvor den uforfærdede og jordnære lillebror bliver valgt af prinsessen frem for de opblæste storebrødre, som kunne ”hele det latinske leksikon og byens avis for tre år” udenad. 

Eneren mod systemet
På listen over Trumps yndlingsfilm, som flere medier har bragt, er der en western. 

Men det er påfaldende, at det ikke drejer sig om en klassisk John Ford- eller Howard Hawks-western, hvor eneren, typisk John Wayne, på sin egen lakoniske og underdrejede måde kæmper for amerikanske værdier. Det drejer sig om en spaghettiwestern, Sergio Leones Den gode, den onde og den grusomme. 

Her har det klassiske westernunivers undergået en forvandling, så alle personerne – inklusive ”den gode” – er moralsk blakkede. Vi er i en nihilistisk verden, hvor grådigheden og kynismen er fremherskende træk. 

I den kontekst giver det mening, at Trump også har Borte med blæsten på listen, denne farverige hyldest til de reaktionære sydstater med fokus på en forvirret heltinde og en charmerende, moralsk anløben helt, som navigerer rundt i borgerkrigens kaotiske samfund. Og i øvrigt ”don’t give a damn”. 

Trumps erklærede beundring for Coppolas The Godfather-film og Scorseses Goodfellas giver god mening. Det er film om handlekraftige, effektive protagonister, der foragter det officielle samfundsapparat. 

Hovedpersonen og fortælleren i Goodfellas har siden barndommen drømt om at blive gangster: ”For mig var det at være gangster bedre end at være USA’s præsident.” Gangsterne beundres for deres suveræne uafhængighed. De kan gøre lige, hvad de vil, uden at det får konsekvenser. 

Man kommer til at tænke på Trumps nylige pralende påstand om, at ”jeg kunne stå midt på Fifth Avenue og skyde en eller anden, og jeg ville ikke miste nogen vælgere!” 

Selvtægt
Mafiosoerne har etableret deres eget parallelsamfund. 

Det fremstår allerede i The Godfathers første scene, hvor Don Vito Corleone opsøges af en italiensk bedemand. Hans datter er blevet voldtaget, men retssystemet har ladet de rige gerningsmænd slippe, og nu beder faren om retfærdighed. 

Måske har Trumps forknytte vælgere, der føler sig svigtet af systemet, set ham som deres Don Corleone. 

Det er den samme selvtægtfilosofi, der lå bag 70’ernes såkaldte vigilante-film, hvor Clint Eastwood i Dirty Harry og Charles Bronson i En mand ser rødt ordnede sagerne i en hel stribe film. Og genren har fortsat popularitet med Taken-filmene. 

Det drejer sig typisk om, at nærtstående familie bliver forulempet eller dræbt, autoriteterne svigter, hvorefter manden – eller i The Brave One: kvinden – selv må tage kampen op. Og så er det godt, at den amerikanske forfatnings såkaldte Second Amendment sikrer ”the right of the people to keep and bear Arms” 

Trump er en erklæret tilhænger af Second Amendment. 

”Jeg ejer skydevåben. Heldigvis har jeg aldrig været nødt til at bruge dem, men jeg føler mig en hel del mere tryg i min viden om, at de er dér. Jeg har også tilladelse til at bære skjulte våben. Den skaffede jeg mig, fordi min ret til selvforsvar ikke slutter for enden af min indkørsel. Og det gælder jo ikke bare mig, men os alle sammen.” 

Messias eller diktator
Trump er eneren, byggematadoren, der har skabt store monumenter over sit store ego i en utrættelig branding af sig selv.

Men samtidig vil han fremstå som folkets repræsentant, der kan videreformidle brølet og vreden hos den amerikanske befolkning. 

”Jeg taler for folket,” skriver han i bogen Amerika på krykker, der udkom i 2016. Han er den politiske novice, uberørt af de professionelle politikeres rænker og konspirationer, men samtidig håner han Obama for ”hans manglende erfaring”. 

Trump har behændigt anbragt sig i en dobbeltrolle, hvor han angiveligt taler den jævne mands sag mod eliten: ”Det amerikanske folk elsker, at der endelig er nogen, som varetager folkets interesser.” 

Men med sin enorme rigdom tilhører han unægteligt den materielle elite. Hans demagogiske talent ligger først og fremmest i, at det er lykkedes ham at overbevise den almindelige befolkning om, at han er på deres side. 

Myten om den uskyldige, djærve mand af folket, der succesrigt sætter sig op mod den sammenspiste magtelite, er en grundmyte. 

Den er kendt fra Frank Capras Mr. Smith kommer til Washington (1939). Da en senator dør, bliver den naive, idealistiske og patriotiske spejderfører Smith (James Stewart) indsat som suppleant i forventningen om, at han vil være en ufarlig ”yes-man”. Men han træder i karakter og udfordrer de erfarne politikeres rævekager og studehandler.

Desværre ender idealisten ofte lige så korrupt og magtfuldkommen som dem, han begyndte med at bekæmpe. Sådan er det i Alle kongens mænd fra 1949. Det er en besk historie om en populistisk politikerkarriere, frit efter den demagogiske Louisiana-guvernør Huey Long, der blev myrdet i 1935 kort efter, han meldte sig som præsidentkandidat. 

Filmen, der associerer til nazismens massehysteri, fremviser Willie Stark som en folkets mand, der bekæmper elitens korruption og nepotisme. Et par gange taber han, men folder sig efterhånden ud og vinder med opbakning fra det jævne folk. Han sætter store byggeprojekter i gang og sørger altid for, at de bærer hans navn. 

Men snart bliver han beruset af magten: ”Jeg vil lave en aftale med Djævelen, hvis det gavner min politik.” Og medierne stiller spørgsmålet: Messias eller diktator?

Kvindens ydmyghed
En anden klassisk film, der melder sig i forbindelse med Trumps sejr, er The Fountainhead, også fra 1949, baseret på en roman af den skrækkelige Ayn Rand. 

Den danske titel, Kun den stærke er fri, sammenfatter budskabet i historien om den individualistiske arkitekt Howard Roark (Gary Cooper), som sætter sig ud over småtskåren kritik og søger mod tinderne – bogstavelig talt: Han bygger en skyskraber! 

Trump er erklæret fan af Rand og har sagt om bogen, at ”den forholder sig til forretning, skønhed, liv og indre følelser. Den forholder sig til … alt”. 

Bogen og filmen rummer også en kontroversiel scene, hvor Roark trænger ind på en ung kvindes værelse og tiltvinger sig sex. Den stærke mand, forstår vi, har en slags ret til kvindens ydmyghed og seksuelle føjelighed, og i virkeligheden er det sådan, hun ønsker det: ”Han var som en hersker, der hensynsløst og foragteligt tog sin ret, og det bragte hende i ekstase.” 

Trump var i en årrække reality-stjerne på tv-programmet The Apprentice, og her oplevede han, hvad han betragter som sin selvfølgelige seksuelle overlegenhed: ”Alle kvinderne på The Apprentice flirtede med mig – bevidst eller ubevidst. Det er, hvad der kan forventes.” 

I en anden sammenhæng har han sagt: 

”Jeg er automatisk tiltrukket af de skønne – jeg begynder bare at kysse dem. Det er som en magnet. Jeg kysser bare. Jeg venter ikke. Og når man er en stjerne, så lader de dig gøre det. Du kan gøre hvad som helst.” 

Men i øvrigt mener han: ”Jeg kan sagtens være stolt over min behandling af kvinder.” 

Grådighed er godt
Oliver Stones Wall Street fra 1987 er en af de nyere film, der har bidraget til den almindelige opfattelse af forretningsverdenens brutalitet. 

Og når Trump ser et ”Amerika på krykker”, der er brudt sammen og skal repareres igen, er det som et ekko af filmens succesrige og skruppelløse børsspekulant, Gordon Gekko. 

Til en forsamling af aktionærer kommer Gekko med sin dundertale: ”Amerika er blevet en andenrangs magt. Handelsunderskuddet og det skattemæssige underskud har mareridtsagtige proportioner.” 

Der er en særlig demagogisk strategi i at understrege al elendigheden og dommedags snarlige komme. Så er behovet for en frelsende profet så meget mere påtrængende. For Gekko er budskabet grådighed, for Trump er budskabet – Trump. 

Trump er blevet berygtet for sin nonchalante holdning til sandheden. Angiveligt har 70 procent af hans udtalelser været løgn og digt. Og hans valgkamp har vist vejen til det opreklamerede postfaktuelle samfund. 

Her har han kunnet lære af Levinsons satiriske bravurnummer Wag the Dog fra 1997, hvor præsidenten har gjort tilnærmelser til en mindreårig pige. For at aflede offentlighedens opmærksomhed fra sagen iscenesætter spindoktorerne – med hjælp fra en Hollywood-instruktør – en fiktiv krig i Albanien. 

Man bemærker, at filmen havde premiere en måned før, at sagen om Bill Clinton og praktikanten i Det Hvide Hus brød ud. 

Rigsmandspral
”De rige er anderledes end dig og mig,” skrev F. Scott Fitzgerald. Hvilket udløste Hemingways berømte svar: ”Ja, de har flere penge!” 

Det var netop Fitzgerald, der skabte en af den amerikanske kulturs ikoniske skikkelser, gangsteren Gatsby, der trods al sin rigdom går under i sit umulige og romantiske forsøg på ”at gentage fortiden”. 

The Great Gatsby er blevet filmatiseret fire gange – senest med Leonardo DiCaprio. 

Gatsby vil gøre indtryk på Daisy, som han vil generobre, og fremviser sin luksuøse bolig og i en berømt scene sine mange vidunderlige skjorter, som da også gør indtryk på hende. 

Trump er ikke en romantiker, men han vil øjensynligt gøre indtryk på hele verden med sin overdådighed af boliger (med guldtoilet), privatfly og lystyacht. Samme rigmandspral møder man i en anden DiCaprio-rolle, Martin Scorseses The Wolf of Wall Street. Den handler om en børsspekulant med vilde gevinster og et vildt liv med stoffer og prostituerede, inden det hele braser sammen. 

Trump er stolt af sin rigdom: ”Jeg har ikke brug for nogens penge. Jeg bruger mine egne penge. Jeg bruger ikke lobbyisternes. Jeg bruger ikke donorer. Jeg er ligeglad. Jeg er virkelig rig.” 

Højt at flyve
Som den traditionelle følgevirkning af succes og rigdom kommer storhedsvanviddet. Det er nærmest som en uomgængelig naturlov, i hvert fald i filmene. 

De rige er arrogante og korrupte. 

Faktisk er den megalomane forretningsmagnat allerede på banen i Griffith-filmen A Corner in Wheat fra 1909. Her opnår den brutale børsspekulant nærmest monopol på hvedehøsten, men falder på højden af sin triumf ned i en silo og bliver kvalt af kornmængderne. 

Op gennem århundredet er vi vant til, at forretningsmagnaten brutalt baner sig vej til magt og vælde, men heldigvis ofte må erkende, at storhed står for fald. 

Højt at flyve, dybt at falde – det er mottoet for tidlige gangsterfilm som Scarface og Little Caesar. 

Den dæmoniske forretningsmagnat/rigmand kender vi også fra Chinatown, The Firm, American Psycho og There Will Be Blood – alle sammen ganske modbydelige typer. Man kunne også inkludere J.R. fra tv-serien Dallas. 

Det kan måske virke paradoksalt, at den store businessmand altid dæmoniseres i et samfund, der netop har forretningsmanden som ideal og rollemodel. Vi drømmer om magten, men samtidig vi ved godt, at magt korrumperer. 

Det er også paradoksalt, når den rigeste præsidentkandidat i historien siger: ”At gøre Amerika stort igen vil sige at kræve det tilbage fra de store pengeinteresser.” 

Menneskelig fattigdom
Myten om Trump er måske mest slående foregrebet i et af filmhistoriens højt beundrede værker, Orson Welles’ debutfilm Citizen Kane, som Trump endda har udnævnt til sin yndlingsfilm. 

Filmen, der havde premiere i 1941, skildrer et amerikansk livsforløb og en amerikansk forretningskarriere. Den hentede inspiration i bladmagnaten R.W. Hearsts karriere og fremstår som en satirisk fortælling om den amerikanske prototype, hvor materiel succes og menneskelig fattigdom følges ad. 

For en del år siden blev Trump interviewet af dokumentaristen Errol Morris om sit syn på filmen. Med henvisning til det storslåede Xanadu, hvor Kane ophober kolossale mængder af ting og sager, siger Trump: 

”Citizen Kane handler i virkeligheden om akkumulering, og til sidst ser vi, hvad akkumulering fører til, og det er ikke nødvendigvis alt sammen positivt. Jeg tror, man i Citizen Kane lærer, at rigdom måske ikke er alt. Fordi han havde rigdommen, men ikke havde lykken.” 

Om den berømte sekvens, hvor forløbet af Kanes første ægteskab skildres gennem en montage af korte morgenmadsscener, siger Trump: 

”Han og hans hustru kommer længere og længere fra hinanden, efterhånden som han bliver rigere og rigere. Måske kan jeg forstå det … forholdet var ikke godt for ham, og sandsynligvis heller ikke godt for hende. Selv om der var fordele for hende.” 

Og han konkluderer: ”Der var en stor opstigning i Citizen Kane, og der var et moderat fald. Faldet var ikke et finansielt fald, faldet var et personligt fald – men det var ikke desto mindre et fald.” 

Da Kanes første hustru bebrejder ham hans nedladende bemærkninger om præsidenten, ”Uncle John”, og gør ham opmærksom på, at det er Uncle John, der er præsident, ikke Kane, svarer han: ”Det er en fejl, som vil blive korrigeret i nærmeste fremtid.” 

Da Kane prøver at blive valgt som guvernør, indleder han en perfid kampagne mod sin modstander Rogers, som han truer med retsforfølgelse. Som modtræk afslører Rogers Kanes forhold til elskerinden, hvilket han mener vil umuliggøre, at Kane kan blive valgt. Og han får ret. Kane taber valget og lader avisforsiden erklære: Valgsvindel! 

Også Trump har svinet sin modstander Hillary Clinton til og truet hende med retsforfølgelse. Også Trump erklærede på forhånd, at der måtte være tale om valgsvindel, hvis han ikke vandt (en forklaring, han greb til ved nederlaget i 2021). 

Men Trump vandt i 2017. Og hvor Kanes vælgere bliver forargede over hans utroskab, generede offentliggørelsen under valgkampen af Trumps anvisning i håndtering af kvinder – ”grab them by the pussy” – åbenbart ikke hans vælgere. 

Amerikanske drømme
Ligheden mellem Kane og Trump blev allerede påpeget i 1992, da Trumps elskerinde, Marla Maples, som siden blev hans anden hustru, medvirkede i et stort Broadway-show. Her antog man, at det var Trump, snarere end hendes begrænsede sangtalent, der skaffede hende rollen. 

Det svarer til Kanes elskerinde Susan Alexander, der promoveres som operastjerne af elskeren, selv om der heller ikke her er ret meget talent at bygge på. Men da New York Times spurgte ind til parallellen, svarede Trump: ”Jeg ser ikke nogen forbindelse mellem dem.” Han kunne vel dårligt svare andet. 

Er Trump en Kane? 

Begge har arvet stor rigdom, begge har opbygget forretningsimperier, begge har politiske ambitioner – og en rigelig dosering selvforelsket arrogance. Kane ender i ensomhed og melankoli. Hvordan Trump ender, vil tiden vise. 

”Alt for mange mennesker tror, at den amerikanske drøm er død, men vi kan genoplive den, større, bedre og stærkere end nogensinde før,” hedder det i Amerika på krykker. 

Den amerikanske drøm er et begreb, som har en lang og vedvarende placering i det amerikanske værdisæt: Alt kan lade sig gøre, hvis man bare tror på det. Det er drømmen om succes. 

”Fra avisdreng til millionær” var den klassiske formel for ”the selfmade man” (ikke woman) i ”the land of opportunity”. Drømmen om frihed, frihed fra staten med alle dens love og skatter, der hæmmer den frie udfoldelse. 

Trumps succes understreger, at den amerikanske drøm fortsat er central for amerikanernes selvforståelse. Vi andre ser måske en racistisk, sexistisk og storpralende demagog af lettere fascistoid karakter, der nu skal i gang med sit store reality-show. 

Men hans vælgere ser en stærk individualist i den ægte amerikanske tradition. 

Trump synes at komme fra filmens mytologi og træder ind i præsidentembedet som et konglomerat af Mr. Smith, Willie Stark, Howard Roark, Don Corleone, Jay Gatsby, Gordon Gekko og Charles Foster Kane – i én og samme person. 

Højt at flyve.