Dag 4: Clooney synger Coen-karaoke i Venedig

”Vi lever i en tid, der er som skabt til vrede film.”

Således indledte George Clooney, da han på en pressekonference på Venedig-festivalen skulle præsentere sin nye film som instruktør.

Suburbicon, som titlen lyder, deltager i festivalens hovedkonkurrence, og selv om den må kategoriseres som en komediefilm, rummer den masser af både vrede, vold, afmagt og foragt.

”Mange af os er vrede,” fortsatte Clooney i det stuvende fyldte konferencelokale, hvor han sad flankeret af stjernerne fra filmen: Matt Damon og Julianne Moore.

”Vi er vrede på os selv og over den måde, verden udvikler sig på for tiden. Jeg har aldrig set mit land gennemleve en sådan vrede, og jeg levede altså under Watergate-skandalen,” sagde 56-årige George Clooney.

Racerent 50’er-USA
Suburbicon er George Clooneys sjette film som instruktør og kan meget vel være hans bedste.

Coen-brødrene har skrevet manuskriptet, og komedien har da også de skæve karakterer, det aparte univers og det snoede plot, som kendetegner en god Coen-film.

En kritiker i Venedig skriver, at Clooney synger Coen-karaoke med Suburbicon. Men de populære brødre skal nu ikke have hele æren for filmen, der bestemt er stramt og dygtigt skruet sammen af Clooney.

Drengen Nicky bor med sine forældre i Suburbicon, en spritny parcelhus-by i 50’ernes USA. Byen slår sig op på, at der er plads til alle amerikanere.

Så længe de er pæne, hvide middelklassefamilier.

Derfor opstår der røre i kvarteret, da en afroamerikansk familie flytter ind. Mens protesterne mod den farvede familie stiger i intensitet, bryder et par banditter ind hos Nickys familie.

Nicky sover, og i stuen har hans forældre besøg af Nickys moster. Både Nickys mor og moster spilles af Julianne Moore.

Familien bindes til stolene omkring spisebordet, og Nickys uforståeligt rolige far Gardner (Matt Damon) kan intet stille op, da skurkene bedøver dem alle med kloroform. Den svagelige mor dør af forgiftningen.

Optøjerne i byen begynder for alvor at tage fart. Den slags indbrud skete nemlig ikke, dengang der kun boede hvide familier i nabolaget.

Sagen stinker
Det er sådan set en fin nok kobling til 50’ernes raceproblemer, men Clooney formår ikke at følge tilstrækkeligt op på den sorte familie senere i filmen.

De afroamerikanske naboer glider mere og mere ud af historien, som da også har fart og dynamik nok til at stå alene. Derfor kan det undre, at de overhovedet skulle være med.

Det overflødige tilgives dog, idet den sande historie bag indbruddet nærmer sig overfladen.

I dagene efter konens død kondolerer den ene efter den anden, mens en irritabel Gardner utålmodigt venter på forsikringspengene. Dem kan de dog ikke få, før en snu forsikringsagent (Oscar Isaac) har sikret sig, at sagen ikke lugter.

”Og den stinker,” siger han.

Mosteren er i øvrigt flyttet ind, og det er vist ikke kun for at tage sig af Nicky. Stille og roligt begynder hele korthuset at vakle for Gardner, og det er en fornøjelse at se det hele vælte ned over ham.

Med Suburbicon beviser Clooney sig derfor som en dygtig instruktør, om end han smykker sig lidt rigeligt med Coenske fjer.

Gensyn med kultinstruktør
Mens Suburbicon pr. automatik tiltrækker mange mennesker på grund af de kendte navne, er sagen en lidt anden med instruktøren S. Craig Zahler.

Men et par timer før verdenspremieren på Zahlers nye film, var det alligevel ham, der var på alles læber i festivalens presselokale.

Hypen skyldes uden tvivl Zahlers første film, den fremragende Kurt Russell-western Bone Tomahawk fra 2015.

Filmen har allerede opnået kultstatus på grund af sine kannibal-indianere og eksplicitte voldsscener. Især en scene, hvor en nøgen cowboy bliver skalperet og flået fra hinanden fra skridtet og op står ret klart på nethinden.

I Brawl in Cell Block 99 følger vi den firskårne Bradley Thomas, spillet af en kronraget Vince Vaughn med et gigantisk kors tatoveret i nakken.

At se Vaughn i denne rolle er endnu et tegn på, at den 47-årige skuespiller i disse år kæmper bravt for at bryde ud af sin vante rolle som førsteelsker i halvdårlige komediefilm.

Blodig og hårdtslående
Da Bradley Thomas bliver fyret, søger han tilbage i den kriminelle underverden, hvor han plejede at tjene sine penge. Efter nogen tids knas i forholdet er han fast besluttet på at forsørge sin kæreste og deres kommende datter.

Men på en opgave i millionklassen går det galt, og strømerne slæber ham syv år i spjældet. Kæresten lover at vente på ham, så Bradley Thomas beslutter sig for at holde ud og opføre sig pænt.

Sådan kommer det selvfølgelig ikke til at gå. Kort efter kontaktes han af de onde mænd, som gik glip af millionhandelen, da han blev arresteret.

De har kidnappet hans kæreste, og en koreansk kirurg vil klippe fødderne af det ufødte foster – medmindre Bradley Thomas kan gøre dem en tjeneste: Han skal slå en fyr ihjel, som sidder inde i den mest bevogtede fængselscelle i landet, Cell Block 99.

Det bliver en blodig og hårdtslående affære, hvor instruktøren henter masser af inspiration fra østens kungfu-film. Halse knækkes, øjne kvases, og ansigter ommøbleres i en film, der dog bærer præg af at være for lang i optrækket.

Og i modsætning til Bone Tomahawk fokuserer Zahler næsten udelukkende på hovedpersonen, og uanset hvor meget Vince Vaughn prøver, bliver han bare aldrig lige så bad ass som Kurt Russel.