Clint Eastwood laver film om flyhelt
På trods af sine efterhånden 85 år på bagen ligger Clint Eastwood bestemt ikke på den lade side. Ligesom sin kollega i en ligeledes fremskreden alder, Woody Allen, har han instrueret omkring en film om året i en menneskealder.
Den seneste film, American Sniper – om en snigskytte fra Irak-krigen – er blevet Eastwoods klart største kommercielle succes. Filmen blev samtidig kritiseret for at være amerikansk krigspropaganda.
Eastwoods næste film bliver historien om en anden helt, som næppe vil forarge nogen. Kaptajn Chesley ’Sully’ Sullenberger reddede 155 menneskeliv, da han i 2009 landede sit ødelagte fly på Hudson-floden i New York.
Skal Eastwood spille Sully?
Filmen, der endnu ikke har nogen titel, bygger på en bog af Sullenberger og journalisten Jeffrey Zaslow med titlen Highest Duty: My Search For What Really Matters.
Hvem der skal spille rollen som den heroiske kaptajn, vides endnu ikke. Deadline.com overvejer, om Eastwood selv kunne spille rollen, ligesom han indtog hovedrollen i Gran Torino fra 2008.
”Jeg er meget glad for, at min fortælling er i hænderne på en så dygtig historiefortæller og filmskaber som Clint Eastwood,” udtaler Chesley Sullenberger. ”Projektet kunne ikke være endt et bedre sted end hos Warner Bros.”
Greg Silverman, der er kreativ chef for Warner Bros., siger:
”Clint Eastwood er ganske enkelt på toppen af sin karriere. Efter hans bemærkelsesværdige arbejde med American Sniper bliver det utroligt spændende at se ham udforske en anden af virkelighedens helte.”
Optagelserne begynder til efteråret.
Kommentarer